Gå til hovedindhold
Bliv medlem Menu

Ulønnet studiearbejde er et skråplan for branchen

Hvis vi mener, at vores medlemmers faglighed og viden har stor værdi for virksomhederne, og det hele pludselige værdisættes til 0 kroner, så har vi et problem, siger næstformand i DJ Tine Johansen i kølvandet på ny DJ-undersøgelse om ulønnet studiearbejde.

Tine Johansen om gratisarbejde

Benita Marcussen

I efteråret 2018 foretog DJ en spørgeskemaundersøgelse blandt 581 studerende. Den viser blandt andet, at 43,7 procent har udført ulønnet, studierelevant arbejde på et tidspunkt i løbet af deres studietid. Et højt tal, som overrasker næstformand i DJ Tine Johansen. 

”Det er overraskende at så mange arbejder gratis inden for eget fagområde. Det er uholdbart for den enkelte, for man kan ikke købe rugbrød for det, der står på ens cv. Og så er det problematisk, fordi det er med til at skabe et arbejdsmarked, hvor vejen til lønnet arbejde går gennem gratisarbejde og det rigtige netværk. Det er et skråplan for branchen,” mener hun. 

Som at grave sin egen grav 

Af undersøgelsens fritekstbesvarelser fremgår det tydeligt, at de studerende godt ved, at det underminerer deres fremtidsmuligheder på arbejdsmarkedet at arbejde gratis. ”Jeg har ikke lyst til at underminere en branche, jeg er på vej ind i,” skriver én. Det er ”lidt som at grave sin egen grav,” skriver en anden. ”Det er ikke fair, hvis man skal bruge sine faglige kompetencer, tid osv. og ikke få noget til gengæld,” mener en tredje.  

Problematikken er velkendt, og det er også grunden til at, de studerende på delegeretmødet i 2017 bad DJ’s hovedbestyrelse om at undersøge den nærmere. Siden har DJ’s uddannelsespolitiske udvalg (UPU) sat en undersøgelse i gang og drøftet, hvordan DJ bedst kan guide de studerende, som på den ene side har brug for erfaring og netværk og på den anden side har brug for både penge og et arbejdsmarked med ordentlige lønninger, når de er færdiguddannede. 

”I UPU har vi haft mange og lange drøftelser også med de studerendes repræsentanter om undersøgelsens resultater. Der er meget forskellige opfattelser af, hvad der er i orden eller ikke i orden, når det drejer sig om ulønnet arbejde. Der er mange gråzoner. Den type erfaring, der batter på cv’et, er den, hvor man sætter sin faglighed i spil. Men når man takker ja til faglige opgaver uden at få en ordentlig løn for det, så risikere man at tage brødet ud af munden på andre, eksempelvis freelancere”, siger Tine Johansen.  

Gode råd på hjemmesiden 

For at sætte fokus på problemstillingen har DJ udarbejdet en guide for at oplyse og guide de studerende i forhold til de overvejelser, de bør gøre sig, inden de takker ja til ulønnet arbejde. Desuden gives der på hjemmesiden gode råd til lønforhandling og udarbejdelse af et CV, så de studerende klædes på til at fortælle arbejdsgiverne, hvad deres arbejdskraft er værd.  

”Ens CV består jo ikke af fritidsaktiviteter, siger Tine Johansen. ”Det består af ens faglighed. Det er uden tvivl godt at få noget praktisk erfaring, men man skal ikke forære den faglighed væk gratis. Der hersker også i nogle tilfælde en begrebsforvirring, fordi arbejdsgivere fremstiller ulønnet arbejde som praktik. Her skal de studerende vide, at der kun er tale om praktik, hvis man får vejledning undervejs og kan få merit”, understreger hun. 

Arbejdsgiverne har et stort ansvar 

Det ulønnede arbejder tilbydes ofte i forbindelse med større sports- og kulturbegivenheder og i NGO’er. Det er typisk ved begivenheder, hvor meget arbejde i forvejen drives af frivillige, og derfor er arbejdsgiverne måske ikke opmærksomme på, at visse opgaver trækker på en faglighed, som er penge værd – også selvom den udføres af studerende. 

”Hvis man er til et sportsstævne, hvor alle sodavand sælges af frivillige, falder det måske naturligt, at de billeder, man får taget til hjemmesiden og Facebook også laves af frivillige. Men det er vigtigt for os som fag at holde fast i, at fotografer, journalister og kommunikatører skaber en stor værdi for arbejdsgiverne. Og at det koster, siger Tine Johansen. 

Underminerer aftaler 

I sidste ende kan et arbejdsmarked, hvor indgangen er ulønnet arbejde og erfaring fremfor kompetencer og uddannelse være med til at øge uligheden i samfundet, mener Tine Johansen: 

”Jeg synes, vi som mediebranche skal passe på med at sige til de unge, at vejen til lønnet arbejde går gennem ulønnet arbejde og det rigtige netværk. Det er et skråplan for branchen og i det hele taget en vej til mere ulighed i vores samfund. For man har vel kun råd til at arbejde gratis, hvis man har andre, der betaler ens regninger. Det er skævt, og vi skal virkelig overveje, hvad det er for en jobkultur, der udvikler sig i disse år.”  

Tine Johansen appellerer desuden til, at arbejdsgiverne stopper med at slå den ene studenterstilling op efter den anden, uden at ville betale en ordentlig løn for det.  

”Det underminerer de aftaler, vi har på arbejdsmarkedet, og det presser både freelancere og ledige på deres mulighed for at få job til en ordentlig løn.” 

Gratis webinar om lønforhandling

Er du i tvivl om, hvordan du skal forhandle en rimelig løn for dit studiejob, kan du få hjælp fra DJ's chefforhandler, Claus Iwersen, der holder webinar om lønforhandling for studiejob den 20. maj

Kommentarer

Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.