Uffe Gardel får Carsten Nielsen-legatet

Lars Werges tale til Uffe Gardel:

”Dansk Journalistforbund har to store hæderspriser. I et virvar af priser i branchen er det lykkedes os at fastholde den helt særlige placering, som disse to priser har fået.

Den ene, Cavling-prisen, uddeler vi den første fredag i januar måned under fuld live-dækning og med stor opmærksomhed til følge. Her skriver vi hvert år nye modtagere ind i en sand kongerække af stærke kolleger, der har udmærket sig på helt særlig vis i det forgangne år.

Den anden, Carsten Nielsen Legatet, uddeler vi hvert år i forbindelse med delegeretmøde eller Fagligt Forum.

Prisen er opkaldt efter den mand, der samlede tre mindre forbund til ét. Det gjorde han i 1961, og Carsten Nielsen blev DJ’s første formand.

I 1987 besluttede forbundet at opkalde en hæderspris efter vor første formand. Og prisen tildeles en kollega, der ”med udtryksmæssig gennemslagskraft har præget samfunds- og kulturdebatten, eller som har markeret sig ved en særlig faglig indsats”.

Gennem årene har vi nok lagt mest vægt på den sidste del af fundatsen. Vi har tildelt hæderen til en kollega, der har ”markeret sig ved en særlig faglig indsats”.

Det skyldes, tror jeg, at den faglige indsats ofte ikke synes påskønnet nok i øvrigt. Vore tillidsfolk står ofte alene derude – ofte over for et massivt tryk fra ledelsen.

De står også alene med at tackle forventninger fra kollegerne på arbejdspladsen, der nogle gange kan være urealistiske i deres ønsker.

Vore tillidsfolk føler også nogle gange et pres fra forbundet. Vi ønsker jeres hjælp til spørgsmål, vi beder jer om at gøre noget for os på arbejdspladsen eller i jeres bestyrelse.

Og vi har politikker, vi ønsker gennemført med jeres hjælp og bistand.

Det kræver styrke, format og robusthed at være tillidsrepræsentant. Det er dét, vi ofte har ønsket at hylde, når vi har uddelt Carsten Nielsen Legatet.

På den måde er rækken af modtagere en form for kongerække over DJ’s stærke tillidsfolk og tydelige faglige engagement.

I år mødtes legat-komiteen en lørdag i marts måned. Komiteen består af Lykke Wiborg, Julie Rosenkilde, Lars Lindskov, Pernille MacDalland og jeg, og vi havde modtaget gode bud på, hvem der skal have årets legat.

Rigtig gode bud, endda.

Hertil kom, at vi selv bragte et par navne i spil. Også stærke kandidater, som bestemt både er hæder og legat værdige.

Samlet set en gruppe af meget markante kolleger og medlemmer, som mange af os ser op til og har lært noget af. Kolleger, der er gået forrest i svære perioder.

Men ingen kandidat var efter komiteens mening bedre end Uffe Gardel.

--

I en bog udgivet i anledning af Berlingskes Medarbejderforenings 100 års jubilæum i 2010 beskriver Uffe Gardel sin let tøvende start på den faglige karriere:

”Jeg blev tillidsmand engang for mange år siden ved et tilfælde. En forårsdag skråede jeg gennem redaktionens læsestue, hvor en lille flok mennesker var i gang med at vælge delegerede til Dansk Journalistforbunds delegeretmøde. Man manglede en fjerdesuppleant. Jeg blev råbt an og udpeget til posten, trods mine spage protester.

Læsestuen var et rum midt på 2. sal, cirka dér hvor Indland sidder i dag, beklædt med mahognipaneler fra gulv til loft og møbleret med højryggede lænestole, i hvilke man kunne sætte sig og læse aviser monteret på træstokke. På en stille dag var stemningen som i et wiensk kaffehus, og det var et godt sted at holde hurtige, uformelle, stående møder.

Det var var der mange afbud fra de valgte delegerede, og fjerdesuppleanten kom med til delegeretmødet. Og blev hængende i det faglige system. ”

Disse få udsnit af teksten fortæller rigtig meget både om Uffe Gardel og om DJ, synes jeg.

Uffe er jo centraleuropæer. Det kan godt være, han bor i Hillerød, men han har det centraleuropæiske udsyn til hele Europa. Det nyder vi, der er venner med Uffe på Facebook, hvor han i klartekst og med klarsyn redegør for udviklingen i central- og østeuropa.

Uffe er en dannet mand, der foretrækker, når meninger brydes og diskussioner pågår. De wienske kaffehuse omkring århundredskiftet – bemærk: Det forrige! – var samtalesaloner for den dannede klasse. Her foregik den kultiverede dialog, der forudsatte et vist vidensniveau.

Jeg læser citatet om de wienske kaffehuse som et hint om, at her ville Uffe gerne have hjemme.

Og det er i øvrigt også sådan, at Uffe Gardel har mest respekt for folk, der ved, hvad de taler om.

Man kunne måske stramme den og sige: Uffe Gardel har respekt for folk, der ved, hvad de taler om.

Hvis vi tager Uffes beskrivelse af hans indgang til det faglige arbejde i DJ for pålydende, så var det et tilfælde, at han blev inddraget. Han skriver, at han skråede gennem læsestuen.

Vi må forstå, at det var utilsigtet.

I så fald har vi fagligt aktive i årtier i Dansk Journalistforbund meget at takke forsynet og tilfældighedernes spil for.

--

Uffe, du har været en karismatisk tillidsmand i tre omgange på Berlingske Tidende. Fra 1991-1997, fra 2001-2005 og fra 2012-2015.

Du har siddet i DJ’s hovedbestyrelse og forretningsudvalg i perioden 1999-2005, og du har stillet op som kandidat til næstformandsposten i forbundet i 2002 og som kandidat til formandsposten i 2015.

Du har også været næstformand i Kreds 1, formand for Christian Dahls Mindelegat. Du har deltaget i arbejdsgrupper i DJ og bidraget til tænketanke undervejs – og du har bidraget med en masse andre ting, som jeg ikke har fået overblikket over.

Kort sagt: Alene ud fra arbejdsindsatsen har du ”markeret dig ved en særlig faglig indsats”.

Men du har gjort meget mere end at udfylde en plads, du fik ved et tilfælde. Du har lagt en linje både lokalt, på din arbejdsplads, og på forbundsniveau. Dine aftryk er mange og tydelige. Og dit engagement over årene ligeså.

Du har fra talerstolen i klartekst fortalt, hvordan forbundsledelsen ikke har fundet de Vises Sten. Du har skoset og kritiseret – men du har også rost og bakket op.

Altid med det for øje, at i en fagforening skal der være højt til loftet. Men vi står sammen.

Der er altid en modpart.

Som du skrev i jubilæumsskriftet:

”Fagligt arbejde handler ikke om at ville overtage produktionsmidlerne; det handler simpelt hen om at varetage sine interesser, og det er der ikke noget særligt venstreorienteret i. Er man huskøber, bør man hyre en advokat. Er man ansat, bør man melde sig ind i en fagforening.”

Få linjer senere, hvor du har ridset udviklingen på Berlingske Tidende op i perioden 1990-2010, beskriver du også din evne og vilje til at udsondre modparten. Det sker i fortællingen om Berlingskes ledelse i starten af 00’erne:

”..nye folk var kommet ind i koncernledelsen; yngre handshøjskoleuddannede mennesker med en amerikanskpræget tankegang. De delte de gamle industrikaptajners modvilje mod fagforeninger som BMF. Men i modsætning til deres forgængere troede de faktisk, at det ville være muligt at slippe af med fagforeningerne.”

Man mere end aner dit personlige engagement i den faglige kamp i disse linjer.

--

Én af finesserne ved Facebook er, at den minder os om, hvad vi syntes var vigtigt at delagtiggøre omverdenen i for præcis 1, 2 eller 6 år siden.

Forleden fandt algoritmerne det på sin plads at fortælle mig om et opslag, jeg lavede for 1 år siden.

Om morgenen den 9. april skrev jeg, at nu var der kommet en modkandidat til mig i mine bestræbelser på at blive valgt som forbundsformand i DJ. Du havde meldt ud tidligt om morgenen, at nu stillede du op.

For nu skulle der ske noget i DJ!

Alt for længe havde vi produceret papir og tænkt strategi-tanker.

Alt for længe havde det haltet med konkret handling.

Og hvis jeg blev valgt, ville det bare fortsætte sådan. Mere af det samme.

Og mere af det samme ville være dårligt for DJ.

Kære Uffe, vi oplevede tre intense uger. Vi blev bedt om at forholde os til detaljer i DJ’s arbejde og visioner hos fagbladet. Vi var ude i landet til en række valgmøder. Og vi skrev indlæg på Facebook og andre steder.

Det var knaldhårdt. Det var også knaldgodt. Og jeg er fuldstændig overbevist om, at vi hver især gjorde hinanden skarpere.

Til gavn for DJ, og til gavn for kollegerne.

Og modsat hvad nogle måske forventede, så blev det på intet tidspunkt personligt imellem os; vi holdt, tør jeg godt sige, en saglig tone og argumenterede på viden og holdninger.

Akkurat som jeg forestiller mig, at man gjorde i Wien på kaffehusene en gang.

Tak for det, Uffe.

--

Få måneder efter delegeretmødet kom Berlingske ud i endnu en sparerunde, og oveni en stor bunke af kolleger, der valgte at tage en fratrædelse, meddelte du ganske overraskende, at du også havde besluttet dig for at stoppe.

Dén beslutning var helt sikkert ikke opstået ved et tilfælde. Vejen ud er ofte vanskeligere end vejen ind, men du har flere gange understreget, at for dit vedkommende er det slut med det faglige engagement i DJ.

Det er ikke derfor, du får prisen.

Du får prisen, som består af en check på 20.000,- og en bronzestatue lavet af Jørgen Haugen Sørensen, fordi du har gjort en forskel.

Du har etableret en freelance-aftale på Berlingske, som efterhånden er blevet en faglig markør for os alle.

Du har været med til at sætte sejl på et forbund, der sagtens kunne have taget en anden kurs, hvis du ikke havde bakket op. Som den centrale tillidsmand, kreds-politiker og HB- og FU-medlem, du har været, kunne du have påvirket os i en anden retning.

Men du stod bag svære beslutninger i sin tid i Forretningsudvalget. Du var med til at sikre, at der også politisk var et skarpt øje på forbundets økonomi. Det var dig, Uffe, der var med til at udstikke kursen, vi stadig er på omkring forbundets midler.

Det hører med til, hvorfor du får prisen.

Du får også prisen, fordi dit hjerte altid banker for de kolleger, der har det svært. Du er den, der betoner vigtigheden af, at vi har stærke aftaler, der griber kolleger, når de falder.

Hvad enten de bliver syge, eller de mister deres job, så skal DJ være der for dem. Det er din holdning. Det er det, du altid har arbejdet for, og det er det, du husker os på.

Tak for det.

Man kan godt diskutere, om din evne til at sætte tingene på spidsen altid er til din fordel.

Men man kan ikke diskutere din sproglige elegance, når du med knitrende ordvalg spidder en modpart. Når du i få ord beskriver en forhandling eller et forløb kender vi både sammenhængen og din vurdering af tingene.

Skarpt, præcist – og bedst at lytte til, når man er på hold med dig.

Kære Uffe: Du har tegnet en skarp fagpolitisk profil i 25 år, siden du ved et tilfælde skråede igennem læsestuen på 2. sal i Pilestræde.

Vi har sjældent været i tvivl om, hvad du mente og stod for. Du har været en konstant i et forbund under forandring – dermed har du en meget stor betydning for, at Dansk Journalistforbund er, hvor vi er i dag.

Til lykke med Carsten Nielsen Legatet 2016.”