Gå til hovedindhold
Bliv medlem Menu

Udtalelse fra DJ’s delegeretmøde: Styrk offentlighedsloven

Dansk Journalistforbunds øverste myndighed, delegeretmødet, opfordrer regeringen og Folketinget til at gennemføre nogle markante forbedringer af den eksisterende offentlighedslov fra 2014.

Offentlighedslovens formål er at sikre åbenhed hos myndighederne. Loven skal blandt andet understøtte informations- og ytringsfriheden og, helt grundlæggende, være en basal del af den måde, demokratiet i Danmark fungerer på.

Efter 3 års erfaringer med den reviderede offentlighedslov konstaterer delegeretmødet, at

  • loven er langt fra at opfylde sit formål,
  • loven giver nogle alt for omfattende undtagelser for aktindsigt, og
  • loven dermed har øget lukketheden i det danske demokrati.

DJ opfordrer Folketinget til, at man anvender den eksisterende miljøoplysningslov som model for den revision af offentlighedsloven, som skal aftales i foråret 2017.

Det vil indebære, at offentlighedsloven i vidt omfang baserer sig på den tidligere offentlighedslov, hvor der var en bredere adgang til aktindsigt i lovgivnings- og beslutningsprocesserne i den offentlige forvaltning.

Samtidig var der i denne lov fortsat plads til det såkaldte ”fortrolige rum” tæt omkring en minister.

DJ opfordrer desuden Folketinget til at udbygge de enkelte forbedringer, som trods alt blev gennemført med den eksisterende offentlighedslov.

Dette gælder ikke mindst muligheden for aktindsigt i offentligt ejede selskaber. Denne mulighed er en klar forbedring i forhold til tidligere. Men mange offentligt ejede selskaber er siden blevet undtaget fra aktindsigt, så der i dag kun er adgang til cirka 30 procent af de offentligt ejede selskaber.

Det gælder pligten i §14 til at overveje meroffentlighed, som bør indskærpes og efterleves.

Og det gælder også adgangen til at få udtræk fra offentlige myndigheders databaser. Denne forbedring i offentlighedsloven er blevet udhulet af, at der er for mange muligheder for at afslå borgernes og mediernes anmodninger. 

Det er DJ’s håb og forventning, at Folketingets politikere og regeringen og dens ministre helt overordnet vil anerkende, at en bedre offentlighedslov er en styrke for det danske demokrati.

For borgernes adgang til aktindsigt, åbenhed og en rimelig gennemsigtighed i de offentlige processer er en forudsætning for et levende folkestyre.

Kommentarer

Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.