Gå til hovedindhold
Bliv medlem Menu

Udsat for sexchikane fra nærmeste leder

DJ-medlem fik rådgivning og juridisk hjælp af Dansk Journalistforbund, da hun blev udsat for sexchikane af nærmeste leder - og efterfølgende opsagt. ”Jeg er helt afklaret med, at I skriver den her historie. Sådan noget skal jo netop deles.”

Sexchikane

Jacob Nielsen "Jeg kan stadig mærke, at jeg er ekstra sensitiv overfor bare antydningen af et problem i arbejdssammenhænge", fortæller Caroline.

Caroline nåede at være ansat to år og tre måneder, inden hun i starten af november 2017 blev fyret for ”samarbejdsvanskeligheder”. Hun er 28 år, og det var hendes første job som UX-designer efter endt uddannelse som grafiker.

”Jeg var så psykisk presset på det tidspunkt. Så da jeg modtog anden mail fra min leder om, at jeg havde haft forkerte mødetider i forhold til det, vi havde aftalt, fik jeg det så dårligt, at jeg kontaktede DJ med det samme.”

Det viste sig, at det ikke kun handlede om forkerte mødetider, men noget langt mere alvorligt. Caroline havde ved flere lejligheder følt sig seksuelt chikaneret af sin leder, der havde lagt fysisk an på hende, sendt upassende sms’er og kontaktet hende telefonisk udenfor arbejdstiden.

”Han puttede mine fingre ind i sin mund”

Første gang, Carolines leder brød deres professionelle relation, var ved firmaets julefrokost den 9. december 2016. Inden den julefrokost havde der ikke været ”noget som helst imellem dem” og hun kunne godt lide ham som leder, fortæller hun.

Men den aften skete der noget, som ændrede deres relation.

”Vi dansede, og det var meget sjovt, indtil han begyndte at ville danse meget tæt, holde om mig og sige upassende og flirtende ting til mig. Så var det ikke sjovt længere, og jeg forklarede ham, at sådan ville jeg ikke danse.”

Hun opsøgte under festen en mandlig kollega, der godt kunne se, hvad der foregik, og som var vidne til episoden på dansegulvet. Hun bad ham om hjælp, og de gik rundt sammen resten af aftenen, da den pågældende leder blev ved med at henvende sig til hende og komme med upassende bemærkninger.

”Min kollega var flink at følge mig til bussen, men min leder ville med. På den gåtur tog han min hånd flere gange, og han puttede mine fingre ind i sin mund. Det var ret ulækkert.”

Der var 25 minutter, til bussen gik, og Caroline bildte derfor sin leder ind, at hun havde bestilt en taxa, som ville holde rundt om hjørnet. Hun løb og hoppede sammen med sin kollega ind i den første og bedste taxa, der kom.

Mandag morgen var hun meget nervøs, da hun mødte ind på sit arbejde. Men den pågældende leder lod som ingenting.

”Han snakkede bare overfladisk om, hvor god en fest det havde været, og hvor ærgerligt det var, at der var et helt år til næste julefrokost.”

Tilnærmelserne fortsatte

Allerede i begyndelsen af februar 2017 opstod den næste krænkende episode.

”Efter en afdelingsmiddag på en restaurant, hvor jeg bevidst holdt mig helt fra ham, fandt han mig i baren, og jeg kunne mærke hans øjne på mig resten af aftenen. Tilnærmelserne tog til, og det blev faktisk endnu værre, end det havde været til julefrokosten.”

Hun fortalte ham igen, at han gik langt over hendes grænser, men han lyttede ikke og sendte bare den nærmeste kollega i baren efter flere drinks, så han kunne stå alene med hende.

”Efter jeg havde fortalt ham, at jeg syntes, det, han gjorde, var ubehageligt, sagde han, at det netop var det, han beundrede ved mig. At jeg var så professionel og ikke gav efter. Jeg tænkte bare: Herregud …”

Ifølge Caroline endte festen med, at den pågældende chef forsøgte at kysse hende flere gange, og han ramte også hendes mund en enkelt gang. Han ville også, at hun skulle sidde på hans skød, han tog hende på lårene og holdt hende fast, da hun prøvede at trække sig væk. Hun fik til sidst undveget ham og bakset ham og en kollega, der stadig var til stede, ind i en taxa, som han ellers insisterede på, at Caroline også skulle med i. Han skulle nok give hende en taxa hjem – dagen efter, sagde han.

Hun fortæller, at 10 minutter efter taxaen var kørt afsted, modtog hun en sms, hvori han skrev: ”Selvom vi ikke skal have sex, kan du godt tage med hjem at sove.” Caroline er ikke længere i besiddelse af sms’en.

”Den sms ville jeg ønske, at jeg havde haft, men den blev slettet, da min telefon genstartede sig selv ved en fejl og slettede alt data. Jeg fik dog efterfølgende et udskrift fra telefonselskabet, der viste, at de sene sms-korrespondancer har fundet sted.”

Fra flirtende til utilfreds

Tilnærmelserne gentog sig ved et påskefrokost-arrangement i april 2017, men efter den aften, hvor hun måtte afvise og undvige ham gentagne gange, ændrede stemningen sig imellem dem. Og han begyndte jævnligt at udtrykke utilfredshed med den måde, hun løste opgaverne på.

”De sidste måneder inden jeg stoppede, eskalerede den dårlige stemning til det, jeg vil betegne som psykisk terror. Han sagde hverken ’godmorgen’ eller ’farvel’, inviterede mig ikke længere med til vigtige møder og talte henover hovedet på mig til medarbejdere, som jeg havde ansvaret for.”

Udover en markant ændring i hans opførsel steg Carolines arbejdsbyrde voldsomt. Det stigende antal arbejdstimer er dokumenteret ved, at hendes leder i forbindelse med dagpengerefusion har oplyst Københavns Kommune, at Caroline har arbejdet 53 timer i snit pr. uge. Overarbejde, hun i øvrigt ikke modtog betaling for.

Overtrædelsen af arbejdstidsloven er yderligere dokumenteret i DJ’s stævning af lederen ved, at sagsøgte ansætter to medarbejdere til at løse Caroline opgaver, da hun bliver sygemeldt og stopper.

Opsagt på grund af ”samarbejdsvanskeligheder”

Caroline ender med at blive opsagt for ”samarbejdsvanskeligheder” i slutningen af november 2017 og kontakter med det samme DJ, fordi hun finder opsigelsen uberettiget.

”Den dag, jeg blev fyret, nægtede jeg at skrive under på opsigelseskontrakten og bad en trivselskonsulent fra DJ om at ringe til mig. Hun ringede med det samme, og vi havde en god snak.”

De konkrete anklager mod sagsøgte og mod virksomheden, sagsøgte var leder i, blev både seksuel chikane, brud på arbejdstidsloven og uberettiget fyring. Da Caroline ikke var den eneste medarbejder i virksomheden, der havde haft kontroverser med pågældende leder, og to af hendes jævnaldrende kollegaer var blevet opsagt meget pludseligt, havde hun udførligt skrevet alt ned – først i en notesbog i hånden, senere i et elektronisk dokument. Hun skrev både ned, hvad hun brugte sine timer på, og hvad der blevet stillet af opgaver til hende.

De notater viste sig at komme hende til gode.

”Han påstod, at jeg ikke havet opfyldt min jobbeskrivelse, men det kunne jeg bevise, at jeg havde. Jeg havde faktisk opfyldt min jobfunktion langt over, hvad jeg fik betaling for.”

Forlig indgået vedrørende sexchikane-anklagen

Da Caroline ved opdateringen af sin telefon havde mistet alle de beskeder, hendes leder havde sendt til hende udenfor arbejdstid, var de afgørende beviser i sagen øjenvidneberetninger og Messenger-beskeder til en kollega om episoderne.

”Jeg har som bevismateriale lagt de Messenger-samtaler, jeg havde med en god ven, lige efter det var sket første gang. Her beskriver jeg detaljeret, hvad min leder udsatte mig for. Derudover har retten fået udtalelser fra en tidligere kollega, der havde været øjenvidne til episoderne.”

DJ har ført sagen for Caroline, og der blev indgået forlig ved Retten i Lyngby den 29. januar 2019. Efter indlevering af processkrifter (bevismateriale) tager sagsøgte ”bekræftende til genmæle over for den nedlagte påstand”, som det formuleres mundret i forliget, og parterne blev enige om at afslutte sagen ved, at sagsøgte betalte hende 30.000 kroner i godtgørelse for ”tort”.

Der er stadig ikke faldet afgørelse i de to andre anklagepunkter, der handler om brud på arbejdstidsloven og uberettiget fyring.

Jeg er stadig ekstra sensitiv

Caroline havde efterfølgende brug for professionel psykologhjælp til at komme godt i gang med det nye job, hun fik kort efter tid efter opsigelsen.

”Det var et stort pres, jeg var udsat for, og jeg kan stadig mærke, at jeg er ekstra sensitiv overfor bare antydningen af et problem i arbejdssammenhænge. Jeg ved godt, at det er helt åndssvagt, der skal jo være plads til diskussioner og uenigheder, men det sætter mig med det samme tilbage til det dårlige arbejdsmiljø, jeg kom fra.”

Hun søgte og fik et job allerede under opsigelsesperioden, hvor hun var sygemeldt. For som hun fortæller, pressede det hende yderligere, at hun ikke vidste, hvor den næste månedsløn skulle komme fra.

”Jeg sygemeldte mig hurtigt efter fyringen efter direkte anbefaling fra lægen. Jeg led på det tidspunkt af søvnløshed, havde tabt mig 15 kg, rystede og havde konstant kvalme og ondt i maven. Beskeden fra min leder var, at jeg ikke måtte vise mig på kontoret, men skulle arbejde hjemmefra under opsigelsesperioden. Jeg fik derfor aldrig sagt farvel til mine kollegaer, da jeg blev bedt om at pakke mine ting og forlade stedet klokken 7.30 om morgenen den 30. november 2017.”

Caroline var berettiget til at søge nyt job i selve opsigelsesperioden, fordi det var beviseligt, at det var arbejdspladsen, der var årsag til hendes sygemelding.

Hun har ikke eksplicit sagt til sin nye arbejdsplads, at hun har været udsat for sexchikane, men blot fortalt, at hun kom fra en lidt kaotisk arbejdsplads, hvor hun ikke befandt sig godt.

”Jeg er helt afklaret med, at I skriver den her historie. Sådan noget skal jo netop deles, så en leder som ham ikke bare fortsætter den dårlige stil overfor andre. Og så folk, der har været udsat for det samme som jeg, ikke føler sig alene.”

Har delt med venner og familie

Hun fortæller, at en af grundene til, at hun forholdsvis hurtigt er kommet videre i både sit private liv og sit arbejdsliv, har været, at hun har brugt både familie og venner til at snakke med om de ting, hun har været udsat for i sit arbejdsliv.

”Jeg har delt mine oplevelser fra starten. Min gode ven og tidligere kollega, der var vidne til episoderne, har jeg talt en del med. Jeg har også valgt at fortælle min mor og min søster om det, jeg har været udsat for, og jeg har haft DJ på sidelinjen allerede tidligt i forløbet.”

Efter opsigelsen foregik al kommunikation mellem den anklagede, arbejdspladsen og Caroline igennem DJ, så hun ikke længere behøvede at blive konfronteret med den pågældende leder.

”Jeg fik også lovning på, at hvis min leder ville bortvise mig uberettiget, fordi jeg havde sygemeldt mig, ville DJ kunne yde mig et lån, indtil sagen var på plads. Den vished hjalp mig sindssygt meget.”

Sagsøgte er blevet forelagt artiklen og har ingen kommentarer.

Kommentarer

Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.

Flemming Jørgensen

fre, 04/12/2019 - 10:26

Er lederen stadig ansat i virksomheden?

Dorte Larsen

fre, 04/12/2019 - 12:38

Hvem har ansat den idiot, og er han stadig leder i firmaet efter de 30.000 kr for tort?
Det er han garanteret, så det er en del af det nederdrægtige problem med chikane!

NEJ TIL SEKSUEL CHIKANE! 

Ingen skal finde sig i seksuel chikane eller et chikanerende miljø på arbejdspladsen.

DJ har udformet en guide til, hvordan du kan få hjælp eller selv hjælper i forbindelse med seksuel chikane eller krænkelser.

Skriv til dj@journalistforbundet.dk, hvis du oplever chikane og har brug for hjælp. Så bliver du ringet op af en rådgiver snarest muligt. 

Jakob Carlsen

SÅDAN HÅNDTERER DU KONFLIKTEN

Kend konflikttrappen så du kan nedtrappe konflikten. Få viden om, hvordan en konflikt kan udvikle sig og få gode råd til, hvordan en konflikt kan løses på de forskellige trin.