Gå til hovedindhold
Bliv medlem Menu

Tre bud på ny digital journalistik

DJ inviterede tre nye danske digitale medier til arrangement om ambitioner, forretningsmodeller og nye digitale muligheder. Her får du chefredaktørernes valg, overvejelser og bekymringer i arbejdet med at starte et nyt medie.

Vi oplever for tiden flere nye digitale medier med journalistiske ambitioner i det danske mediebillede. DJ havde sat tre chefredaktører i stævne ved et medlemsarrangement - Zetland, Føljeton og POV International - der på ret forskellig vis forsøger at række ud til de danske mediebrugere.

Ambitionen med debatten var at give DJ’s medlemmer et indblik i de tre nye mediers journalistiske projekt og deres forretningsmodel – og skabe et rum for dialog omkring de muligheder og udfordringer nyetablerede medier står over for i dag.

Inspireret af Netflix

”Vi har lavet en model, der minder om Netflix og HBO, hvor man ikke får noget som helst gratis, men er nødt til at oprette et abonnement til 49 kr. om måneden”, indledte chefredaktør for Føljeton Lars Trier Mogensen sin intro af det nye digitale medie, han står i spidsen for.

Indholdsmodellen bag Føljeton er at være seriel, udvælgende og målrettet til mobilen. Sammenligningen med Netflix og HBO gælder ikke kun på forretningsmodellen, men også på selve produktet.

”Serier kan noget mere end film. Du kommer mere omkring hovedperson og emne i en serie, fordi du har mere plads og tid til at anskue fra flere vinkler. Det er det, vi vil med Føljeton, hvor du får fem artikler om hvert emne”.

Er Danmark klar til et medie, der primært er lavet til mobilen? Lars Trier Mogensen er ikke i tvivl.

”At fremtiden vil byde på et stort dansk marked for medier, der primært er lavet til mobilen, det er jeg ikke i tvivl om. Om vi hos Føljeton så er dygtige nok til at blive et af de dominerende mobilmedier, det må tiden vise”.

Svært at starte en forretning

Med udgangspunkt i sessionens overskrift ”Pionérer eller popfænomen?” gør Lars Trier Mogensen sig ingen illusioner om, at Føljeton er det sidste. Hvor besnærende han ellers synes, det lyder.  

”Jeg indrømmer gerne, at det er pishamrende svært at banke en sund forretning op i det mediemarked, vi har i dag. Det er en ret hård forretningsmodel, vi har valgt, og vejen bliver sikkert bumlet. For hvordan når vi ud til folk, og får givet dem en smagsprøve på vores produkt? Det kæmper vi da med. Men omvendt vil vi gerne holde fast i, at hvis man skal lave uafhængig, kritisk og vedholdende journalistik, kræver det, at man kan betale folk for det. Vi er nødt til at insistere på en økonomisk bæredygtig model, der gør os uafhængige”.

Føljeton beskæftiger p.t. seks journalister og en praktikant. Mediet bliver foreløbigt finansieret af abonnenter, en mediestøtte på fire mio. kr. og private sponsorer.

Vi er nødt til at insistere på en økonomisk bæredygtig model, der gør os uafhængige.

Lars Trier Mogensen, chefredaktør for Føljeton

Zetland skal ikke være originale

Chefredaktør på Zetland Lea Korsgaard beskriver mediets målgruppe som travle mennesker, der med tidens teknologiske muligheder modtager massive mængder af information.

”Mangel på tid og mængder af information harmonerer ikke sammen – og det er her Zetland kommer ind i billedet. Vi vil gerne hjælpe mediebrugerne med at finde frem til lige præcis de historier, der gør, at de kan blive ved med at være nysgerrige og samfundsbevidste borgere. Vores ambition er at udkomme med det, du har brug for at vide, men ikke mere end du kan nå at læse”, fortalte Lea Korsgaard.

Et paradigmeskifte, kalder hun ”det nye og reetablerede Zetland”.

”Vi tænker journalistikken anderledes på tre måder. For det første må du ikke havne til en fest fredag aften, hvor der bliver talt om en stor begivenhed, uden du har fået dit Zetland-take på den. For det andet vælger vi at fortælle historier, der ikke er originale. Vi gør så bare en dyd ud af at fortælle den forfra med ambitionen om at give det ene overblik, du har brug for. For det tredje er tonen anderledes. Vi skriver ikke i et tilstræbt objektivt og nøgternt nyhedssprog”, fortæller Lea Korsgaard og uddyber sin sidste pointe med metaforen:

”Vi er et greb i kraven. Hos os er en artikel ikke en meddelelse, men en henvendelse”.

Zetlands ambition er at udkomme med det, du har brug for at vide, men ikke mere end du kan nå at læse.

Lea Korsgaard, chefredaktør på Zetland

Som et digitalt medie har Zetland naturligt fokus på mulighederne for også at skabe en anderledes grafisk oplevelse og bruge forskellige multimediegreb.

”Vores avis skal i den grad også være en digital oplevelse”.

Zetland har 25 mand ansat. De har rejst 14,5 mio. kr. til etableringen. De 4 mio. kommer fra mediestøtte, hvor resten kommer fra private investorer, fonde og egne opsparinger. I skrivende stund har Zetland 2.586 abonnenter, der betaler 99 kr. pr. måned for mellem 2-5 artikler om dagen.

Hvor er journalistikkens skæve eksistenser?

”Noget af det, vi gerne vil med POV International er at genskabe den glæde, vi synes for mange mediers vedkommende er forsvundet”.

Chefredaktør for POV International Annegrethe Felter Rasmussen lagde ud med at fortælle, hvad mediet skal være for dem, der skaber det. En legeplads for fortælleglæde, erfaring og viden, som forhåbentlig vil række ud til en bred læserskare, var nogle af hendes mange ord.

”Den legeplads, jeg oplevede som journalist på etablerede medier tidligere, den er forsvundet i dag. Ja, folk blev skilt og arbejdede og drak sikkert også for meget. Og nej, alting var bestemt ikke bedre i gamle dage. Men der var plads til mange forskellige typer. De unge, de gamle, de halvskøre … alle de skæve eksistenser er helt udryddet fra den danske mediebranche. Dem vil vi gerne give spalteplads”.

Redaktionelt tror Annegrethe Rasmussen ikke på, at man skal give folk det, de vil have:

”Man skal fortælle folk om det, man selv brænder for”, siger hun og fortæller med entusiasme og stolthed i stemmen om de POV-skribenter, som bor og kender til kultur og sprog i de områder, de skriver om. Som i Afrika, Japan og Brasilien. De fleste af skribenterne (38) bor dog i Danmark, og POV er ikke et udenrigsmedie, men vil bare gerne have det internationale perspektiv ind i sin dækning. Uanset om det handler om danske forhold eller er internationalt, siger hun.

Alle de skæve eksistenser er helt udryddet fra den danske mediebranche. Dem vil vi gerne give spalteplads.

Annegrethe Felter Rasmussen, chefredaktør for POV International

POV-redaktionen har ikke noget redaktionslokale i den fysiske verden. Ingen kaffemaskiner eller sundhedsforsikring.

”Men vi har et skønt virtuelt redaktionslokale på Facebook, hvor vi er 46 skrivende medlemmer, der kommunikerer med hinanden, hjælper hinanden og udveksler faglige synspunkter”.

Forretningsmodellen er også en helt anden end hos Føljeton og Zetland.

”Forretningen er bygget sådan op, at du som læser får alt indhold serveret gratis, men frit kan vælge mellem forskellige betalingsmodeller. Som at betale den enkelte skribent for sit indlæg, støtte initiativet med et engangsbeløb – eller blive abonnement og give et frivilligt månedligt beløb på enten 20, 100 eller 1000 kr.”

Den model kan ikke fuldtidslønne skribenterne, der alle har andre jobs ved siden af.

POV International har eksisteret i 11 uger og har 46 skribenter tilknyttet. Ifølge chefredaktøren har mediet p.t. 70.000 faste læsere og mellem 100.000 og 200.000 sidevisninger på Facebook om ugen.

Kommentarer

Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.