Gå til hovedindhold
Bliv medlem Menu

Tove Smidth er DJ's ældste medlem: ”Jeg var kun politiker for at blive en bedre journalist”

Titlen som DJ’s ældste medlem har skiftet ejer. Nu bor den i Hundested hos Tove Smidth, som netop er blevet 100 år. Hun fortæller her om et langt liv som journalist og politiker – om at blive forfulgt af det polske politi bag jerntæppet, om pludseligt at skulle erstatte Erhard Jakobsen og om et venskab med en anden kvindelig journalist, der nåede at blive over 100 år.

Tove Smidth

Rasmus Degnbol

Ved årsskiftet døde DJ’s ældste medlem, og få dage senere rundede DJ’s nye ældste medlem et absolut rundt hjørne, da hun blev 100 år lørdag den 7. januar. Tove Smidth har været journalist, siden hun tilfældigvis mødte redaktøren for Samvirke i en togkupé og blev ansat, inden toget nåede Københavns Hovedbanegård. Hendes journalistiske karriere bragte hende som radioreporter for DR i problemer med det polske sikkerhedspoliti, mens hendes politiske karriere tog fart som Erhard Jacobsens arvtager i Gladsaxe kommune, hvilket medførte en noget udfordrende tale foran 40 tyske borgmestre.

I dag bor Tove Smidth på Halsnæs Plejecenter i Hundested, og her fejrede hun sin runde dag. Hendes lille hyggelige lejlighed er således fyldt med blomster, flasker, chokolade og små håndskrevne sedler med navne på dem, der har ringet på fastnettelefonen og lykønsket hende. Og selvom det kniber lidt med langtidshukommelsen – især i forhold til at sætte årstal på bestemte begivenheder, husker hun tilbage på sin journalistiske og politiske karriere med flere yderst detaljerede anekdoter.

Og hun slår meget hurtigt fast, at selvom hun oprindeligt er uddannet tresproglig korrespondent, har hun altid har set sig selv som journalist:

”Både da jeg stillede op til byrådet og senere sagde ja til at overtage borgmesterposten efter Erhard, tænkte jeg, at det da kunne være spændende og gøre mig klogere på politik, så jeg bagefter ville blive en bedre journalist,” siger hun.

Fra rottegift til journalistik

Hvornår det helt præcis var, at hun skiftede sit arbejde som ansat i rottegiftfirmaet Ratin ud med en journalistisk karriere som følge af mødet med Samvirke i togkupeen, kniber det lidt med at huske. Men det har sandsynligvis været i slutningen af 1940’erne. Og cirka 10 år senere fik hun så en idé, der skulle blive starten på hendes mangeårige karriere på DR.

”Jeg havde via mit arbejde hos Samvirke mødt en amerikansk kvinde, der var meget spændende, og jeg syntes, det kunne være interessant at høre hende med lyd og ikke bare på skrift. Så jeg troppede op hos DR på Rosenørns Allé og fortalte i receptionen, at jeg havde en idé til en udsendelse. Og så blev jeg sendt op på en redaktion og hyret som freelancer,” husker Tove Smidth.

Tove Smidth

Rasmus Degnbol

Kort efter blev hun fastansat, og i løbet af 1960’erne var hun flere gange på reportagerejse bag jerntæppet og primært i Polen.

”Fordi jeg kunne sprog, blev jeg sendt til udlandet. Som journalist rejste jeg bag jerntæppet. Det var ikke helt ufarligt. Jeg rendte jo rundt med en båndoptager og skulle beskrive dagligdagen og vilkårene for polakkerne til radioen. Jeg var så heldig, at jeg havde arbejdet meget internationalt og deltaget i konferencer, så jeg havde en kontakt ved det polske fjernsyn, en journalist. Han hjalp mig. Han sagde; hvis du kommer i vanskeligheder, må du ringe. Og det fik jeg hurtigt brug for,” fortæller Tove Smidth.

”Der var åbenbart nogle, der syntes, det var mistænkeligt, at jeg gik rundt med en båndoptager. Så opdagede de ovenikøbet, at jeg var indkvarteret privat hos en bekendt af en journalist ved fjernsynet, og så satte de politiet på mig. Så en dag kom jeg hjem og blev mødt af min værtinde, der meget oprevet fortalte, at politiet havde været på besøg, men at hun havde nået at gemme mine ting. Så ringede jeg til min kontakt, som kom med det samme og fik hjulpet mig. Han var selv medlem af partiet, så han kunne tale dem til ro. Det var mærkelige tider, men spændende at opleve,” siger hun.

Orlov fra DR i over ti år

Mødet med det polske samfund satte sig så meget i Tove Smidth, at hun mange år senere som borgmester sørgede for, at Gladsaxe fik en polsk venskabsby.

”Jeg kom jo på, at vi måtte have en venskabsby på den anden side af jerntæppet. De var jo mennesker ligesom os, men meget mistroiske overfor Vesten. Det måtte jeg gøre noget ved. Polen var jo det nærmeste land, og jeg kendte til det fra tidligere. Så jeg satte alle kræfter ind på at få det og lykkedes. Og i dag er Koszalin stadig venskabsby med Gladsaxe. Og jeg fik sågar en hilsen fra Koszalin på min fødselsdag – endda oversat til dansk. Det er da fantastisk, at man blive husket så mange år efter. Det var rørende.

At Tove Smidth skulle ende med at være lokalpolitiker i næsten 15 år var mere en tilfældighed, end en planlagt karrierevej. 

”Jeg boede på det tidspunkt i Gladsaxe og blev opfordret til at stille op. Og så tænkte jeg, at det ville være spændende, for så bliver jeg lidt klogere på politik og bliver en bedre journalist bagefter. Så gik det jo sådan, at jeg blev valgt til byrådet under Erhard Jakobsen, som siden blev min læremester. Da han så stiftede sit nye parti, CD, blev jeg spurgt, om jeg ville efterfølge ham. Og så tænkte jeg igen, at det kunne være spændende, fordi jeg ville blive en bedre journalist bagefter. Og tænk dig: Dengang kunne man få orlov fra DR i 10 år, når man gik ind i politik. Så det var det var en slags udvidet efteruddannelse,” siger hun med et stort smil.

Tove Smidth

Rasmus Degnbol

Både som journalist og som borgmester har Tove Smidth været en af de første kvinder i de respektive brancher. Men det er ikke noget, som hun har været meget opmærksom på.

”Jeg synes ikke, jeg har tænkt så meget over det med at være kvinde i en mandebranche. Jeg synes, at jeg blev accepteret. Det var jo en kvindelig redaktør, jeg havde i DR. Og DR var generelt et foregangssted på den front. Men der var ikke mange kvindelige borgmestre før mig – vist nok en i Sønderjylland, som var samtidig med mig. Det betød ikke det store her i Danmark,” husker hun.

Men en oplevelse i udlandet dukker dog op, da hun tænker over sin rolle som kvindelig politiker.

”Jeg kan huske, at Erhard Jakobsen var blevet inviteret til at holde tale i Tyskland for en samling tyske borgmestre. Han tog mig med, for han mente, det ville være en god læring for mig. Aftenen før fortæller han mig så – og jeg er sikker på, det har planen hele tiden – at det altså er mig, der skal holde talen for disse næsten 50 tyske borgmestre – som alle sammen var mænd. Det kan jeg da ikke, protesterede jeg, men jojo; Du kan jo både tale tysk og stenografere, sagde han. Og så dikterede han hele sin tale til mig, som jeg brugte natten på at renskrive. Dagen efter mødte jeg så op foran borgmestrene, som var dybt skuffede over ikke at skulle høre Erhard, som også havde et stort navn uden for Danmarks grænser. At det var en kvinde, der kom i stedet. Men da jeg var færdig, sad de alle og tappede med fingrene i bordet – man klappede åbenbart ikke. Det var tegn på, at jeg var godkendt,” fortæller hun.

Venskabet med Lise Nørgaard

Tilbage hos DR som journalist på radioen mødte Tove Smidth mange mennesker og skabte et stort netværk. Det vidner de mange hilsener og gaver i forbindelse med hendes 100 års dag om. Og også en anden journalist, der nåede at runde 100 år, blev Tove venner med.

”Jeg lærte Lise Nørgaard at kende, da hun havde en lejlighed inde på Frederiksberg tæt på Radiohuset. Vi mødtes ofte og spiste frokost sammen, og det udviklede sig efterhånden til et venskab. Så da hun boede i Skodsborg, mødtes vi for at bade og tage til Skovshoved og spise håndpillede rejer. Da hun døde kort efter nytår, tænkte jeg mest af alt: hvor er det hyggeligt, at jeg har kendt hende. For den vej skal vi jo alle,” siger hun.

Og at Tove Smidth altså nu er DJ’s ældste medlem er også udelukkende en ting, Tove Smidth ser på med glæde.

”Det er da fint, at man får lov til at leve så længe og stadig har det så godt, som jeg har det. Jeg har altid været glad for Dansk Journalistforbund – det er fantastisk at vide, at man har et sted at gå hen og få hjælp, hvis man fik behov for det. Det har været en sikkerhed og en styrke at have i ryggen,” siger Tove Smidth, som efter sin pensionering i 1989 var aktiv i DJ’s Veteranklub, hvor hun stadig er medlem.

”Jeg har aldrig kunnet slippe journalistikken. Det er en del af mit DNA at udtrykke mig, og det har betydet meget for mig at være journalist. Man oplever jo meget mere, når man er ude at rejse, og hvis jeg skal give et råd til unge journalister, skal det det være, at de skal være udadvendte og nysgerrige: Se jer omkring – sker der noget?”

Og der bliver da også stadig fulgt grundigt med både i avis og på tv på Halsnæs Plejecenters stue 7.

”Jeg følger stadig meget med – det slipper nok aldrig en gammel journalist.”

Tove Smidth

Rasmus Degnbol

Kommentarer