Tine Johansen stopper som formand for DJ til april
DJ skal ved det kommende delegeretmøde i april vælge en ny formand. Tine Johansne har meddelt, at hun ikke genopstiller. Næstformand Allan Boye Thulstrup stiller op som formandskandidat.
Jacob Nielsen
Ny formand vælges på delegeretmødet 27.-28. april 2025 på Hotel Nyborg Strand.
Du kan være med til at bestemme, hvem det skal være. Du skal dog lige vælges som delegeret først.
Se hvordan du bliver delegeret på DJ's hjemmeside om delegeretmødet
27. april vil Tine Johansen for sidste gang holde sin mundtlige beretning på DJ's delegeretmøde. Hun meddelte nemlig søndag den 16. februar, at hun ikke genopstiller som formand for Dansk Journalistforbund - Medier & Kommunikation. Dermed slutter 10 års indsats i formandskabet for DJ's medlemmer. Tine Johansen blev valgt som næstformand på delegeretmødet i 2015 og blev formand, da Lars Werge trak sig som formand i forsommeren 2019.
I en afskedssalut på sociale medier skriver hun:
"I de ti år, jeg har været valgt til den politiske ledelse af vores fællesskab, har mediebranchen været i en tiltagende krise.
Samtidig er nye, publicistiske medier vokset frem, journalistikken står stærkt og finder sine veje, freelanceres vilkår er blevet en ægte politisk dagsorden, kollegerne har tilegnet sig ny viden, og der er en gylden mulighed for, at ordentlig journalistik og kommunikation igen kan få fodfæste i denne verden af mis- og desinformation.
Jeg er stolt over at stå i spidsen for en organisation, som har fået en stærk stemme i offentligheden. Jeg er megastolt over at have stået fast på de rigtige tidspunkter for medlemmerne og organisationen - og bøjet mig mod andre i lige så vigtige øjeblikke.
Det er svimlende fantastisk, når vi lykkes med vores vigtige dagsordener, og det giver omvendt blod på tanden, når noget skal forandres til det bedre. Derfor kan det være svært at finde stop-knappen som tillidsvalgt. Der er altid gang i noget, som er super-vigtigt for kollegerne og faget lige nu. Nu. Nu.
Mit hverv er til tider nærmest euforisk, til tider slidsomt, og med tiden er jeg blevet god til at balancere de modpoler. Alligevel har jeg fundet stop-knappen, og den trykker jeg på 28. april. DJ skal videre mod nye sejre, og det skal jeg også."
Nyt formandskab i DJ?
Dansk Journalistforbund - Medier & Kommunikation skal derfor have en ny formand. Foreløbig har nuværende næstformand Allan Boye Thulstrup meddelt, at han stiller op som formand. Og således kan det ende med, at DJ både får ny formand og ny næstformand. Indtil videre har ingen andre kandidater meldt sig på banen til hverken posten som formand eller næstformand. Men det kan nås helt frem til den 28. april kl. 10.
Kommentarer