Gå til hovedindhold
Bliv medlem Menu

Tidligere stressramt: ”Jeg følte mig uovervindelig, og vi er de farligste”

Helle Kibsgaard, tidligere kommunikationschef, gik ned med stress, efterfulgt af en depression, og forlod branchen, hun havde viet sit arbejdsliv til. I dag er hun stressrådgiver og medejer af en konsulentvirksomhed, der rådgiver enkelte personer og virksomheder i at bibeholde balancen i arbejdet og i livet.

Helle Kibsgaard

Jamal Christensen Tidligere kommunikationschef Helle Kibsgaard er i dag konsulent og stressrådgiver.

Har du stress-symptomer, eller kender du en, der har? Så ring til DJ på 33 42 80 00 og bed om en stress-rådgivning. Det er en del af dit medlemskab. Stresskonsulenter i DJ har tavshedspligt, forstår din branche og har redskaberne til at hjælpe. 

Læs mere om stress og DJ's tilbud til forebyggelse og hjælp.

Helle Kibsgaard

Jamal Christensen Helle Kibsgaard arbejder i dag med bl.a. håndtering af stress.

”Jeg forsvandt ud af mig selv, og så mig selv udefra. Siddende i et møde. Jeg forstod ikke længere, hvad der skete, hvad folk sagde til hinanden eller til mig. Sad bare helt stille, fordi sådan er jeg opdraget, til mødet var slut, og jeg kunne rejse mig og køre hjem.”

Helle Kibsgaard var kommunikationschef i en aarhusiansk medievirksomhed, da hun efter en voldsom ud-af-kroppen-oplevelse fik konstateret stress af sin læge.

”Det ramte mig som en kølle i hovedet, at jeg havde fået stress. Det var kørt så langt ud, at jeg slet ikke selv var i stand til at se, at jeg havde arbejdet mig frem mod kanten. Jeg følte mig uovervindelig … og vi er de farligste.”

En uges tid forinden havde en mandlig kollega spurgt hende, om hun ikke havde det svært med den måde, tingene kørte på. Men hun affærdigede hans spørgsmål med tanken: ”Det her ville nok være svært for dig, men det er det ikke for mig. I can do it.”

Men det kunne hun ikke, og Helle Kibsgaard sagde sin stilling op efter få ugers sygemelding.

”Da først det var en realitet, at jeg havde fået stress, vidste jeg, at jeg måtte sige mit job op. Den måde tingene blev gjort på, var ikke min måde, og det var en af hovedårsagerne til, at jeg endte med at få stress.”

Det var en stor beslutning at sige op uden at have noget andet på hånden.

”Karrieremæssigt var det et kæmpe stunt, at jeg gav slip på alt. Men jeg var aldrig i tvivl om, at det var det eneste, jeg kunne gøre i den situation. Jeg skulle simpelthen noget andet.”

Helle Kibsgaard mener ikke selv, at hun fik stress af at have travlt. Det, der fremprovokerede et stresskollaps var, at hun i sit job skulle gennemføre forandringer, hun ikke kunne stå inde for.

”Jeg skulle gennemføre en forandringsproces, jeg ikke var enig i, og det udfordrede mig i så høj en grad på min integritet, at jeg lige så langsomt bevægede mig mod kanten af, hvad jeg kunne kapere. Indtil jeg en dag overskred den.”

Træt, bare træt

Perioden med stress blev efterfulgt af angstanfald og depression, og der gik cirka tre måneder, før hun blev sig selv igen.

Hun var først og fremmest træt. Så uudsigelig træt.

”Da først jeg nødtvunget havde kastet håndklædet i ringen, blev jeg overmandet af en træthed, jeg ikke vidste eksisterede. En enkelt kaffeaftale slog benene væk under mig, og jeg måtte sove resten af dagen.”

Hun blev vildt bekymret indimellem. Ville hun nogensinde blive ”til noget” igen? Eller skulle hun tilbringe resten af livet i det her slæbende gear?

Senere fandt hun ud af, at træthed er et fremskridtstegn, når man har stress. Et tegn på, at andrealin-niveauet er faldet, og kroppen er i gang med at restituere. Den viden kunne hun godt have brugt undervejs i forløbet.

    "Jeg ville ønske, at jeg havde været mere tydelig omkring, hvad jeg ville være med til – og ikke ville være med til. I stedet for bare at bide det i mig"

    Helle Kibsgaard

    Presset på sin integritet

    Set i bakspejlet og med den viden, hun har i dag, er der en del ting, hun gerne ville have gjort anderledes.

    ”Jeg ville ønske, at jeg havde været mere tydelig på mit arbejde omkring, hvad jeg ville være med til – og ikke ville være med til. I stedet for bare at bide det i mig”, siger Helle Kibsgaard.

    Stress er ofte konsekvensen af en overbelastning på flere livsområder på samme tid. En kombination af private vilkår, der kan være svære, og opgaver og forhold på arbejdspladsen, som ikke fungerer for den enkelte. Undersøgelserne viser, at det kun i sjældne tilfælde udelukkende er private eller arbejdsmæssige forhold, der fører til stress.

    For Helle Kibsgaard var det presset på hendes integritet, der hovedsageligt gjorde udfaldet, men andre forhold spillede også ind.

    ”Min mand havde sagt, at det var helt i orden, at jeg gav den gas på job, han skulle nok sørge for hjemmefronten. Han gav mig cart blanche til at arbejde igennem, og det er slet ikke ment som kritik, men set i bakspejlet havde jeg nok haft bedre af, at han havde sagt: ’Nu skal du komme hjem! Og ikke fortsætte en lang arbejdsuge med at lave strategioplæg i din weekend’”.

    Savnede en sparringspartner

    Derudover ville hun ønske, at hun havde haft en sparringspartner eller en coach, hun kunne have vendt de problematiske beslutninger med, og som kunne havde hjulpet hende med at sortere og prioritere.

    ”Jeg havde muligvis ikke behøvet at være så ultimativ i mine krav, hvis jeg havde haft nogle at sparre med omkring de problematikker, jeg stod i. Når man bliver trængt op i en krog, som jeg følte mig, bliver man ofte ret ultimativ i sine handlinger og blind for at se nye muligheder.”

    Helle Kibsgaard er i sit nuværende job som selvstændigt erhvervsdrivende med både kurser, workshops, og individuel rådgivning på programmet oppe i samme arbejdsgear, som hun var tidligere. Og det er vigtigt for hende at understrege, at stress ikke handler om, at man er skrøbelig eller ikke kan klare det samme arbejdspres som andre.

    ”Stress er en overbelastning, og ikke et tegn på, at man er svag. Det er et tegn på, at man har villet (alt) for meget (alt) for længe. Der eksisterer stadig sådan en ’hun kunne ikke tåle mosten tankegang’ omkring stress. Det er forkert. Stress kan ramme alle – og især dem, der gerne vil gøre det rigtig godt.”

    Seks gode råd fra stressrådgiver Helle Kibsgaard:

     

    1. Symptomer: Find ud, hvad det er for symptomer, der kommer, når du bliver stresset. Nogle bliver hidsige, andre stille og indadvendte, nogle kan ikke sove, andre får ondt i maven eller let til tårer. Hvad er dine symptomer?
    2. Makkerskab: Få lavet et makkerskab med en, som er i en position i forhold til dig, hvor du rent faktisk lytter, hvis vedkommende fortæller dig, at du virker ude af balance. En, som har forpligtet sig på at fortælle dig, hvis du virker fortravlet, vred, trist eller på anden måde som en forvrænget udgave af dig selv. Og som vender tilbage til dig et par dage efter, hvis du ikke kan tage det ind lige med det samme. Stressede mennesker har brug for, at nogen agerer spejl. De er sjældent i stand til at se sig selv.
    3. Forventningsafstemning: Ofte er vores forventninger til os selv højere end andres forventninger til os. Få klargjort: ”Hvad forventer du af mig og hvornår?”. Sig fra, hvis noget ikke kan lade sig gøre indenfor de ressourcer og den tidsramme, du har til rådighed. Du skal ikke tro, men vide, hvad der forventes af dig.
    4. Hold pauser: Gå en tur på ti minutter uden din mobiltelefon – uanset om du har tid eller ej. Din hjerne har brug for en pause i løbet af en arbejdsdag, og det giver du den alt for sjældent.
    5. Aflys: Hvis du har fået lagt for mange møder efter hinanden, og er ude for mange aftener i træk, må du aflyse noget af det. Nej, det er ikke rart, men bare vær ærlig.
    6. Alt er ikke lige vigtigt: Er du på nippet til at få stress bliver alt ofte lige vigtigt, og du har brug for hjælp til at sortere i dine opgaver. Få enten en kollega eller en ekstern sparringspartner til at hjælpe dig. Men husk, det skal være en, som du giver lov til at sige dig imod. For du vil med garanti protestere.

    Kommentarer

    Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.

    Elisabeth Schioldann von Eyben

    man, 09/03/2018 - 13:24

    Jeg bliver en smule træt af (igen) at læse om den stakkels - nu meget klogere - stressramte chef. Jeg har svært ved at føle den sympati, som jeg burde over for et menneske, der har været helt nede. Og jeg er ellers et rimelig empatisk menneske. Men i alle disse "jeg-så-det-ikke-komme"-stress-artikler, hvor det er chefen, der er gået ned, ligger fortrydelsen i at have arbejdet for meget og helbredelsen i at "nu-laver-jeg-noget-andet-så-andre-kan-se-hvordan-man-egentlig-bør-leve-sit-liv". Og det pisser mig ærlig talt af! Fordi disse ex-stress-chefer under deres vej til stress-nedbrud må have haft nogle medarbejdere. Nogle medarbejdere som de har stresset rundt med. Nogle medarbejdere som de har vrisset af. Nogle medarbejdere der formentlig også har knoklet - for at vise deres chefer - at de også kunne. Eller fordi de bare forventede, at fordi chefen var på arbejde, så skulle de også være det. Og de her medarbejdere de kan også få stress. De kan også miste deres arbejdsglæde. Og de kan have svært ved at få arbejdsliv og privatliv til at hænge sammen. Men da de ikke har hentet en hyre hjem på chefniveau, så står der ikke så mange penge på opsparingen - hvis overhoved nogen - der kan finansiere et nyt og bedre liv. De har måske heller ikke en brilliant hjerne, et kæmpe drive eller store egoer (kan være grunden til at de er medarbejdere og ikke chefer), at de så meget som overvejer at blive selvstændige/skrive en bog/tage på en jordomsejling eller få den samlede familie med på idéen om at flytte ud i ødemarken. Har I nogen sinde undersøgt, hvordan de medarbejdere, der ligger i kølvandet på jeres hovedpersoner, har det? Hvor er de? Og hvad har det gjort ved dem, at have en chef, der endte med at få stress. Og at være på en arbejdsplads, hvor sådan noget kan få lov til at ske.