“Tegninger skal udfordre det komfortable”

Hans platform er digital, og de sociale medier er hans kanal ud til offentligheden. Under kunstnernavnet @khalidalbaih udgiver han politiske karikaturtegninger, der adresserer Sudans politik, udviklingen i den arabiske verden, Vesten og dens reaktion og interaktion med det arabiske folk.

Men det er ikke omkostningsfrit for sudaneseren at gøre brug af det frie ord, hvorfor han og hans familie for en to-årig periode er tildelt beskyttelse i København gennem den såkaldte fribyordning, ICORN.

ICORN (International Cities of Refuge Network) er et internationalt netværk bestående af fribykommuner, der yder beskyttelse til forfattere og skribenter hvis ytringsfrihed krænkes, og som er i risiko for censur og forfølgelse i deres hjemland.

At bruge de sociale medier til at skabe fri viden

Jeg finder Khalid Albaih ved et af cafébordene ved indgangen på Hovedbiblioteket i Krystalgade. Han har valgt mødestedet, og på bordet ligger en stak af tykke biblioteksbøger.

“Siden jeg kom hertil, har jeg været dybt fascineret af bibliotekerne i Danmark. Jeg tror aldrig, at jeg før har læst så meget. At befolkningen har nem og fri adgang til viden er efter min mening et fantastisk system. I den arabiske verden findes der ikke mange offentlige steder. Der findes fine steder, men de er elitære og lukket for det arabiske folk”, fortæller @khalidalbaih, da vi indleder samtalen.

Han kan betragtes som en moderne samfundskritiker. På de sociale medier har han fundet en kanal ud til det arabiske folk, hvor han ikke i det fysiske rum, men i virtuelle, skaber rum for debat.

“Google kan betragtes som folkets bibliotek” siger @khalidalbaih og forklarer, hvordan internettet i dag fungerer som det åbne sted, hvor vidensudveksling kan finde sted. Jeg spørger, hvad politiske karikaturtegninger i denne henseende bidrager med:

“Mit arbejde er ikke elitært, det er åbent for offentligheden, og jeg har aldrig taget penge for mine tegninger på de sociale medier. Satiretegninger skal ikke kun være sjove og udfordre for udfordringens skyld. Det er ikke derfor, jeg tegner. Ligesom andre kunstformer handler det om at forstyrre det komfortable. Det handler om at skabe viden og samtale. Alle kan fortælle en joke, men hvad gør man med joken, hvad kan den? Det er det, der er det væsentlige”.

Når det frie ord ikke er en selvfølge

Det har ikke været uden risici for @khalidalbaih at aftegne den virkelighed, han ser. I 2013 udgav The New York Times en artikel, der gav @khalidalbaih hidtil uset opmærksomhed.

“Mit navn begyndte at cirkulere. Før det fortalte jeg ikke om mit arbejde til folk, for jeg vidste ikke, hvad der ville ske”, siger @khalidalbaih. Han har brugt det meste af sit liv i eksil i Qatar, nærmere bestemt Doha, hjembyen for det arabiske nyhedsmedie Al Jazeera, fordi faren var politisk aktivist i Sudan.

“Da jeg ansøgte om at komme i betragtning hos ICORN, var det én ansøgning ud af mange. Jeg havde længe tænkt på at emigrere, og jeg tænkte i det hele taget på, hvad mit næste move skulle være. Jeg var blevet arresteret i lufthavnen i Egypten, og tingene var intense i regeringen”.

Ifølge @khalidalbaih blev ansøgningen til ICORN sendt for år tilbage. Først ventede han seks måneder på at blive godkendt som fribytegner. Dernæst tog det to år, før Københavns Kommune valgte at være friby for @khalidalbaih og hans familie. Men han er taknemmelig for det pusterum, fribyordningen har givet ham.

“Jeg har back up for en periode, og det føles bedre. Min families sikkerhed er det vigtigste”.

Med en datter på seks og en søn på tre pointerer @khalidalbaih, at tegningerne repræsenterer et egoistisk valg.

”Det handler om, hvad jeg tænker, og hvad jeg føler”, siger han.

Men netop vigtigheden af at lære sine børn, hvad deres rettigheder er som mennesker, overgår frygten, der latent sidder i ham.

“Hvis man lever i et samfund, hvor det er normalt at have et moralsk politi, hvor det er normalt at blive overvåget [..], hvor du ikke har rettigheder, og hvor du ikke kender dine rettigheder, så bliver det normen”.

“Det er det, jeg vil ændre. Mine børn skal kende deres rettigheder”.

Interviewet er så småt ved at nå sin afslutning. Vi snakker om tvivl. For kan man overbevise sig selv om, at det er det hele værd og så også mene det?

”Jeg har arbejdet med satiretegninger og kunst de sidste 10 år. Desværre gentager de samme situationer sig, og jeg føler, at jeg gentager mig selv, når jeg tegner: børn, der dør i Syrien, Putin i Syrien, Trump, der siger noget dumt. Tingene ændrer sig ikke. Det sætter selvfølgelig en masse tanker i gang. Hjælper det her noget? Gør jeg en forskel? Er det det hele værd?”.

Men når det er sagt, har @khalidalbaih også en indvending mod den historie, jeg senere skal skrive. For tvivlen er ikke altoverskyggende. Snarere er der tale om en skyggeside, han må forholde sig til, fordi han nægter at holde bladet for munden.

”Jeg har fortalt min historie før, og jeg vil ikke betragtes som et offer. Jeg ser mig selv som en fighter”.