Gå til hovedindhold
Bliv medlem Menu

Tak for initiativet om regulering af tech-giganterne. Dansk Skuespillerforbund og DJ erklærer sig klar til at følge op

De to kreative forbund er glade for regeringens hvidbog og forslag om regulering af tech-giganterne. Men ordene skal følges op med handling.

Benjamin Boe Rasmussen og Tine Johansen

Emilia Therese og Jacob Nielsen

Regeringen – med kulturminister Joy Mogensen og erhvervsminister Simon Kollerup i front – lægger i en ny hvidbog op til en seriøs diskussion om, hvordan tech-giganternes rolle i det danske samfund skal reguleres. I hvidbogen introducerer regeringen således ni principper for tech-giganternes færden i et frit, demokratisk samfund som det danske.  

To af de fagforbund, hvis medlemmer hver dag mærker konsekvenserne af tech-giganternes stigende dominans, er Dansk Skuespillerforbund og Dansk Journalistforbund. Særligt to af de ni principper i hvidbogen har opmuntret formændene for de to forbund, Benjamin Boe Rasmussen og Tine Johansen, til at gå sammen om en fælles erklæring om at bakke regeringens initiativ op – og samtidig holde politikerne fast på at følge principperne på papiret op med handling i virkeligheden. 

De to principper er formuleret sådan her: 

  • Frie, velfungerende medier bidrager til at understøtte den demokratiske samtale, og hvor alle får en fair betaling for deres kreative arbejde 

  • Arbejdstagerrettighederne beskyttes – også på digitale platforme 

Oplagt samarbejde

Tine Johansen, formand for ca. 18.000 medlemmer i Dansk Journalistforbund: 

”Tech-giganterne har stor indflydelse på medlemmernes arbejdsliv. Det handler om ophavsret og ordentlig betaling for arbejdet, men også om, at tech-giganterne er meget utilgængelige og samtidig knudepunkter i den offentlige debat, men uden at vi har viden om de algoritmer, der styrer platformene” 

Benjamin Boe Rasmussen, formand for ca. 2200 medlemmer i Dansk Skuespillerforbund: 

I en verden hvor flere og flere arbejdstagere bliver freelancere, er ophavsretten og retten til vores arbejde en hjørnesten. Det er utroligt vigtigt i en digital tidalder, at vi får de samme rettigheder på nettet, som vi har i virkeligheden.

Det er oplagt for os i Dansk Skuespillerforbund at samarbejde med DJ, for vores medlemmer har fælles interesser. Både når det gælder at finde sig tilrette i verden som freelancere, men især også fordi, at som reglerne er i dag, kan vores arbejde nemt bruges og misbruges på internettet, uden at vi er herre over det."

De to forbund vil de kommende måneder holde politikerne op på, at der skal kigges grundigt på mulighederne for regulering af tech-giganterne. Kulturminister Joy Mogensen har allerede modtaget DJ's anbefalinger til en ny medieaftale positivt, og DJ og Dansk Skuespillerforbund vil forsøge at komme i tæt dialog med både hende og andre relevante politikere.

Kommentarer