Gå til hovedindhold
Bliv medlem Menu

Studiestart: ”Journalister og kommunikatører skal organisere sig sammen”

Antallet af studerende optaget på kommunikationsuddannelser er steget, mens antallet af journaliststuderende er faldet i år. Det er DJ klar til at imødekomme, siger næstformand Tine Johansen, som opfordrer kommunikations- og journaliststuderende til at organisere sig sammen i DJ.

Kommunikationsstuderende organiseres i DJ

Søren Malmose

Studiestart er lige om hjørnet, og tallene for optagelse på medie- og kommunikationsuddannelser viser en tydelig tendens: der bliver flere og flere kommunikationsstuderende. Ifølge næstformand Tine Johansen er det en udvikling, som DJ er klar til at imødekomme. DJ kan nemlig tilbyde de kommunikationsstuderende noget, som ingen andre kan. Nemlig det stærkeste netværk inden for branchen samt redskabskurser, den billigste forsikring og branchespecifik karrierevejledning.

Når man lægger det faktum oveni, at kommunikations- og journaliststuderende er på vej ind i en branche, hvor de vil komme til at arbejde indenfor hinandens specifikke felter, giver det ifølge Tine Johansen bedst mening, at kommunikations- og journaliststuderende organiserer sig sammen, og at det bliver i Dansk Journalistforbund. DJ er nemlig også den fagforening, der ved mest om kommunikationsbranchen, mener hun.

”Journalister og kommunikatører er en del af det samme medie- og kommunikationsarbejdsmarked. Vi ved jo, at der er rigtig mange journalister der i dele eller hele deres arbejdsliv kommer til at arbejde med kommunikation. Så den skillelinje ser jeg slet ikke som værende så tydelig. Det er i høj grad de samme arbejdspladser, de skal ud på, og de kommer jo til at arbejde sammen,” siger hun.

Og det er også grunden til, at det giver god mening, at journalister og kommunikatører organiserer sig sammen, mener Tine Johansen.

”Vi er det forbund, der kender kommunikationsbranchen allerbedst, så det giver rigtig god mening, at de to faggrupper organiserer sig sammen hos os,” siger hun.

Tal er udtryk for tilstand på arbejdsmarkedet

At der er lidt færre, der bliver optaget på journalistuddannelserne, og at der samtidig er et stigende antal kommunikationsstuderende, overrasker ikke Tine Johansen. Det er nemlig udtryk for det arbejdsmarked, de studerende kommer ud på efter endt uddannelse.

Næstformanden vurderer endvidere, at neddimensioneringen af antallet af journaliststuderende kan være med til at afhjælpe en del af problematikken omkring manglende praktikpladser.

”Der er lidt færre, der skal ud at finde en praktikplads for dette semesters vedkommende. Det ser vi positivt på; hellere optag det antal studerende, som man kan give en god uddannelse end at skulle slække på kvaliteten af uddannelsen, hvilket man kan blive tvunget til, hvis der er alt for få praktikpladser,” siger hun.

DJ skal klæde studerende på til arbejdsliv
En af DJ’s opgaver er at hjælpe med at forberede de studerende til det arbejdsmarked, de kommer ud på, når de dimitterer.

”Vi skal være med til at klæde de her studerende på til det arbejdsliv, de kommer ud til bagefter. Det kan eksempelvis i fotojournalisternes tilfælde være, at vi skal hjælpe dem til at få en succesfuld tilværelse som freelancere og selvstændige og klæde dem på til det. For mange af TV-medietilrettelæggerne og i øvrigt også journalisterne, er det et arbejdsliv, der i hvert fald i perioder vil være præget af korttidsansættelser og lignende. Så de problemstillinger skal vi selvfølgelig være helt opmærksomme på og hjælpe vores studerende til at navigere i,” siger Tine Johansen.

Kommentarer

Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.