Gå til hovedindhold
Bliv medlem Menu

Straks-bevilling skal hjælpe de frie medier i Hviderusland

Udenrigsminister Jeppe Kofod har bevilget 250.000 kr. i direkte støtte til frie medier og mediearbejderes sikkerhed i Hviderusland. Bevillingen er kommet på baggrund af en henvendelse fra DJ, IMS, EFJ og UNESCO ovenpå adskillige overfald på journalister og fotografer. DJ-formand Tine Johansen roser ministerens hurtige og konkrete handling.

Møde med udenrigsministeren

Udenrigsministeriet Udenrigsminister Jeppe Kofod havde inviteret en række repræsentanter fra fagforeninger og organisationer til møde om situationen i Hviderusland.

Tidligere på måneden blev den danske pressefotograf Asger Ladefoged overfaldet af kampklædt hviderussisk politi i Minsk. Asger Ladefoged var udsendt af Berlingske for at dække urolighederne i kølvandet på præsidentvalget, hvor den siddende præsident Lukasjenko ifølge myndighederne vandt valget klart. Et valg, store dele af befolkningen beskylder for at være ren svindel, hvilket har udløst store demonstrationer og massive overgreb fra politi og myndigheders side.

DJ, IMS (International Media Support), UNESCO og EFJ (European Federation of Journalists) tog straks efter overfaldet på Asger Ladefoged kontakt til den danske udenrigsminister Jeppe Kofod, og i går torsdag, havde ministeren indkaldt repræsentanter fra forskellige organisationer til akutmøde om situationen i Hviderusland. DJ-formand Tine Johansen var sammen med IMS, UNESCO og EFJ blevet bedt om at komme med bud på, hvordan Danmark kan støtte den frie presse i Hviderusland, og ministeren har nu dedikeret 250.000 kr. i direkte støtte til IMS til formålet.

Tine Johansen er særdeles glad for udenrigsministerens handling:

"Jeppe Kofod har reageret hurtigt og resolut, og vi er superglade for, at han tilsyneladende deler vores forfærdelse over situationen i Hviderusland. Det er uhyggeligt, hvad der foregår, og vi har set systematiske og målrettede angreb på pressen. I en historisk begivenhed, som den massive folkelige opstand mod en diktator som Lukasjenko er, fungerer journalister og fotografer som vores andres øjne og ører. Derfor er det meget alvorligt, når repræsentanter for pressen bliver angrebet fysisk, tilbageholdt af politiet og tvunget til at udlevere deres udstyr. Det kan kun ses som et bevidst forsøg på at skræmme pressen fra at dække, hvad der sker," siger hun.

Behov for akut hjælp

DJ er sammen med IMS og EFJ blevet bedt om at komme med bud på, hvordan Danmark bedst kan støtte de udsatte pressefolk og medier i Hviderusland. I første omgang vil det ifølge Tine Johansen være dækning af helt konkrete behov.

"Presse- og mediearbejdere i Hviderusland har akut brug for retshjælp, traumebehandling og indkøb af sikret udstyr. Men vi ved, at flere ikke har fået løn i flere måneder, så der er generelt bare brug for penge. Jeg ved også, at EFJ-formand, Mogens Blicher Bjerregård er i kontakt med det uafhængige journalistforbund, BAJ, og IMS har lang erfaring med at hjælpe udsatte journalister og fotografer, siger hun og forventer samtidig, at det ikke er nok med denne indsats:

"Ministeren bad os på mødet i går nedsætte en følgegruppe, der kan følge op og understøtte udviklingen af civilsamfundet i Hviderusland. Herunder den fri presse. Så det vil vi naturligvis engagere os i og følge tæt op på," lover hun.

Kommentarer

Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.