Gå til hovedindhold
Bliv medlem Menu

Store Match Dag er overstået: Fordele og ulemper ved en digital praktikmesse

For første gang blev årets praktikmesse for de praktiksøgende afholdt digitalt. Her kan du læse, hvordan et par praktiksøgende oplevede den digitale praktikmesse, mens en tidligere studerende tager os igennem hans oplevelse af to fysiske praktikmesser.

store match dag

Mathilde Bech Praktiksøgende studerende venter på, at Store Match Dag blæses i gang – dengang det foregik fysisk.

2020 skulle blive året, hvor praktiksøgende mediestuderende for første gang skulle forsøge sig med en digital version af Store Match Dag. Ingen kunne dog på forhånd have forudset, at det ikke kun var Store Match Dag, men også praktikmessen og åbent hus-arrangementerne, der skulle foregå virtuelt. 

Nu er hele seancen overstået, hvor 300 praktikpladser skulle fordeles på 250 studerende.

Selvom de mange studerende har haft tid til at teste den digitale version af Store Match Dag, har omvæltningen alligevel forvoldt en masse frustrationer, forvirringer og en forværret nervøsitet. 

Til fagbladet Journalisten forklarer Mathilde Hougaard Boesen, der er journaliststuderende på SDU og formand for DJ's studenterorganisation KaJO i Odense, at den virtuelle praktikmesse har gjort det sværere for de studerende at danne sig et overblik over praktikstederne uden den fysiske tilstedeværelse. 

“Jeg forestiller mig, at de tidligere årgange har fået en bedre fornemmelse af stemningen på det blad, hvor de søger praktik. Men jeg har selvfølgelig en forståelse for, hvorfor tingene er, som de er,” siger hun til Journalisten. 

Hele praktiksøgningen kalder på den mest ekstroverte del af din personlighed. Du skal være udadvendt, smilende og på. Hvis ikke det er et problem for dig, kan den fysiske praktikmesse sagtens være en fordel. Andre havde foretrukket en digital. 

Skal præstere forudindtagede svar på fem minutter 

Anne Katrine Myrtue, der ligeledes studerer journalistik på SDU, kalder messeoplevelsen for helt okay. Den største udfordring var dog, at man ved messerne ikke kunne nå at booke sig på alle de medier, man var interesseret i. 

“Det har for mig været meget svært at finde hoved og hale i, og man er derfor måske drevet lidt ekstra af tilfældigheden. Forsamtalerne varede fra 5 minutter til 15 minutter, og jeg må sige, at de har været en lidt negativ oplevelse. Det har simpelthen føltes ligegyldigt og kommet til at handle om, “hvad kan man præstere af lækre forudindtagede svar” på fem minutter. Det har dog kun været min oplevelse på de større medier,” forklarer hun.

Anne Katrine Myrtue siger samtidig, at der blandt de mindre medier har været en større følelse af to-vejs-kommunikation. 

Den nu uddannede journalist Malte Jørstad søgte praktik to gange i 2016. Dengang var der omkring 200 praktikpladser til 300 elever. Her var praktikmesser stadig en forholdsvis ny ting.

Han har ikke nogen holdning til den digitale praktikmesse, da han kun oplevede de fysiske. Men dem er han ikke den store tilhænger af.

“Hvis man er lidt skabs-introvert, tror jeg, at en digital praktikmesse nærmest kan være en lettelse. Jeg havde selv fornøjelsen af to fysiske udgaver, og de føltes begge lidt overfladiske med praktiksteder, der soler sig i opmærksomhed og fremhæver alle deres herligheder, mens de praktiksøgende nikker amok og træder hinanden over tæerne for at gøre indtryk,” siger han.

Bevar den gode stemning

Selvom mange praktiksøgende nu kan ånde lettet op, har det været en lille måned med hjertet oppe i halsen. 

Til efteråret skal næste kuld studerende igennem forløbet. Hvordan coronakrisen påvirker situationen til efteråret er endnu uvist, men som det ser ud nu, bliver praktikmessen omdannet til en fysisk praktikmesse igen. 

Derfor lægger den tidligere næstformand i Danske Mediestuderende Astrid Louise Jensen også vægt på, at man bevarer den gode tone blandt studerende, så man hjælper og støtter hinanden i en udfordrende tid. 

“Jeg oplevede desværre, at der opstod en ubehagelig tys-tys-stemning på skolen, da jeg søgte praktik. Folk ville ikke sige, hvordan samtalerne var gået, eller hvem de snakkede med. Det gav en dårlig alle mod alle-stemning. Drop det. Drop rundsavene på albuerne, vær ærlige, når folk spørger, behandl hinanden ordentligt, hjælp hinanden. Lige pludselig sidder I måske som kollegaer på et praktiksted og skal arbejde tæt sammen,” siger hun.

Tjek siden @roligpraktik ud på Instagram for flere gode råde fra tidligere praktiksøgende journalister/fotografer/tv- og medietilrettelæggere. Både fra den netop overståede praktiksøgning og tidligere studerende.

Kommentarer

Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.

Søren Malmose

PRAKTIKANTAFTALEN

Find den gældende praktikaftale på din arbejdsplads - eller din fremtidige - arbejdsplads inden for medier- og kommunikation.

Jakob Carlsen

DJ HJÆLPER DIG I PRAKTIKKEN

Der er stor forskel på dine muligheder og forhold i praktik, alt efter hvilken uddannelse, du er i gang med.

 

MEDLEMSFORDELE FOR STUDERENDE