Sort dag for ansatte hos JP/Politikens hus, Lolland-Falsters Folketidende og Det Nordjyske Mediehus
Onsdag har de tre store mediehuse orienteret sine medarbejdere om sparerunder, som sandsynligvis vil medføre fyringsrunder. DJ's konsulenter er i tæt kontakt med tillidsrepræsentanterne i alle mediehuse for at støtte op.
Benita Marcussen Formand i DJ Tine Johansen
Opdateret 16.45 med information om Ekstra Bladet og yderligere information om Det Nordjyske Mediehus.
Der er endnu engang fyringsrunder på vej i mediebranchen. Denne gang hos to regionale mediehuse og et landsdækkende. Hos JP/Politikens Hus har chefredaktørerne meddelt, at de forventer henholdsvis 10 fyringer på Politiken og 15 stillingsnedlæggelser på Jyllands-Posten. Stillingsnedlæggelserne er varslet på tværs af faggrupper og rammer derfor ikke kun redaktionelle medarbejdere.
Medarbejderne på Ekstra Bladet er blevet orienteret om, at 15 stillinger fra redaktionssekretariatet planlægges at blive udflyttet til det eksterne firma Wunderkind, mens de resterende 5 stillinger beholdes i huset. Derudover lægger ledelsen op til at 5 ud af 7 medarbejdere flyttes fra Aarhus til København.
Det er tidligere meddelt, at Det Nordjyske Mediehus skal spare 18 millioner på tværs af huset. Det er lykkes at finde besparelser på en række områder - blandt andet har 5 medarbejdere taget frivillige aftrædelser. Der mangler dog fortsat besparelser for 7,2 mio. kr., og det vil sandsynligvis medføre afskedigelser.
Lolland-Falsters Folketidende lægger op til besparelser, der sandsynligvis også vil medføre afskedigelser.
De næste fjorten dage vil tillidsrepræsentanterne i de tre mediehuse forhandle med deres ledelser. Det sker, fordi DJ i overenskomsten har aftalt, at ved afskedigelser begrundet i virksomhedens forhold, skal TR orienteres senest 14 dage før, ledelsen agter at fyre. De to uger skal nu bruges på at kæmpe hårdt for at nedbringe antallet af afskedigelser.
Dansk Journalistforbund vil naturligvis bistå tillidsrepræsentanterne i alle mediehuse både i forhandlinger med ledelsen samt i at støtte de medarbejdere, der nu har fyringer hængende over hovedet.
DJ-formand Tine Johansen er berørt af de triste nyheder:
"Jeg ved, at det er to hårde uger, alle går i møde. Men vid, at tillidsrepræsentanterne nu knokler for at redde stillinger og afbøde stød for kollegerne. DJ er selvfølgelig med for at støtte og rådgive undervejs. Gode tanker til alle," siger hun.
Kommentarer