Snap Pack - vinder af årets Kampagnepris 2019
CommunityContent, Staerbo Communication, Yellow og IUM for Carlsberg vinder årets kampagnepris for en innovativ løsning, der taler ned i den altoverskyggende bæredygtige dagsorden.
Prisen blev uddelt på DJ's og KForums kommunikationskonference, KOM19.
Juryens begrundelse for valget af Snap Pack’en som årets kampagnevinder går blandt andet på:
"Dåseøllen har været en indgroet del af danskernes ølvaner siden 2002, hvor metaldåserne indtog landet. Dengang var der bekymring for, om der ville ligge dåser overalt – men pantsystemet virkede. Nu er det især plastikemballagen, der bekymrer.
I 2018 besluttede Carlsberg derfor at gøre dåseøllen til en del af løsningen, gøre noget godt for miljøet og melde sig under de bæredygtige faner. I stedet for at pakke sixpacks ind i plastik skulle dåserne i fremtiden klæbes sammen med en innovativ selvudviklet teknologi, Snap Pack.
Kampagnen blev løst med flere end 200 presseomtaler og tusindvis af virale videovisninger på Facebook og LinkedIn. Som en ekstra gevinst kunne det danske pressemateriale bruges som grundlag for de internationale markeder. Kampagnen har, ifølge juryen, haft den helt rette kombination af ”earned, owned og paid media”.
Samtidig er Snap Pack-kampagnen et mønstereksempel på ”Brand Activism”, hvor modige brands tydeligt skilter med deres værdier, og gør dem til en del af virksomhedens kerne. Måske er den aktivistiske kampagne en måde for Carlsberg at skille sig ud på – og trænge igennem den massive og kontante støj med budskaber, holdninger og dermed produkter. Eller måske er det bare som bæredygtighedsdirektøren fra Carlsberg siger: 'For at gøre det rigtige'.
Carlsberg anerkender sit ansvar for at lave mere bæredygtige produkter. Dem, der tager ansvar vinder. Tillykke til Carlsberg for at vinde Kampagneprisen 2019!"
Kommentarer