Smal økonomisk aftale for dagbladene skuffer
En smal aftale på seks procent var det bedst opnåelige i et kaotisk forhandlingsforløb, da der natten mellem søndag og mandag blev indgået forlig i forhandlingerne mellem DJ og Danske Medier Arbejdsgiver (DMA)/Dansk Erhverv.
Resultatet fra nattens forhandlinger blev en smal økonomisk løsning med lønstigninger på 6 procent over de kommende tre år.
Årets forhandlinger har været præget af en kaotisk optakt, og derfor var det en skuffet forhandlingsdelegation, der endte med at acceptere et smalt økonomisk forlig i rammerne af forligsinstitutionen.
"Vi har et forlig, som var det bedst opnåelige i et år, hvor DMA-bestyrelsen har kastet alting op i luften, men ikke villet være med til at gribe noget. Det er en fuldstændig kaotisk proces, de har kørt fra DMA-bestyrelsen. Først præsenterer de et urealistisk krav om at sammenskrive ni vidt forskellige overenskomster kort før forhandlingerne. Så aflyser de alle møder, indtil vi vil tale om det specifikke krav, hvilket sætter tidsplanen under ekstremt pres. Og når vi så er villige til at gå i dialog om alle de forskellige delelementer, der måske kunne ensrettes på tværs, så vil de kun tale om en smal økonomisk løsning. Det gav os fornemmelsen af, at målstregen hele tiden blev flyttet undervejs i forhandlingerne," konstaterer Allan Boye Thulstrup, næstformand for DJ.
Særligt skuffende var det, at DMA ikke ville indgå en overordnet rammeaftale om freelance-arbejde.
"DJ stillede med en stærk forhandlingsdelegation af både tillidsrepræsentanter og freelancere, der knoklede undervejs. Vi var også villige til at bøje os historisk langt hen mod en ensretning af de ni overenskomster på området. Det gjorde vi blandt andet i håbet om at kunne lande en rammeaftale for freelancere," siger Allan Boye Thulstrup.
DJ vil nu i samarbejde med freelancegruppen sætte yderligere fokus på de kummerlige arbejdsforhold, som landets største mediehuse byder deres medarbejdere på løse vilkår, særligt de solo-selvstændige.
"Trods honorarer, der ikke er reguleret i årtier og massive arbejdsmiljøproblemer, demonstrerer det en bevidst venden det blinde øje til problemerne, der viser at DMA-bestyrelsen, trods små forbedringer for tilkaldevikarer, ikke er villig til at påtage sig et ansvar for arbejdsvilkårene for de mest udsatte i branchen," siger Allan Boye Thulstrup.
Det smalle forlig skal nu behandles i DJ's hovedbestyrelse, der inden urafstemningen om resultatet vil komme med sin anbefaling til afstemningen.
Kommentarer