Gå til hovedindhold
Bliv medlem Menu

Selvstændig fotojournalist: ”Jeg elskede at lege købmand som barn”

Soffi Chanchira Larsen synes de seks år, hun har været fotojournalist, har været de hårdeste i hendes liv. Hun har været fysisk udfordret af krævende opgaver med tungt udstyr, og hun har haft ondt i maven over, hvor pengene skulle komme fra. I dag har hun taget et radikalt valg for sit arbejdsliv, som har givet hende økonomisk stabilitet, og glæden ved at fortælle historier med sit kamera tilbage.

Foto

Soffi Chanchira Larsen

Artikelserie: Vores Arbejdsliv

Dansk Journalistforbund er et fagligt fællesskab for medlemmer, der arbejder med medier og kommunikation. Selvom opgaverne syntes vidt forskellige, er der måske en fællesnævner i, hvad der driver os, og får os til at fortsætte. Selv når udfordringerne tårner sig op, og målet indimellem kan være svært at holde for øje. Eller kræver en omvej eller lidt zigzag for at få til at stå skarpt igen. Med artikelserien Vores Arbejdsliv får du et indblik i en række medlemmers ambitioner, udfordringer og forventninger i arbejdslivet. 

Kunne du tænke dig at få et eksternt blik på din karriere og dine muligheder? Book en karriere-samtale hos DJ's karrierekonsulenter. 

Hvad tiltrak dig ved din uddannelse til at begynde med?

Jeg kom på DMJX og ind i branchen ved en tilfældighed, men har taget billeder, siden jeg var barn og fik mine forældres kamera stukket i hånden som 8-årig. Jeg kan også godt lide at skrive, men vidste samtidig godt, at jeg ikke ville have disciplin til at skrive så meget, så kombinationen af billede og skrift tiltrak mig.

Jeg kom sent i gang med min uddannelse og var først færdig i 2014. De eneste fotografjobs, jeg kendte til som ung, var studiefotograf eller krigsfotograf. Jeg havde ikke lyst til at være nogen af delene, og endte med at arbejde med børn og unge og derefter i restaurationsbranchen, som jeg havde planer om at blive selvstændig indenfor. Men det satte en hoftedysplasi en stopper for.

En fotografuddannelse var i udgangspunktet den oplagte vej at gå for mig, men arbejdsbyrden som fotojournalist på diverse avisredaktioner, har begrænset mig. En fast stilling på en redaktion, hvor du skal ud og ind af en bil og kravle rundt med tungt udstyr flere gange om dagen, ville ikke gå for mig. Det fandt jeg ud af efter halvandet års praktik på Jysk Fynske Medier, hvor jeg fik hold i lænden og en overbelastet skulder, som jeg stadig går til kiropraktor for i dag.

Har branchens generelle udfordringer påvirket dit arbejdsliv?

Ja i den grad. Jeg har to lønnede jobs udenfor mediebranchen i dag. Jeg arbejder som handicaphjælper og som assistent på en dyreklinik. De jobs har jeg i en erkendelse af, at jeg har det mest trygt, hvis jeg har økonomisk stabilitet, og det kan jeg ikke få som fotojournalist.

Den beslutning har været svær, men den har gjort mig mere kreativ i det tidsrum, jeg så bruger på at arbejde med tekst og billeder. Jeg har fået en mere nysgerrig tilgang til de fotojournalistiske opgaver, fordi jeg også tjener mine penge et andet sted.

Jeg har for eksempel lige afvist Jysk Fynske Medier, der gerne ville bruge mig freelance, men ikke betale en løn, der svarer til det, de kræver af mig. Det var ikke en nem beslutning at tage, men jeg synes, det var stærkt af mig at sige nej, fordi jeg tænkte på mig selv og min krop først. Jeg elsker mit job, men det er ikke vigtigere end mit helbred. Det har været svært for mig at indse, og jeg har indgået mange kompromisser på min krops vegne igennem tiden. Det er generelt et stort dilemma for os selvstændige. Folk vil så gerne, og der er bare så få jobs. Og få, der vil betale ordentligt for det.

Nu kan jeg i stedet brug energien, sammen med en anden fotograf, på et visuelt projekt her i Gellerup, som jeg virkelig ser frem til. Hun har været i gang i nogle år med at følge og fotografere de mennesker, der bor herude. Det er et ret omfangsrigt projekt. Vi vil både dække udviklingen indenfor byggeriet og den udvikling de mennesker, der bliver nødt til at flytte, skal igennem, fordi deres blokke bliver revet ned. Jeg har hørt meget fantastisk om betonen i Gellerup fra de arkitekter, jeg deler kontorfællesskab med, som jeg vil bruge i projektet. Men jeg har først fundet overskuddet til at gå ind i det nu, hvor min økonomi er på plads.

Er de her udfordringer noget, du taler med andre om?

Vi er jo en gruppe Lonely Riders os fotojournalister, men jeg forsøger at deltage i de konferencer og arrangementer, som DJ, Pressefotografforbundet og Freelancegruppen afholder. Som for eksempel Fagfestival. Derudover har jeg både fotovenner og journalistvenner, som jeg snakker fag og branche med.

Jeg sidder i et kontorfælleskab i Gellerup, KollektivByen, hvor jeg møder andre fotografer og kommunikatører. Det er godt for mig. Det er lidt for fesent bare at stå ud af sengen og gå i gang. Det giver mig ingenting. Jeg har brug for at sige, at nu går jeg på arbejde.

Hvad har det betydet for din faglige identitet, at du har måttet supplere med jobs fra andre brancher?

Ændringen i tilgangen til mit arbejdsliv kom efter et BIZ-kursus hos DJ, hvor kursuslederen sagde: ”Læg dine æg i flere kurve.” Det er ret simpelt, men et af de bedste råd, jeg har fået som selvstændig. I dag ved fotojournalisterne, der går på uddannelsen godt, at de ikke skal regne med at få et fast job. Det vidste vi ikke dengang, jeg blev uddannet i 2014. Vi havde det nok lidt på fornemmelsen, men vi anede ikke, at det ville blive så slemt, som det blev allerede i 2015.

Tabet af identitet betød en del for mig de første år, men jeg har længe vidst, at jeg ikke skulle regne med branchen. Jeg brugte så bare en del år på at finde ud af, hvad jeg så skulle regne med? Mit sværeste år var i 2018. jeg havde kigget efter handicapjobs som supplement, men ikke fundet det, og jeg gik nærmest ned mentalt, fordi min indkomst var så usikker.

Jeg besluttede mig for at lægge noget af alt den her stolthed - og starte forfra. Jeg ringede derfor til en ven, der havde et rengøringsfirma, han ansatte mig, og jeg kom på fode økonomisk igen. To måneder efter fik jeg et handicapjob, og det er et af de jobs, jeg supplerer min indtægt som fotojournalist med i dag.

Nogen vil kalde det rugbrød, men det vil jeg ikke kalde det. Det lyder for mig som noget, du ikke har lyst til at lave, og du skal ikke finde et arbejde, du ikke har lyst til. Jeg kan godt lide at være handicaphjælper noget af min arbejdstid.

Er du god til at adskille privatliv og arbejdsliv?

Jeg tror, mine venner og familie vil sige, at det flyder sammen. Jeg sidder tit med telefonen fremme og hører tit mig selv sige: ”Lige et øjeblik, det er noget arbejde.” Men de her to lønnede jobs har adskilt arbejde og fritid lidt mere, og på en god måde, fordi jeg nu har mere ro på.

Det næste skridt, jeg står overfor, er at finde mit zen i det her arbejdsliv, jeg endelig har fået til at fungere. Jeg har altid godt kunnet lide at have mange bolde i luften, så jeg vil nok blive ved med at have travlt. Men du kan godt have travlt uden at få stress, og det er der, jeg gerne vil være.

Hvor ser du dig selv om fem år?

Jeg er en ret selvstændig person, og det er jo nok derfor, jeg er endt her i min karriere. Og bliver her. Jeg nyder at kunne møde ind over middag og arbejde til aften. De timer derhjemme om morgenen, hvor jeg ikke skal stresse ud ad døren, de er guld værd for mig. Jeg kan godt lide selv at bestemme. Det kræver en stor selvdisciplin, som jeg ikke altid har, og derfor arbejder jeg fra et kontorfællesskab. Når jeg er der, arbejder jeg igennem.

Det har altid tiltalt mig at være driftig. Jeg elskede at lege købmand som barn og stå der ved mit lille kasseapparat med opstablede mælkekartoner og andet emballage, vi kunne lege med, og sige: ”Hvad skulle der være?”

Jeg er et rigtigt godt sted lige nu, hvor jeg gerne vil fortsætte med at være. Mit arbejde som fotojournalist er lystbetonet og drevet af nysgerrighed efter at fortælle historier og komme ind på livet af andre mennesker. Jeg hviler i det for første gang i de seks år, jeg har været selvstændig.

DJ afholder løbende kurser for selvstændige og freelancere - tjek næste kursustilbud

Kommentarer

Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.

Jesper Westley

tir, 08/18/2020 - 10:05

Soffi: Dette var god læsning. Det handler netop om glæden ved fotografiet, at finde det der rum hvor man er i det og man oplever med alle sanserne. Gøre det som er nødvendigt for at leve i en balance hvor dette er muligt og der er plads til nysgerrigheden og give sig selv udfordringerne. Det vokser man af. Intet er statisk og det er en livslang rejse. Beholder du nysgerrigheden, åbenheden, passionen, dig selv. Så ses det i dine billeder som er det der skal skubbe dig videre. Er du åben for muligheder, ja så åbner mulighederne sig også og fører et sted hen du lige nu ikke kender til. Efter næsten 30 år kan jeg se tilbage på mange forskellige perioder der har det til fælles at jeg er vokset som menneske og derved blevet en bedre fotograf og adapteret min tilgang til min business.Held og lykke. Jesper

Michael Christophersen

tir, 08/18/2020 - 10:36

Sejt gået, at du tjener dine penge på den måde, for at kunne lave journalistik / kunst projekter.
Selv må jeg indrømme - jeg har forladt den 'rigtige' journalistik, for at nærme mig informationsarbejdet for forskellige kunder som tilgengæld betaler ordentligt.
Ærgerligt at lønnen er så dårlig når det gælder freelance-journalistikken.
Jeg kan især godt lide du siger at handicaphjælper jobbet ikke bare er rugbrød, for det giver så meget mening. Jeg har selv arbejdet i en periode som SOSU hjælper i 2018, og som underviser på en produktionsskole ( det nuværende FGU) sidste år. Det var på mange måder afstressende fra min selvstændige biks. Jeg skulle jo møde der og der - på det tidspunkt og hjælpe en der ikke selv kunne. Det gav mening.
Nu er opgaverne der heldigvis, og indtægten. Men jeg tænker på hvordan jeg kan få gang i historier som går i dybden fortæller - portrætterer skyggesider i vores samfund.. Måske skal jeg genoverveje din måde Soffi

Kasper Løftgaard

tir, 08/18/2020 - 11:37

Jeg synes det er underligt at læse sådan en nyhed her på Journalistforbundets hjemmeside. Jeg kunne måske forstå hvis Journalisten var afsenderen, eller et helt tredje medie.

Men min egen fagforening har simpelthen en top-nyhed på deres hjemmeside, der i bund og grund konkluderer, at man ikke kan leve af at være fotojournalist i dagens Danmark, og det kan anbefales at få sig et ufaglært arbejde ved siden af (eller to), så man har mulighed for at finansiere sin foto-hobby.

Hvad gør DJ ved at Jysk Fynske Medier opsiger samtlige fotografer, og derefter tilbyder freelancere helt håbløse lønninger, der ligger under de fastansattes timepriser. Så vidt jeg ved er vi en af de eneste brancher, hvor freelancere får lavere eller lignende timeløn som fastansatte.

Nederst et link til kurser for selvstændige og freelancere. Tak. Jeg har ikke brug for kurser. Jeg har brug for at i finder en måde at sørge for, at jeg kan leve af mit fag på. Sørge for, at jeg ikke konstant bliver præsenteret for faste lønninger i mediehusene, som man umuligt kan leve af. Find én eller anden kreativ måde, hvorpå vi sammen kan forhandle lønninger for freelance fotojournalister, uden at vi bliver anklaget for karteldannelse.

Tak til Soffi for at tale ærligt om en umulig branche. Nu skal DJ til at lette røven og møde ind på arbejde.

Kære Kasper. Soffis historie er ikke tænkt som en anbefaling til andre medlemmer om, hvordan de skal tackle deres arbejdsliv, men er blot en personlig fortælling om, hvordan hun har valgt at tackle sit. Vi vil i DJ hellere end gerne bidrage til at finde kreative løsninger på de problemer, som freelancefotojournalisterne har, og vi griber og gør i alt det, vi kan, og det vil vi fortsætte med. De bedste hilsner DJ

Som medlem, kunne jeg rigtig godt tænke mig at høre, hvad det er i gør for at freelance fotojournalister får en bedre chance for at overleve i den her branche? Siden jeg blev færdiguddannet for 5 år siden har jeg udelukkende oplevet at vilkårene er blevet forringet, og priserne er sat ned. Jeg ved godt at det er en virkelig svær udfordring, fordi eksempelvis konkurrenceloven gør det nærmest umuligt at kunne forhandle nogle ordentlige lønninger på plads, og fred med det - men hvad er det i gør? Det bliver sgu ikke kommunikeret ret tydeligt, og jeg kan i hvert fald ikke rigtig mærke det i min hverdag?!

Simon Skipper

tir, 08/18/2020 - 17:07

Jeg er enig med Kasper. Det er en fin og personlig fortælling fra Soffi, og fedt initiativ med jeres nye artikelserie. Men (måske utilsigtet) ender i lidt i hvepsereden som afsender, når i berør de ømme punkter omkring vores nedadgående vilkår som selvstændige og freelancefotografer, og i er vores forbund. Jeg er sikker på, vi og vores vilkår er på jeres dagsorden, men vil i ikke fortælle os, hvad i gør for at forbedre vores vilkår, som Kasper også efterspørger? Mange foto'er har kæmpet en hård kamp på individplan, nogen mener helt tilbage fra år 2000, omkring vores dårligere og dårligere vilkår. Jeg kan også se i vores regelmæssige debatter på Facebook, at vi er mange fotografer (så godt som alle), der savner at føle mere rygdækning fra det forbund, hvor vi trofast lægger vores kontingent hver måned. Og hvis kampen er svær og krævende, ja så er vi herude som medlemmer klar til at bidrage og støtte op! Men det kræver i min optik et bedre samarbejde og bedre kommunikation omkring sagen fra jeres side. KH

Hej Simon og Kasper.
Mange tak for jeres input og spørgsmål.
I har helt ret i at foto og fotojournalistik er én de brancher, der er særligt hårdt ramt i de her år. En slags frontrunners i prisræset mod bunden på freelance-markedet - beklageligvis.
Det er en udvikling, som vi tager alvorligt, og vi forsøger at hjælpe på alle de måder, vi kan komme i tanke om, og vi taler selvfølgelig løbende med både Pressefotografforbundet og DJ: Fotograferne om problemerne.
Helt konkret:
- Vi indgår altid meget gerne kollektive aftaler med nye medier og udgivelsesplatforme, også på vegne af fotografer, når der er basis for det.
- Det er jo altid en mulighed at ringe ind og få hjælp til prissætning af vores rådgivningsteam.
- På den korte bane forsøger vi i øjeblikket at påvirke efterårets medieforhandlinger, ved at foreslå politikerne, at projekter indenfor pressefotografi fremover kan få støtte fra Public Service-puljen. Det synes vi kun er rimeligt, når vi nu uddanner nogle af verdens bedste fotografer i Danmark, og fotojournalistik lever fuldt ud op til de kriterier som ellers gælder for projekter, der får penge fra puljen (Vi foreslår i øvrigt det samme for bladtegnere).
- Ifht konkurrence-lovgivningen arbejder vi på europæisk plan, sammen med andre forbund og EFJ, det Europæiske Journalistforbund, på at påvirke fremtidig EU-lovgivning, så freelancere undtages i det lovkompleks, der er vedtaget for at modvirke karteller. Det er ikke et problem, der løses hurtigt, men vi har været i gang et stykke tid og vil forsætte arbejdet ufortrødent.
- Vi opgraderer i øjeblikket på vores rådgivning og indsats til freelancere generelt, herunder også fotografer. Det er helt tydeligt for os, at det "atypiske" arbejdsmarked bliver mere og mere typisk for hvert år, og ud over løbende at opgradere internt i huset, arbejder vi også her på at påvirke det politiske system, så der kommer en større forståelse for at de nuværende sikkerhedsnet har vanskeligt ved at fange dem, der arbejder på andre måder end faste 8-16-job.

PS: Kære Soffi. Mange tak for at dele din historie om, hvordan du har fået sammensat et arbejdsliv, der giver mening for dig. DJs medlemmer er heldigvis meget forskellige og har mange forskellige bud på, hvordan det gode liv og en god, meningsfyldt hverdag ser ud.

Vh Allan Boye Thulstrup, næstformand i DJ