Gå til hovedindhold
Bliv medlem Menu

Se de fem nominerede til Diversitetsprisen 2021

Den nystiftede Diverstitetspris i film- og tv-branchen har fået sine fem første nominerede. Prisen uddeles 27. november.

Diversitetsprisen

Ekko Film

FILM&TVGRUPPEN i DJ har i samarbejde med Filmmagasinet Ekko stiftet Diversitetsprisen, som hædrer arbejdspladser, institutioner eller enkeltpersoner, der gør en særlig indsats for inklusion og fremme af diversitet i branchen. Prisen uddeles for første gang i år, og der er kommet hele 27 forslag til kandidater til prisen. Af de 27 forslag, har juryen nomineret fem endelige kandidater. En af dem modtager prisen ved Ekko Shortlist Awards på Bremen Teater lørdag den 27. november.

De nominerede til Diversitetsprisen 2021 er:

TV-Glad startede i 1999 som den første tv- og radiostation i verden for mennesker med funktionsnedsættelse. Under mottoet ”Alle kan noget” har stationen været en pioner i forhold til diversitet ved at give en stemme til mennesker med fysiske og kognitive handicap.

Med Prami Larsen som leder har Filmværkstedet København lavet specielle tiltag og puljer for at nå ud til spirende filmskabere med anden baggrund end den gængse i det kreative miljø. Værkstedet har støttet filmskabere som Fenar Ahmad, May el-Toukhy, Ulaa Salim og Ekko Shortlist Awards-vinderen Marijana Jankovic.

Dansk-iranske Ellie Jokar er et multitalent, der har gjort sig som rapper, komiker og skuespiller. Hun er kendt for satireserien Det slører stadig og har været aktiv i LGBT+-debatten i mange år. Ikke mindst har hun slået et slag for minoriteter med DR-serien Macho, hvor hun følger transmanden Jalal.

Malene Flindt Pedersen har gennem sit filmselskab Hansen & Pedersen – som hun grundlagde i 1997 med Anders Riis-Hansen – arbejdet målrettet for at skabe flere dokumentariske fortællinger med kvinder både foran og bag kameraet, for eksempel dokumentaren Fat Front. Hun er samtidig bestyrelsesforkvinde i foreningen WIFT – Women in Film and Television – som kæmper for ligeløn og andre vigtige emner.

Mix Copenhagen er en af de ældste filmfestivaler i verden med fokus på LGBT+. Siden 1986 har folkene bag festivalen været med til at skabe opmærksomhed på og fortælle historier om menneskers køn og seksualitet. I 2020 oprettede festivalen branche-initiativet Mix Industry som en platform, hvor minoritetsfilmskabere kan mødes og arbejde på at forbedre arbejdsforholdene for minoritetspersoner.

Juryen består af

  • Underholdningsredaktør Thomas Richardt Strøbech fra TV 2
  • Brandchef Astrid Bernitt-Wolf fra DR
  • Vicedirektør Daniel Svarts fra STV
  • Mangfoldighedskonsulent Kirsten Barslund fra Det Danske Filminstitut
  • Producer Matilda Appelin fra Nordisk Film
  • Pari Khadem, næstformand i FILM&TVGruppen.

Kommentarer