Gå til hovedindhold
Bliv medlem Menu

Sådan skriver du en fagbog

Går du med ambitioner om at skrive en fagbog? Få redaktørens hjælp til at få projektet realiseret. Louise Haslund-Christensen er selvstændig konsulent i forlagsbranchen med mange års erfaring som non-fiktionsredaktør på blandt andet Gyldendal og Politikens Forlag. Hun giver her sine bedste råd til, hvordan du kommer godt i gang med den fagbog, du brænder for at skrive.

Jakob Carlsen

Jakob Carlsen Bogreol

Det skal du være afklaret med, inden du begynder din bog

Før du går i gang med at skrive, skal du være helt klar over, hvorfor du skriver. Du skal kende din motivation og vide, hvorfor du har brug for et langt format til din fortælling. Du skal også vide, hvem du skriver til. Kender du din målgruppe, ved du, hvad du kan forvente dig af deres viden og forventninger – og du kan derfor skrive mere præcist og fokuseret til dem. Det gør din fortælling stærkere.

Mange forlag antager non-fiction bøger på baggrund af en synopsis. Gå derfor i dialog med forlagene, før du begynder at skrive for alvor. Præsenter din idé. Det kan meget vel være, at forlaget har nogle ønsker i forhold til manuskriptets udformning, som er gode at kende, før du skriver. Der er størst sandsynlighed for, at din bog bliver antaget, hvis du sender den til et forlag, hvis udgivelsesprofil passer til din bog. Så tjek forlagets bøger, før du vælger, hvem du skal kontakte.

Sådan kan du med fordel dele projektet op i nogle faser

Kend din konflikt og din løsning, før du begynder at skrive. Du skal vide, hvor din fortælling begynder og ender, før du går i gang. Så ved både du og din læser, hvilket - eller hvilke - spørgsmål vi læser efter at få svar på. Når du kender begyndelse og slutning, kan du bedre skabe fortællingens plot og sikre fremdrift i din fortælling.

Med et storyboard kan du tilrettelægge fortællingens elementer med størst mulig effekt for øje. Det kan være en fordel at benytte en fortællemodel, når du arbejder med dit storyboard. Det kan hjælpe dig med at få skabt en dramaturgisk velfungerende historie. Når dit storyboard er klart, har du en komposition for din fortælling.

Hierarkiser din hovedhistorie og dine sidehistorier, så de støtter hinanden og ikke stikker af. Husk at dele din historie op i blokke – tematiske, kronologiske eller organiseret efter et helt tredje princip, så tidligt som muligt. Det giver overblik over fortællingen og anledning til at overveje kompositionen. Med det på plads kan du begynde at skrive. Skifter din historie kurs undervejs, så gå tilbage til dine indledende overvejelser, og tjek, om ændringerne har konsekvenser for, hvordan din fortælling er bygget op.

Tænk i scener og dialog, hvor det er muligt. Din fortælling er blandt andet resultatet af plot, anslag, scener, dialog og suspense. Vær opmærksom på at skabe spænding hele vejen igennem bogen. Læseren skal ikke have det hele at vide på én gang. De bedste anslag, jeg har læst, er oftest skrevet, når resten af fortællingen er skrevet. Så kender forfatteren hele fortællingen og kan bedre skrive et anslag, hvor læseren straks er fanget og med på bogens præmis.

Det skal du især være opmærksom på

Pas på din detaljeringsgrad! Som forfatter ved du virkelig meget om dit stof, og når du skriver en bog, har du mange sider til rådighed. Det kan være fristende at få det hele med, men læseren kan hurtigt drukne i detaljer og miste orienteringen i fortællingen. Du skal naturligvis have detaljer med i din fortælling, men det skal være væsentlige og betydningsbærende detaljer. Når du researcher din historie, så husk, at du kontrollerer dit materiale, og du ikke skal fortælle det hele. Du skal bruge din research, så den passer til din vinkel på stoffet og det sted, du fortæller fra.

Du skal være redelig og åben om din research – også når du støder på noget, som ikke helt passer med din fortælling. Nogle forfattere skriver deres research ind som et spor i deres fortælling. Det kræver, at du som forfatter er foran fakta og ved, hvad du vil med din historie.

Vær præcis og varsom med dit sprog. Din læser skal gerne hænge på hele vejen til sidste side. Hav styr på din fortæller og vær konsekvent hele vejen – ellers bliver din fortælling utroværdig. Gentagelser kan bruges som retorisk greb, men kan let blive irriterende for læseren. Så dosér det. Husk at læseren skal kunne orientere sig, også når du skifter fra en scene til en anden og så tilbage igen. Arbejd med tempo- og sceneskift, varier dit sprog og skriv dit manuskript igennem flere gange.

Kommentarer

Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.

Luci Smith

ons, 06/28/2017 - 00:34

Super god vejledning, som jeg har delt på facebook. Tak for det!

Kirsten wolf

ons, 06/28/2017 - 08:55

Tak f de gode råd.
Er der planlagt kursus med mulighed for deling m andre og fordybelse/supervision?
Vh Kirsten Wolf
Mobil: 23 49 92 85