Gå til hovedindhold
Bliv medlem Menu

Sådan skriver du en effektiv jobansøgning

Tænk på kunden og ikke på produktet, når du skal sælge dig selv til en potentiel arbejdsgiver. Det er et af de råd, udviklingskonsulent Mads Løkke Rasmussen giver her og på et nyt webinar om den effektive jobansøgning.

Udviklingskonsulent i DJ, Mads Løkke Rasmussen, har i flere år hjulpet DJ-medlemmer med at komme videre i deres karriere. Han har læst mere end 1.000 ansøgninger som konsulent i DJ og har på baggrund af det en række gode råd til medlemmer, der står over for at søge job.

"Når du skriver en jobansøgning skal du tænke markedsorienteret og ikke produktorienteret! Det samme gælder, når du skal markedsføre et produkt. Det er bare ikke så let. For både jobsøgere og marketingfolk falder ofte i den fælde, at de tænker alt for meget på produktet og hvad det kan, og for lidt på dem der skal købe produktet. Det nytter ikke at du fortæller en arbejdsgiver, at du mestrer redigeringsprogrammet Avid og kan norsk til husbehov, når arbejdsgiveren ikke skal have redigeret noget og ikke handler med Norge. På samme måde køber en kunde heller ikke et produkt på grund af dets egenskaber, men for den værdi, produktet kan give kunden," siger han.

3. oktober afholder Mads Løkke Rasmussen webinar om jobansøgninger, hvor man både kan dykke dybere ned i hans gode råd, samt stille konkrete spørgsmål. Webinaret er gratis for DJ-medlemmer. Men har inden da et par gode råd mere samt et konkret eksempel på en god ansøgning:

"Når du skriver en jobansøgning skal du ramme arbejdsgiverens latente behov mere end de manifeste behov. Hvis en virksomhed søger en Social Media konsulent, skriver alle ansøgerne i deres ansøgninger, at de er dygtige Social Media konsulenter. Det er logisk nok, men det giver ikke virksomheden gode forudsætninger for at vælge, hvem af ansøgerne, de skal ansætte. Tænk ud over det manifeste behov. Hvad skal der til for at arbejdsgiveren er tryg ved, at du er den rigtige i stillingen? Fx er der ikke noget trygt ved, at du er verdens bedste Social Media konsulent, for så bliver du næppe glad for at arbejde i en almindelig virksomhed.

Verdens bedste uopfordrede ansøgning?

Som et eksempel på den perfekte markedsorienterede ansøgning, der løser virksomhedens latente behov, peger Mads Løkke Rasmussen på Ninas superansøgning til Airbnb

"I stedet for at skrive en masse om sig selv og sin fortid, er Ninas fokus på Airbnb og fremtiden. Det er vældig markedsorienteret. Og i stedet for at skrive om det Airbnb allerede gør godt, viser Nina overbevisende, hvordan der er vigtige uudnyttede muligheder for virksomheden i Mellemøsten. Så tror du måske, at Nina er en jobsøgningsekspert med mange års erfaring. Det er hun ikke. Situationen var mere den, at hun efter et års afvisninger forstod, at hun var nødt til at tænke i markedsføring og sociale medier, for at nå sit mål," siger han.

Kommentarer

Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.