Gå til hovedindhold
Bliv medlem Menu

Sådan samarbejder du bedst med freelancere

En grafiker, en kommunikationsrådgiver, en fotograf/journalist og en kommunikationschef giver her deres bedste råd til at opnå et godt samarbejde med freelancere

Kommunikationsafdelinger samarbejder jævnligt med freelancere, som tilfører ny viden og nye ideer og samtidig kan aflaste travle medarbejdere. Det sker dog, at samarbejdet går skævt, så freelanceren leverer noget andet end det, du som aftager troede var aftalen.

Her giver en selvstændig grafiker, en selvstændig kommunikationsrådgiver, en freelance- fotograf og journalist samt en informationschef gode råd til at styre uden om faldgruberne. Det kræver blandt andet, at du som kunde ved, hvad du vil opnå med samarbejdet, hvem der er den rigtige til at løse opgaven, og at man internt er enig om, hvordan slutresultatet skal være.

Grafikeren:

Line Flindt har arbejdet som grafiker og AD'er for flere bureauer og har nu firmaet Line Flindt Grafik, hvor hun leverer grafiske løsninger og rådgivning til både private og offentlige kunder:

Husk at briefe os ordentligt

- Det er afgørende, at jeg fra begyndelsen ved, hvad opgaven er. Det sparer tid og giver et bedre produkt. Samtidig er det vigtigt, at jeg får at vide, hvis noget ændrer sig undervejs. Jeg har for eksempel lavet noget, som ikke skulle bruges alligevel, fordi kunden ikke havde tid til at lave sin del. Jeg fik penge for det, men det er da ærgerligt.

Sørg for, at det er clearet med chefen

- Det sker, at én person i en organisation bestiller et produkt, men når man afleverer, viser det sig, at chefen, der sidder på pengene, i virkeligheden ville have noget andet, og så skal det laves om. Den slags skal være på plads fra begyndelsen.

Ring på det rigtige tidspunkt

- Jeg vil meget gerne involveres tidligt i processen og være med i idéudviklingen. Men ofte kan jeg kun fakturere selve layoutet, og så vil jeg hellere involveres senere i processen. Er jeg med i idéudviklingen, skal kunden som udgangspunkt betale for både en grafiker og en sparringspartner.

Fotografen/journalisten:

Jon Detlefsen arbejder både som journalist og fotograf. Han har både offentlige og private kunder:

Vær enige internt

- Vi kan komme i klemme, hvis folk internt ikke er enige om, hvad de vil have. Det giver freelanceren mere besvær, og det kan ende med at blive dyrere for kunden. Derfor skal man sørge for at være enig internt, når man bestiller en udefra. Vi freelancere skal omvendt være gode til at spotte, hvem der bestemmer.

Vær klar over, hvad I vil have og fortæl det

- Jo mere jeg ved, før jeg går i gang, desto bedre kan jeg løse opgaven. Har jeg stor baggrundsviden, kan jeg bedre byde ind med ideer. Hvis kunden kun kender rammen for opgaven, er det også fint at blive inviteret med i idéudviklingen.

Find nogle faste freelancere

- Vi bliver bedre, når vi kender kunden. Når vi har samarbejdet flere gange, er det også lettere at tage ejerskab. Det afspejler sig i produktet.

Husk gode klare aftaler

- Nogle gange får jeg at vide, at jeg kan aflevere om et par uger, og prisen finder vi ud af. Men de formelle ting skal bare være på plads. Jeg skal kende prisen og vide, hvilken dag jeg skal aflevere. Så planlægger jeg, hvilke dage, jeg bruger på denne opgave, og så laver jeg noget andet de andre dage.

Kommunikationsrådgiveren:

Brian Ravn Galsgaard, kommunikationsrådgiver og partner i kommunikationsbureauet Brag+Sølberg. Har tidligere arbejdet i en kommunikationsafdeling:

Vær klar i spyttet

- Hvis kravspecifikationerne ikke er tydelige nok, er det svært for freelanceren at levere det produkt, man ønsker. Derfor skal man være meget tydelig i forhold til, hvad man gerne vil have.

Vær ærlig om budgetter

- Meld ud, hvor meget I vil betale og hav tillid til, at vi leverer den bedste løsning inden for budgettet. Rådgivere, freelancere og andre løst tilknyttede lever af, at kunderne anbefaler os til hinanden og i øvrigt ringer til os flere gange. Så vi er kun interesserede i, at kunderne er tilfredse.

Samarbejde er afgørende

- Find et bureau, du er tryg ved, og lad være med at shoppe rundt. Man lærer hinanden at kende, og vi kan levere bedre kommunikation, når vi kender kunden. Arbejdet foregår i et samspil, og vi laver jo ikke en paladsrevolution, de første par gange vi arbejder med en kunde. Man skal have tid til at skyde sig ind på hinanden, hvis det skal blive rigtig godt.

Kend dit mål

- Kunden ved ikke altid, hvad de vil have. Når en kunde for eksempel bestiller en pressemeddelelse, spørger jeg altid: ”Er I sikre på det?” Ofte vil noget andet virke mere effektivt. For at kunne løse en opgave skal jeg grundlæggende have svar på tre spørgsmål:
- Hvad vil min kunde gerne opnå
- Hvem vil de gerne have fat i?
- Hvorfor vil de gerne opnå det?

Kommunikationschefen:

Karen Balling Radmer, kommunikationschef i Randers Kommune:

Husk timingen

- Det er sundt at bruge freelancere indimellem. De kan forstyrre vores måder at gøre ting på ved at stille de lidt irriterende, men forfriskende spørgsmål som: Hvorfor gør I sådan? Derfor skal man også overveje, om opgaven og tidspunktet passer til at få de positive forstyrrelser, siger hun.

Forklar den politiske situation

- Husk at forklare freelanceren, hvad det vil sige at arbejde i en politisk ledet organisation. En opgave kan hurtigt ændre sig, fordi der opstår en ny politisk situation. Der kan for eksempel være god tid til en opgave, men så kommer der politisk fokus på emnet, og det kan betyde, at en sag fremrykkes, og man skal knokle for at blive færdig. Når freelanceren eller bureauet har afleveret, kan der alligevel gå lang tid, før materialet bliver offentliggjort, fordi situationen igen har ændret sig. I de situationer er det bedst at samarbejde med folk, der ved, at sådan er gamet, og det skal vi tage os tid til at forklare.

Samarbejd med de rigtige

- Find freelancere og bureauer, der kender gamet, og som du kan sparre med om de enkelte sager, der opstår. Gør dig klart, hvilken type leverandør du har brug for, og brug noget tid på at finde den rigtige. En freelancejournalist er god til at skrive skarpe artikler, men er det en strategi, man har brug for, er det måske en god idé at ringe til en kommunikatør.

Ring til lokale freelancere

- Brug gerne folk fra lokalområdet, der kender området, kommunen, og den politiske situation.

Klæd freelanceren på

- Bruger du en freelancejournalist til eksempelvis et personaleblad, skal vedkommende være klar over, at det ikke er fri journalistik. En artikel skal ikke være vinklet som til en avis. Der er en kunde, som har bestilt en opgave, og det skal man indrette sig efter.

Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.