Gå til hovedindhold

Sådan lander du jobbet som digital medarbejder

Hvilke kompetencer er vigtigst, når du søger jobbet som digital medarbejder? 3 chefer fra kommunikationsverdenen giver deres bud på, hvad der er vigtigst for dem, når de rekrutterer nye medarbejdere.

Hvad er vigtigst for cheferne?

Michael Werge Kilde: Stikprøve blandt 38 kommunikationschefer foretaget af DJ i februar 2017.

Tina Mellergaard

Sif Meincke

”Førstehåndsindtrykket ligger digitalt”


Tina Mellergaard, Head of Social Media hos Landbrug & Fødevarer.

Hvad kigger du efter, når I skal ansætte en ny medarbejder?

”Jeg er faktisk ikke så interesseret i at se ansøgninger – jeg kigger CV’er og holder kaffe-møder med kandidater. Det kan være med folk, der har vist interesse for mig og os på sociale medier, de har måske inviteret mig til et netværk eller besøgt på min LinkedIN-profil. Så kigger jeg på deres forskellige profiler og mødes med dem. Vores nyeste medarbejder, som starter 1. april, er udelukkende ansat på netværk.
Det er vigtigt for mig, at potentielle nye medarbejder udviser nysgerrighed – og det gør de ved at være aktive på forskellige digitale platforme. Skåret ud: hvis man er under 35 og ikke er aktiv på sociale medier, mangler man i mine øjne den nysgerrighed, der er afgørende for at få et digitalt job hos os.

Hvilke specifikke digitale kompetencer er vigtigst for dig?

Det kommer an på, hvilken profil, vi er ude efter – hvis det er en kandidat til vores presseafdeling, kigger vi fx på, om de er aktive på twitter. Generelt ser jeg på, om man har arbejdet med digitale eller sociale medier – og hvis man ikke selv nævner det, tjekker jeg, hvordan man bruger sociale medier privat. Jeg ser det som meget useriøst, hvis ikke kandidaten har en udfyldt LinkedIN-profil, for det er der, vi kan kigge på cv’et uden at bede om det, og det der, man kan vise, at man følger med. Jeg sætter barren ret højt i forhold til at det er journalister og kommunikatører, jeg typisk er med til at ansætte, så kan man godt forvente en forståelse for digitale medier.

Hvad betyder kandidaters digitale profil for dig?

Før i tiden sagde man, at førstehåndsindtrykket var meget vigtigt ved en jobsamtale. Det førstehåndsindtryk ligger altså digitalt nu. Så hvorfor ikke udnytte, at man i dag kan give et meget kontrolleret førstehåndsindtryk? Hvis jeg på den anden side kan se, at facebook-profilen kun handler om festbilleder, LinkedIN-profilen ikke er opdateret, og dit profilfoto på twitter er standard-ægget, så indikerer det for mig, at det digitale ikke er på denne kandidats radar. Jeg har ikke noget i mod, at det er et menneske, jeg møder på facebook - det SKAL det være. Men jeg kigger på, hvad man fx deler – og har folk gjort sig overvejelser omkring at have en åben eller lukket facebookprofil?

Julie Relsted

Ty Stange

”Digitale kompetencer er en selvfølge i dag”


Julie Relsted, Kommunikationschef på Rigshospitalet

Hvad er det første du kigger på, når du sidder med en ansøgning?

For mig handler det meget om at tjekke op på, hvordan en potentiel ny medarbejder vil kunne repræsentere Rigshospitalet på digitale platforme. Vi får en del henvendelser fra fx pårørende, og nogle af dem kan være sårbare og følelsesladede. Da er det vigtigt for mig at vide, at mine medarbejdere kan agere fornuftigt i den dialog, der vil være på de sociale medier. Så det prøver jeg at tjekke op på hos ansøgere. Hvis jeg kan få adgang, kigger jeg måske på deres twitter- og facebookprofiler for at se, hvordan de agerer i debatter og dialoger. Har de et glimt i øjet? Ender det med at blive en træls debat? Hvordan er grundtonen og grundstemningen hos ansøgeren? Jeg tjekker stort set aldrig LinkedIN, for jeg vil gerne kigge lidt uden om ”ansøgnings-lingoen”, som jeg jo allerede får i selve ansøgningen. Jeg er mere interesseret i den naturlige flair for at agere på sociale medier.

Hvilke specifikke digitale kompetencer kigger du efter?

I dag er det blevet sådan, at kompetencer inden for sociale medier er blevet en selvfølge. For 15 år siden kunne man se folk skrive, at de var stærke til at begå sig på internettet – det blev hurtigt en selvfølge – og på samme måde er det med sociale medier i dag. Jeg tager det som en selvfølge, at en kommunikationsmedarbejder kan begå sig på sociale medier, og måske særligt for yngre ansøgere – altså de digitalt indfødte – vil jeg sikkert glemme at spørge ind om deres konkrete kompetencer på området – der ville jeg måske være mere opmærksom for lidt ældre ansøgere.

For mig handler det mere om at have det naturlige flair for at repræsentere Rigshospitalet på digitale kanaler, end at man har en formel uddannelse end eller erfaring i specifikke platforme. Kan jeg slippe vedkommende fri på vores sociale kanaler?

Troels Johannesen

Thomas Tolstrup

”Man skal både kunne producere og distribuere indhold”

Troels Johannsen, Kommunikationschef i DJ

Hvilke digitale kompetencer er vigtigst for dig hos ansøgere?

Først og fremmest er det væsentligste, at ansøgere forstår at formidle i digitale kanaler og kan tænke i forskellige fortælleformer online. Det bliver mere og mere vigtigt, at de både kan producere og få budskaberne ud over rampen. Man er nødt til både at kunne producere og distribuere på digitale og sociale medier.

Hvor meget tjekker du op på ansøgeres profiler?

Jeg tjekker altid LinkedIn, og også Twitter fordi vi hos os arbejder meget med Twitter og en stor del af vores målgruppe er der. Facebook kan jeg godt finde på at tjekke, men det er mest for at få et indtryk af, hvilken type person man har med at gøre.

Hvor meget betyder det for dig, at en ansøger selv har aktive some-profiler?

Hvis man skal arbejde hos os med sociale medier, så er det vigtigt selv at være aktiv og kende potentialet og have føling med, hvad der virker i de forskellige kanaler. Jeg forventer også, at bageren smager på det brød han bager.

Det vigtigste er, at der er et potentiale hos ansøgeren og en generel forståelse for digital kommunikation. Man skal ikke kunne det hele fra start, og man kan altid specialisere sig. Og så skal kandidaten ikke mindst have interessen for at kaste sig ud i at lære forskellige digitale kanaler at kende.

Sådan skal du fremstå på sociale medier

Michael Werge Kilde: Stikprøve blandt 38 kommunikationschefer i Danmark foretaget af DJ i februar 2017.

Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.