Gå til hovedindhold
Bliv medlem Menu

Sådan tackler du et nyt semester med online-undervisning

Vi har snart levet med corona-restriktioner i et år, og selvom kalenderen siger 2021, griber sidste års restriktioner ind i det nye år. Det betyder, at studerende på hele landets uddannelsesinstitutioner kigger ind i endnu et semester med online-undervisning.

Online-undervisning

DJ

En halvdårlig internetforbindelse, buldrende kaffemaskine i baggrunden og underviserens ihærdige forsøg på at minde dig og dine medstuderende om, at I skal huske at slukke jeres mikrofoner. Du kender det helt sikkert. Jeg har talt med DJ’s trivsels- og karrierevejleder, Mads Løkke Rasmussen, for at finde ud af, hvordan vi studerende klarer os igennem endnu et semester med online-undervisning. 

Klimaet er bedre i Jerusalem, end det er i Bagsværd. Men det er der ikke noget at gøre ved


Jeg skal ikke lede ret længe for at finde medstuderende, der mener, at hele situationen er ret frustrerende. Jeg oplever, at vi hurtigt kan komme til at dvæle ved alle de ting, vi ikke er tilfredse med, og i dette er jeg bestemt selv medskyldig i. Skuffelsen hænger som en stor, tung sky over os, når snakken falder på det, der kunne have været – hvis bare undervisningen ikke var online. Men ifølge Mads Løkke Rasmussen nytter det ikke noget:

”Jeg tror, det vigtigste for alle involverede parter er forventningsafstemning. Det nytter ikke noget at være enormt frustreret. Det kan jeg sagtens sige, men det er faktisk ment konstruktivt. Slut fred med det og accepter, at du ikke kan gøre noget ved det. Klimaet er bedre i Jerusalem, end det er i Bagsværd. Men det er der ikke noget at gøre ved. Dér tror jeg, at der er en del, som kommer til at lave et forudsigeligt fald.”

For studerende handler det om at tage sko på


Det kan være fristende blot at rulle ud af sengen, et kvarter inden online-undervisningen begynder. Hente en kop kaffe og sætte sig til rette i nattøj. Håbe på, at du ikke bliver bedt om at tænde for kameraet. Men spørger man Mads Løkke Rasmussen, handler det om at tegne linjerne klart op for, hvornår vi er på, og hvornår vi ikke er. Dermed bliver vi bedre til at engagere os, når vi skal, og bedre til at slappe af, når vi har fri:

”Det er simpelthen lettere at kunne holde fri ordentligt, hvis man også har kunnet gå på ordentligt. For studerende handler det om at tage sko på. Den der forskel på, om jeg har bare fødder, eller om jeg har sko på. Er jeg mit professionelle jeg i det her? Det kan føles latterligt, når man sidder hjemme på sit rodede kollegieværelse. Men det er en investering for dig selv, for så har du muligheden for at sparke skoene af, når det er slut. Risikoen er nemlig, at vi kommer til at være ’stuck in the middle’, at vi ikke er nok på, når vi skal være på, og at vi ikke er nok af, når vi skal være af.”

Gå ud i pauserne og brug dit netværk


Hvis ikke du er typen, der stikker i gummiskoene og går udenfor, når høretelefonerne er taget ud og pausen meddelt, burde du måske begynde på det, mener Mads Løkke Rasmussen. Der er nemlig ikke noget læring, der fungerer uden pause, for vi er ikke maskiner:

”Når der er pause, skal du holde pause. Vi mister det der med at komme ud og transportere os til uddannelsessteder, så det gælder om at komme udenfor i de der pauser. Sæt det som en beslutning, tving dig selv til at gøre det.”

Når nu mange af os studerende sidder hver dag i flere timer foran en computerskærm og bliver undervist online, kan man hurtigt komme til at føle sig lidt alene. Hvad vil du sige til os?

”Jeg tror, at man skal udnytte resten af sit netværk. Det, som er ens omgangskreds. Om det så er andre medstuderende eller gamle venner fra gymnasiet. Sørg for at mødes inden for restriktionerne, meget gerne udenfor, sådan så der kommer til at være noget andet end det der sure kollegieværelse. Og så må man gerne fortælle hinanden, hvad der er svært, men pas på, at man ikke kaster sig ind i det der ’åhhh det er så frygteligt, og vejret er dårligt i Danmark,’ for det kan smitte, og man kan nærmest smitte sig selv med det.”

Ring til DJ, hvis du ikke trives


”Det øjeblik, man er i mistrivsel – og det er altså i allerbredeste forstand – og er medlem hos DJ, har vi en afdeling, som er klar til at hjælpe vores medlemmer med det, der er deres trivselsproblem. Så ring til os, hvis du ikke trives. Det er vi dygtige til at hjælpe med. For i den situation, hvor man er under en eller anden form for mistrivsel, kan det ofte forholde sig sådan, at man mangler erfaringer at spejle sig i,” siger Mads Løkke Rasmussen.

MEDLEMSFORDELE

Vi forhandler løn og arbejdsforhold via overenskomster, tilbyder juridisk hjælp og personlig karriererådgivning om dit arbejdsliv og arrangerer arrangementer for dig.

Ud over faglig tryghed giver vi dig adgang til billige forsikringer og gode rabatter.

Jakob Carlsen

STUDERENDE

Hvad enten du læser journalistik, kommunikationsfag, fotografi, grafisk design eller andre mediefag, er DJ dit fagforbund. Vi kender alt til ansættelsesvilkår  i medie- og kommunikationsbranchen.

 

Johnny Frederiksen