Sådan får du den karriere, du ønsker dig
Hvad skal du helt overordnet tænke over og navigere efter i din karriere? Det giver karriererådgiver i DJ, Lasse Borgwardt Schmidt, nogle svar på her. Både til dig, der er i starten af din karriere, og dig, der er kommet godt i gang.
Tema: Karrierevej
Hvad er egentlig en god karrierevej? Når man står som nyuddannet, kan man gå i mange retninger, så hvilken vej skal man vælge? Men også når man er kommet længere ad karrierevejen kan der opstå udfordringer. For hvad nu hvis man har lyst eller er nødt til at skifte spor efter mange år med samme arbejde.
Mød DJ-medlemmer, der alle har haft en noget blandet karrierevej hen til det sted, de er i dag.
Lasse Borgwardt Schmidt er karriererådgiver i Dansk Journalistforbund. Her kan du få rådgivning og sparring både som nyuddannet og mere erfaren i forhold til karrierevalg.
Hvad skal man overveje, så man ikke vælger det forkerte spor som nyuddannet?
Det er en kombination af, hvordan markedet ser ud og så det, man gerne vil. Journalistik og medier kan bruges i mange forskellige sammenhænge, men det betyder også, at man kan komme til at tage en lidt skæv retning, hvis man ikke har gjort sig klart, hvad man foretrækker. Det handler både om vores drømme og præferencer. Hvis du på forhånd har lavet en afklaring om, hvad du gerne vil, så kan det være, at du ender et sted, som er mere rigtigt end et andet.
Men man kan vel få erfaring alle steder?
Man kan sagtens bruge sine kompetencer i mange retninger og få erfaring fra mange typer job. Men vi oplever en del medlemmer, som føler, at de har valgt forkert. Det taler vi rigtigt meget med dem om, for efter mange år i samme branche eller stilling, kan man godt føle, at man har fået sig malet op i et hjørne og har begrænsede muligheder for at flytte sig.
Men der vil ofte være elementer og erfaringer fra tidligere job, som du kan trække over og gøre til kompetencer, der er målrettet et nyt job.
Så er opgaven at få fortalt en anden historie, end den man har allerede. Det er jo det, vi kan i vores branche. Fortælle historier. Vi glemmer bare nogle gange at fortælle historien om os selv.
Kan du give et eksempel på det?
Mange danner fortællingen om sig selv helt i starten af karrieren eller på studiet. Fx er der mange journalister, der tænker, at de skal ind og vælte beslutningstagere og grave skandaler frem. Men måske ender du et helt andet sted, og du skifter måske også retning og ønsker undervejs.
Jeg oplever, at mange medlemmer har svært ved at se ud over den fortælling, de i første omgang skabte om sig selv, og på den måde kan det give unødige forhindringer på vejen.
Et job handler jo meget om den identitet, det giver dig. Men du kan være historiefortæller i mange typer job, og hvis du kan se ud over din oprindelige opfattelse af dig selv som journalist, kan du ende mange andre steder.
Fx har mange journalister svært ved at se sig selv skifte til kommunikation, men så udelukker du altså dig selv fra mange gode job.
Hvordan ændrer man sin fortælling i relation til et nyt job?
Du skal arbejde med hvordan du beskriver dig selv og dine kompetencer. Din research af dit nye job kan vise dig, hvad der er vigtigt for arbejdsgiveren, og så kan du skrive dig selv og dine kompetencer ind i det.
Vi kan så mange ting i vores branche, også selvom du har været det samme sted i 20 år, men vi kan være begrænsede i forhold til at se det selv.
Så ræk ud og få hjælp til at lave din fortælling. Til din studievejleder eller karriererådgiveren i DJ. Ikke til din gode veninde eller din mor. Det skal være nogle udefrakommende, som ikke har andel i din situation.
Hvor meget skal man arbejde med sit CV, når man søger job?
CV’et er det vigtigste våben vi har i vores jobsøgning. Det er måske det første arbejdsgiveren læser. Det er slet ikke sikkert, de når til ansøgningen, hvis ikke CV’et rammer plet. Og så skal CV’et være målrettet den konkrete arbejdsgiver, både i forhold til kompetencer, resultater og steder, du har arbejdet. Han eller hun skal være betrygget i, at du passer ind i det job, der er.
Vi hjælper gerne med at kigge et CV og ansøgning igennem og målrette det til et konkret job. Det er nok det, vi er skarpest til. Arbejdsgiveren skal være tryg ved, at du er nogenlunde plug and play. I selve ansøgningen skriver du dig ind i jobbet, men CV’et skal vise, at du har kompetencerne til det.
Men hvis man er nyuddannet, har man jo ikke nødvendigvis en masse erfaring at skrive ind?
Nej, men så må man gå med motivation. Det er det næstbedste. Og så er det i øvrigt en god ide at få et studiejob. Det viser arbejdsgiveren, at du har engagement i branchen og kendskab til dit fag. Det kan have stor betydning, når du skal søge dit første job som uddannet.
Hvad er et godt CV?
CV’et skal jo beskrive, hvad du kan og har lavet, men derfor kan det stadig godt afspejle dine egne præferencer. Hvis du søger nye udfordringer, skal du skrive, hvad du er god til, og fremhæve de resultater, du har været med til at skabe, og de opgaver, du har løst. Undgå at lave ’støj’ i dit CV, for så springer folk fra. Du skal heller ikke skrive, hvor fed du er. Også her gælder den gode gamle ’don’t tell it, show it’.
Men det er påfaldende, at vi i vores branche er så gode til ord, men aldrig har lært at sætte ord på vores egne fortræffeligheder. Vi skal tale mere om, hvad det vil sige at tage så store beslutninger i vores liv, som en karriere jo er. Vi skal lære at lægge en karrierestrategi og tage hånd om vores karriere.
Hvad er så en god karrierestrategi?
Jeg synes, at det oplagte spørgsmål er – hvor kunne jeg se mig selv være? Lyt til dig selv. Hvis ikke vores valg af uddannelse, job og karriereretning til dels er drevet af lyst, så kuldsejler vi. Så ser vi mange mennesker, der bliver frustrerede over, at de ikke har ramt det rigtige.
I DJ går vi typisk ind og forsøger at afklare mere præcist, hvad der giver mening for den enkelte? Hvilke brancher vil du ind i – hvilken type konsulent eller journalist vil du gerne være?
Og så tegner der sig et billede af, hvor du kan se dig selv. Hvis du er optaget af klimadebatten, så er det i den retning, du skal gå. Gå efter sagen eller efter hvilken verden, du ønsker at befinde dig i.
Førhen gik man ofte efter den rigtige virksomhed, men det er ikke en god måde at træffe valget på – uanset, om du er i starten af sin karriere eller midt i den.
Har du brug for rådgivning om din karrierevej, kan du booke en karrieresparring i DJ
Kommentarer
Fokus vender sig hele tiden mod nyuddannede i denne intro. Det gør det uklart, om DJ's karriererådgivning kan noget for erfarne medlemmer.
Det er i virkeligheden samme problematik, som I selv påtaler: I får ikke fortalt og vist, at I har sans for andre end nyuddannede.