Gå til hovedindhold
Bliv medlem Menu

Pressefotograf dømt for ikke at efterkomme politiets opfordring

Landsretten idømte tirsdag en pressefotograf en bøde for ikke at efterkomme politiets og ambulanceredderes opfordringer til at forlade et ulykkessted. DJ’s formand Tine Johansen er overrasket over dommen, og håber ikke, at den får konsekvenser for politiets behandling af pressen.

Østre Landsret har i dag dømt en pressefotograf skyldig i at have undladt at efterkomme redningsmandskabets opfordringer til at flytte sig i forbindelse med en alvorlig trafikulykke ved Nylars på Bornholm i december 2017.

Landsretten dømte pressefotografen til at betale en bøde på 3.000 kr.

Ved byretten i Rønne blev pressefotografen i november 2018 frifundet i sagen.

Anklagemyndigheden havde oprindeligt krævet pressefotografen dømt skyldig og endda idømt en fængselsstraf for en række overtrædelser af både straffeloven og beredskabs­loven. Blandt andet for at have lagt hindringer i vejen for politiets og ambulance­reddernes arbejde.

Landsretten imødekom dog kun anklagemyndigheden vedrørende en overtrædelse af beredskabslovens § 41 stk. 2, der handler om pligten til at efterkomme politiets opfordring til at forlade et afspærret område.

DJ-formand Tine Johansen var indkaldt som vidne i sagen for blandt andet at redegøre for de presseetiske regler. Efter dommen udtaler hun:

"Jeg er overrasket over dommen, og jeg synes, at man i det konkrete tilfælde har reageret meget hårdt over for pressefotografen. Derfor håber jeg ikke, at denne dom får politiet til at være mere afvisende over for pressen."

Tine Johansen tilføjer, at der hver dag landet over er mange situationer, hvor politiet og pressen samarbejder godt og ordentligt og med respekt for hinandens opgaver.

"I et åbent samfund er det vigtigt for os allesammen, at pressefotografer og journalister har en udbredt mulighed for at kunne rapportere fra væsentlige begivenheder – også bag ved en politiafspærring."

DJ har støttet pressefotografen i sagen, og vil nu sammen med ham og hans forsvarer tage stilling til, om man vil søge om at få sagen behandlet i tredje instans.

Læs her om de presseetiske regler.

Kommentarer

Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.

Michael Kjærgård

lør, 01/11/2020 - 13:37

Jeg går ud fra at der er tale om det her trafikuheld: https://bornholm.nu/?Id=81619? Kan DJ bekræfte det? Hvis, så må jeg sige at jeg savner en begrundelse for at en pressefotograf skulle have en særlig ret til at komme tæt på et forgæves genoplivningsforsøg af en forulykket ung bilist. Jeg forestiller mig at de pårørende heller ikke har behov for at se mere eksplicitte billeder fra situationen. Kan Tine Johansen forklare hvorfor lige præcis denne dom i denne sag kan begrunde en overvejelse om en principiel anke?