Gå til hovedindhold
Bliv medlem Menu

Podcast-kursus har ført til ny kommunikation for F.C. København

Journalist hos F.C. København Torkil Fosdal vælger efteruddannelse med omhu, og arbejder på at tilegne sig de nye færdigheder både før og efter kurset. ”Efteruddannelse er efter min opfattelse i høj grad noget, man selv skal taget ansvaret for.”

Torkil Fosdal

Privat foto Torkil Fosdal, journalist for F.C. København

Hvilken efteruddannelse har rykket dig mest fagligt?

”Et kursus i at lave podcast fra A-Z. Jeg havde lavet nogle podcasts i forvejen, som var ret traditionelt bygget op rundt omkring en rundbordssnak. Men så fik vi blod på tanden her i F.C. København, hvor jeg er ansat, og blev enige om, at det her skulle vi udvikle noget mere. Jeg valgte kurset, fordi det startede med det helt grundlæggende: Hvordan får man en idé til en podcast? Hvordan får man ideen til at blive til virkelighed? Hvordan optager man rent teknisk? Hvordan mixer man det? Og til sidst, hvordan udgiver man det?”

Hvordan forløb kurset rent praktisk?

”Kurset forløb fra mandag til fredag fra 9-16. For mig var det vigtigt at være væk fra arbejde og udelukkende koncentrere mig om det her en uge i streg uden andre opgaver på programmet. Det var også vigtigt for mig, at jeg sad sammen med andre mennesker. Det gav – udover det faglige – en masse anden inspiration og netværk. Jeg fik knyttet nogle nye kontakter.

Der var meget hands on. Allerede den første dag blev vi sendt ud for at lave lyd, og næste dag skulle vi lave et interview, og klippe det sammen. Vi havde også en session, hvor vi skulle pitche vores podcastideer for hinanden. Derudover var der tre gæsteindlæg fra tre erfarne podcastere, der fortalt om deres proces fra idé til virkelighed.

Krævede det tekniske forkundskaber at deltage?

”Det synes jeg ikke, men det var ikke lige nemt for alle. Jeg havde ikke prøvet det redigeringsprogram, der hedder Hindenburg Journalist, men jeg satte mig bare ned og gik i gang. Andre var mere forudsætningsløse, når det galt det tekniske, men så var de til gengæld skarpe til interviews. Vi var en sammensat gruppe med forskellige erfaringer, og det så jeg kun som en styrke.”

Hvilke konkrete resultater skabte kurset for dig?

”Det har givet mig et overblik over hele processen omkring det at lave en podcast. Vi har efterfølgende i F.C. København lavet en rejsemontage med lyddesign og sammenklip, som jeg ikke havde kaste mig ud i, hvis jeg ikke havde fået det overblik over de forskellige faser, jeg har i dag. Strukturen, som gør mig i stand til at lave podcasts, der ikke blot foregår rundt om et bord, den har jeg lært på kurset.”

Hvordan fandt du kurset?

”Jeg så det på LinkedIn, men tilmeldte mig ikke med det samme. Jeg er typen, der gerne vil vide lidt om efteruddannelsens indhold, inden jeg tilmelder mig. Så da jeg havde snuset lidt til det og vidste, hvad jeg ikke vidste, tilmeldte jeg mig. Min chef bakkede mig op og kunne godt se, at jeg havde brug for at opgradere min faglige viden indenfor podcasts, hvis vi skulle gå skridtet videre den vej.”

Forberedte du dig inden kursusstart?

”Ja. For mig er efteruddannelse også noget med, at man ikke bare møder op mandag morgen og forventer at få fyldt på, men forbereder sig lidt og sætter sig ind i stofområdet. På den måde tror jeg, man får mest ud af det.

Personligt sluttede kurset heller ikke fredag eftermiddag. Jeg har brugt meget tid efterfølgende på at tilegne mig de ting, jeg har lært. Læse mine noter og se nogle flere tutorials. Man lærer jo ikke alt bare ved at møde op i fem dage, det kræver mere arbejde end det.”

Har du et godt råd til andre, der står og skal vælge efteruddannelse?

”Efteruddannelse er alt for vigtigt til at overlade til, undskyld mig, en tilfældig arbejdsgiver. Det er, efter min opfattelse, i høj grad noget, man selv skal taget ansvaret for.”

Læs også efteruddannelses-portrætter af:

Kommentarer

Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.

Jakob Carlsen

FIND DIN EFTERUDDANNELSE

Med fokus på medie- og Kommunikationsbranchen.

Få et overblik over efteruddannelser, der matcher dine faglige ambitioner.

Søren Malmose

HVEM BETALER DIN EFTERUDDANNELSE?

Få vejledning til hvem der betaler din efteruddannelse. DJ har samlet de vigtigste oplysninger til dig der er fastansat, freelancer/selvstændig eller ledig.

Søren Malmose

MEDIERNES EFTERUDDANNELSE