Gå til hovedindhold
Bliv medlem Menu

”På studierne skal du gribe chancen for at nørde igennem”

Jacob Ludvigsen blev i 2014 ansat til at starte filmredaktionen op på kulturmediet Soundvenue. Han er lykkedes med at gøre sin hobby til en levevej, hvilket ifølge ham selv skyldes ”hårdt slid, en god portion held og selvfølgelig evner”.

studerende, praktik, film

Sophus Wolf 36-årige Jacob Ludvigsen har en bachelor i Film og Medievidenskab og en kandidat i Medievidenskab fra Københavns Universitet. Han læste et år af sin kandidat i Washington og var i løbet af studierne i praktik på Filmmagasinet Ekko og hos kommunikationsbureauet Radius.

Jeg ved ikke, om jeg havde en helt konkret drøm, da jeg startede på Film og Medievidenskab på KU, for man sidder måske ikke lige der efter gymnasiet og kan se karrieren klart for sig. Men set i bakspejlet har der alligevel været en ret klar rød tråd – og en underliggende drøm. Jeg havde en stor interesse for film og ville gerne lære noget mere om film og ikke mindst se en masse film. Det virkede næsten for godt til at være sandt, at man kunne få SU for at se og snakke om film. Og samtidig syntes jeg også, at medieverdenen og især journalistik var spændende. Allerede i folkeskolen kunne jeg navnene på snart sagt alle journalister på mit barndomshjems avis, Politiken. Så i den forstand er jeg endt med at kombinere to interesser, jeg har haft, siden jeg var helt ung.

Langt henne i min studietid tænkte jeg, at det der med at skrive om film ikke var noget, som jeg kunne komme til at leve af, for det var jo en hobby. Når noget er så sjovt, er det nok ikke noget, man kan leve af. Da jeg startede i praktik hos Ekko, tænkte jeg ”okay, det må jeg lige få udlevet, det der”. Og så kunne jeg senere tage det ’fornuftige’ praktiksted, som kunne føre til en rigtig karriere. Det blev så i kommunikationsverdenen, hvor jeg startede hos Radius. Men så gik det lidt slag i slag, og det viste sig, at jeg faktisk kunne arbejde med min interesse takket være en blanding af hårdt slid, en god portion held og selvfølgelig visse evner.

Der er kommet flere og flere amatør-outlets, hvor man kan komme til orde, og alle kan jo være filmanmelder i dag på en helt anden måde end tidligere. Man kan sagtens finde et site på nettet, der vil bringe ens tekster, næsten uanset hvordan kvaliteten er. Men der er jo ikke kommet mange faste stillinger. Derfor er det også svært at anbefale folk decideret at gå efter den levevej. Men jeg var så heldig, at jeg havde en masse erfaring fra Ekko, og så kom der et opslag i 2014, hvor Soundvenue ville starte en filmredaktion. Det var god timing for mig. Men sådan et opslag om at være filmredaktør på fuld tid… Jeg er ikke sikker på, at jeg har set et siden, og jeg havde heller ikke set et før. De hænger ikke på træerne.

Nørd igennem mens du kan

 

Fordelen ved at vælge en klassisk akademisk uddannelse på for eksempel humaniora er muligheden for at blive specialist. Altså at kunne nørde igennem. Universitetet har givet mig en grundlæggende viden og forståelse for film, som man selvfølgelig godt kan tillære sig selv, men alt andet lige har det støbt et stærkt og sikkert fundament for mit nuværende job at kende filmhistorie, virkemidler og teorier på akademisk niveau. Jeg ville faktisk ønske, at jeg havde nørdet endnu mere igennem under studierne og haglet igennem endnu flere gamle klassikere og læst tykke bøger om film, mens jeg havde mulighed for det. Alle de ting, som kan være rigtig svære, når hverdagen kører her i mit såkaldte voksenliv.

Hvis man læser en humanistisk uddannelse, skyldes det formentlig, at man virkelig er interesseret i et eller andet. Om det så er engelsk litteratur, kunsthistorie eller noget helt tredje, er man startet på den uddannelse, fordi ens hjerte brænder for det. Hvis man bare havde tænkt på sin karriere, havde man nok læst statskundskab eller på CBS eller sådan noget. Og der vil jeg bare anbefale alle, at man forfiner interessen og dyrker den på studierne. Man skal ikke sidde og skrive en masse opgaver, som man tænker kan føre til en bred profil og alle mulige jobs. Jobbet får du alligevel primært ved at få arbejdserfaring uden om studierne. Så på studierne skal du gribe chancen for at nørde igennem.

Kommentarer

Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.

Johnny Frederiksen

Jakob Nielsen

BLIV MEDLEM

Få karriererådgivning, unikke kurser og juridisk hjælp gennem dit professionelle liv i medie- og kommunikationsbranchen.

Jakob Carlsen

DJ HJÆLPER DIG I PRAKTIKKEN

Der er stor forskel på dine muligheder og forhold i praktik, alt efter hvilken uddannelse, du er i gang med.