Gå til hovedindhold
Bliv medlem Menu

På Fyn sprudler freelance-netværket

Journalisten Lene Rimestad dannede i efteråret ’Netværk for fynske freelancere’. Det tæller nu 14 DJ-medlemmer, som jævnligt mødes for at udveksle viden og idéer.

Lene Rimestad

Karen Løth Sass

- Hvad motiverede dig til at oprette netværket?
”Jeg var nystartet freelancer og følte mig lidt alene i verden, fordi jeg har valgt at have kontor hjemme. Derfor tog jeg DJ’s kursus i at facilitere et netværk – med henblik på selv at danne et. Via forbundet og mine egne fagfora, bl.a. på Facebook, fik jeg meldt ideen ud. Det lykkedes at samle 14 engagerede medlemmer med base på Fyn.”


- Hvor ofte mødes I?
”Vi holder et aftenmøde hver sjette uge og et morgenmøde hver sjette uge – de to møder ligger forskudt, så reelt mødes vi hver tredje uge. Værtsrollen går på skift blandt medlemmerne. Aftenmøderne kører efter en fast dagsorden, hvor medlemmerne på skift holder oplæg. Morgenmøderne har en friere ramme; her kan medlemmerne vende akutte arbejdsmæssige udfordringer og få feedback på dem fra de andre. Vi har aftalt mødedatoer for hele 2017, og vi har også planer om en teambuilding-aften, hvor vi skal lave mad sammen.”

- Hvad kan typisk være på dagsordenen ved et netværksmøde?
”Vi har lavet en bruttoliste med ideer til emner, vi vil sætte fokus på ved fremtidige sessions. Det er alt fra etiske spørgsmål til konkrete emner som ’sælg dig selv’. Vores overordnede mål er at hjælpe hinanden til at få et bedre arbejdsliv. Selv om netværket rummer både journalister, tv-producenter, fotografer og kommunikatører, har vi faglige fællesinteresser, som gør, at alle får værdi via netværket.”

- Hvad er den største gevinst ved netværket?
”Fra dag ét har medlemmerne taget ansvar. Jeg planlagde det første møde, men herpå har andre medlemmer aktivt taget teten. Jeg har brugt færre ressourcer, end jeg har fået fra netværket, fordi folk virkelig engagerer sig. Jeg er forundret over, hvor godt gruppen fungerer. Folk hiver fat i hinanden og spørger: ’Kan vi arbejde sammen om det og det?’ Jeg har selv fået kontakt til nye potentielle kunder. I netværket hjælpes vi ad med at hjælpe os selv. Samtidig er der en positiv stemning, som gør, at man bliver glad.”


- Hvad er dit råd til andre freelancere, der drømmer om at starte et netværk?
”Mange har den holdning, at alle faglige aktiviteter skal komme fra forbundet. Hvis tingene ikke foregår i DJ-regi, så findes de ikke. Men har man lyst og overskud til at starte et netværk, skal man gøre det.”

Kommentarer

Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.

Ulla Bechsgaard

man, 02/27/2017 - 13:02

Jeg er med i et DJ-netværk i København med såvel fastansatte som freelancere. For os har det været en udfordring at skaffe lokaler til møderne. Hvordan har gruppen på Fyn klaret den udfordring?