Gå til hovedindhold
Bliv medlem Menu

Overenskomstaftale på plads mellem DJ og TV 2 Danmark

​​​​​​​Med et samlet økonomisk resultat på 5,5 procent i en 3-årig aftale afsluttede DJ og TV 2 i dag forhandlingerne om fornyelse af parternes overenskomst.

Publikum

Jakob Carlsen

Det økonomiske resultat fordeles med 1,5 procent i 2018 og henholdsvis 1,95 og 2,05 procent i de to efterfølgende år.

Samlet set stiger basislønnen på TV 2 med 1000 kr. på de tre år, hvortil der kommer et løft på alles personlige løndel på 275 kr., og et hævet pensionsloft. Desuden 1275 kr. i årene 2019 og 2020, som fordeles efter individuel forhandling.

"Vi mener, at vi med resultatet har sikret, at de TV 2-ansatte realløn forbedres i perioden, i hvert fald hvis de økonomiske vismænds forudsigelser for de næste tre år holder stik", siger DJ´s forhandlingsleder Henrik Bruun.

Udover de økonomiske forbedringer er der ideologiske forbedringer i barselsreglerne, og forbedret forhold for tidsbegrænset ansatte og freelancere, der blandt andet sikres løn på barns første sygedag.

Derudover er videreudnyttelsesrundsummen hævet både for ansatte og freelancere.

Eneste ideologiske indrømmelse er, at juleaftensdag og grundlovsdag for fremtiden ikke er fridage, når de falder i weekenden.

"Oven på et meget fint økonomisk resultat for TV 2 i 2017, havde både Forhandlingsdelegationen og givetvis også de 420 ansatte på overenskomsten gerne set et lidt bedre resultat. Men vores vurdering er, at dette er det bedst opnåelige", siger Henrik Bruun.

DJ´s Hovedbestyrelse skal behandle resultatet på et møde den 9. marts, hvorefter det sendes ud til urafstemning blandt DJ´s medlemmer på TV 2.

Kommentarer

Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.