”Opfordring til angreb på landsforræder og falsk jøde Tine Johansen”
DJ-formand Tine Johansen er som offentlig debattør vant til at modtage det, hun selv kalder ”skrammel-beskeder”, og som hun normalt bare sletter. Men en direkte opfordring til angreb og offentliggørelse af hendes privatadresse overskred grænsen. Samtidig er oplevelsen en anledning til at opfordre alle mediefolk til at anmelde og indrapportere eventuelle trusler til politiet og til DJ og Danske Mediers fælles postkasse, som bl.a. skal hjælpe med at dokumentere problemet med trusler.
Har du oplevet at modtage trusler eller chikane som følge af dit arbejde?
Hvis du arbejder med ledelse, kan du gratis komme med til webinar om digitale trusler:
I sidste uge tikkede en mail ind i DJ-formand Tine Johansens mailbakke. Emnefeltet lød: ”Opfordring til angreb på landsforræder og falsk jøde Tine Johansen”. Selve mailen bestod kun af et screenshot af et tweet på X med teksten: AKTIV MEDLEM AF DANMARKS BESÆTTELSESMAGT, PROFESSIONEL LØGNER OG MORDER FOR ASHKENAZIBANDEN og dernæst Tine Johansens navn og privatadresse og en afsluttende bemærkning om, at hun er ”100% legitimt mål for danske patrioter”.
”Jeg får ind imellem tilsendt emails, hvor nogen fortæller mig, at jeg er en idiot. Men den her mail skilte sig ud. En mand havde kopieret sit eget tweet på X ind i – måske for at sikre sig, at jeg havde set det. Det var decideret en voldelig opfordring, og samtidig havde han gjort sig umage med at finde min privatadresse. Min første indskydelse var, at det bare var det sædvanlige skrammel, der skulle i papirkurven, og jeg har egentlig ikke noget behov for at gøre det her til en stor sag, for jeg kan jo godt se, at afsenderen er langt ude. Men jeg har også en forpligtelse til at gøre, som vi selv opfordrer vores medlemmer til – så jeg indrapporterede mailen til truslermodjournalister@protonmail.com og anmeldte det til politiet,” fortæller Tine Johansen.
Et demokratisk problem
Og udover, at det er stærkt ubehageligt at modtage trusler og chikane, udgør de digitale hadbeskeder et reelt samfundsproblem, mener DJ-formanden.
”Vi ser flere og flere, der enten undgår at debattere bestemte emner eller helt trækker sig fra den offentlige debat. Og det er et giga-problem for demokratiet. Man skal ikke kunne tåle denne slags beskeder for at blande sig i debatten eller som journalist skrive om bestemte emner”, mener hun.
Tine Johansen anerkender, at tonen til tider kan være lidt hård, når debatten går højt på sociale medier. Men hun har en klar grænser for, hvornår noget er en hård tone, og hvornår noget er uacceptabelt.
”Man ved, at når man bliver valgt til en tillidspost, skal man kunne tåle kritik. Man skal slå ørerne ud og ikke være for ømskindet. Og man er jo en gang imellem i infight i debatten, hvor man går lidt hårdt til hinanden og taler med store bogstaver. Det gør jeg også selv, og sådan skal det være. Men trusler og chikane er noget helt andet. Jeg har fået en del grove løjer i mine indbakker i løbet af de seneste år – og det er blevet mere og mere. Særligt hvis jeg udtaler mig om køn og ligestilling, føles det som, at der sidder nogen klar derude til at skrive til mig med det samme og fortælle mig, at jeg er en idiot. Og normalt sletter jeg bare den slags. Men mailen med en direkte opfordring til vold var over min grænse. Og det er da ubehageligt, at man kan trigge nogen til at reagere så voldsomt og skrive den slags,” siger hun.
Et dokumentationsproblem
Netop fordi Dansk Journalistforbund – Medier & Kommunikation oplever et stigende chikane-pres mod journalister, der blot passer deres arbejde, gik forbundet sidste år sammen med en række andre aktører for at dokumentere problemets omfang. På vegne af Justitsministeriet og Kulturministeriet etablerede DJ, Danske Medier og International Media Support mailadressen truslermodjournalister@protonmail.com. Her kan alle journalister og øvrige mediefolk, der oplever at blive truet eller chikaneret, indrapportere deres oplevelser.
”Vi har en god dialog med myndighederne, men vi har også et dokumentationsproblem. Det er derfor, vi har oprettet denne mailboks til at indsamle indrapporteringer om trusler og chikane. Den har jeg selv skrevet til nu og vil opfordre alle andre til at gøre det samme. På den måde kan vi sort på hvidt dokumentere trusler og chikane over for myndighederne,” siger Tine Johansen.
Og direktør i Danske Medier, Mads Brandstrup, bakker hende op:
"Journalister og medier arbejder under større pres i en stadig mere kompleks verden, som de skal berette om. Samtidig bringer sociale medier og vores digitale verden en ny kanal for hadefulde ytringer og trusler rettet mod journalister, som er svære at styre og kontrollere. Det må ikke være ensbetydende med, at flere journalister er utrygge eller føler sig overset, hvis de udsættes for trusler eller chikane i deres arbejde. Vi skal passe på vores journalister og styrke deres sikkerhed. Derfor er det afgørende, at vi har en kanal, som journalister kan indberette chikane og trusler til," siger han.
Kommentarer