Gå til hovedindhold
Bliv medlem Menu

”Om jeg sidder i Rådmandsgade eller på Costa Rica, det betyder ikke noget”

Skrivende journalist Kristian Sjøgreen og professionel speaker Mille Bruun Sjøgreen har netop taget flyet til Island, som er første stop på jordomrejsen med deres to børn. Planen er ikke at holde ferie, men at arbejde som freelancere undervejs.

Jonas Pryner

Jonas Pryner

Et par råd fra Mille Bruun Sjøgreen til freelancere, der overvejer at rejse ud

”Forbered dine kunder på, at der sker en ændring – og plej kontakten. Jeg har udnyttet, at når jeg cirka hver tredje måned var i Danmark, kunne jeg ringe til mine kunder og sige: ’Hey, jeg er hjemme et smut, skal jeg ikke lige kigge forbi til en kop kaffe?’. Det har gjort, at jeg har været top of mind hos dem, selvom jeg boede langt væk.”

”Hav dit udstyr i orden. Hvis ikke du kan levere samme kvalitet som dem derhjemme, så får du ikke opgaven. Jeg har booket et helt studie, jeg skal have med i en stor taske. Den er ikke nem at rejse rundt med, men det er forudsætningen for at lande opgaverne. Jeg kan ikke speake i et klædeskab, men skal have den bedste lyd.”

Det skal du tænke på, hvis du skal arbejde som freelancer eller selvstændig i udlandet

Sikkerheden. Det er af den største vigtighed, at du sikrer dig, at du har styr på sikkerheden, når du begiver dig til udlandet. Her er DJ’s guide til rejsesikkerhed.

Sommerferien er forbi og mange af os er tilbage i en hverdag med fast kontorplads, cykelture i regnvejr og børn, der skal hentes. Inden det bliver alt for mørkt.

Sommerferien er forbi, og mange af os er tilbage i en hverdag med fast kontorplads, cykelture i regnvejr og børn, der skal hentes. Inden det bliver alt for mørkt.

Sådan så hverdagen også ud for journalistparret Mille Bruun Sjøgreen og Kristian Sjøgreen, indtil det en aften for fem år siden på en trappesten i København besluttede sig for et anderledes liv. Parret flyttede til Spanien med dets to børn, Elva og Vigfus, på dengang tre og fem. Her boede og arbejdede de som freelancere i fem år, inden de i foråret besluttede at udfordre hverdagen endnu engang – og tage børnene med på en jordomrejse. Uden fast bagkant.

”Planen er sådan set bare at udfordre vores liv. Der er jo ikke noget galt i at blive rystet lidt i sin grundvold engang imellem, vel?”

Island, Canada, USA, Sydamerika, Mexico, Costa Rica, Panama, Ecuador, Bolivia, Stillehavsøerne og Japan er blandt de lande, parret gerne vil opleve i løbet af det næste års tid.

Net og billige telefontakster gør det nemt

Arbejdsmæssigt har de allerede overvundet den største udfordring. Som at vænne kunderne til, at det meste kan løses over nettet og telefonen – og ikke kræver fysiske møder. Kristian Sjøgreen, der er videnskabsjournalist, og som blandt andet skriver fast for onlinemediet Videnskab.dk, er ikke så nervøs for, om de kan få arbejdet til at fungere.

”Jeg tror, det er en forældet tankegang, at det ikke kan lade sig gøre med internettet og de billige telefontakster, vi har i dag. Jeg skal måske ringe til to forskere om dagen og skrive en videnskabsartikel. Om jeg sidder i Rådmandsgade eller på Costa Rica, det betyder ikke noget,” mener Kristian Sjøgreen og tilføjer:

”En vigtig del af vores arbejde er så bare at sørge for, at vores kunder ikke mærker forskellen. De skal kunne stole på, at de får det samme produkt – uanset hvor jeg befinder mig på jordkloden.”

Et professionelt studie i rygsækken

For Mille Bruun Sjøgreen har udflytningen krævet større fleksibilitet og mere kundepleje. Hun får sin hovedindkomst som professionel speaker og har fysisk arbejdet fra forskellige studier i København.

”Inden vi flyttede til Spanien, gik mine overvejelser på, hvordan mine kunder ville tage det. Derudover var jeg også en lille smule bange for janteloven. Altså at mine kunder ville tænke: ’Hun skal ikke sidde dernede i varmen og tro, at hun kan få lov til at tjene så mange penge’.”

Op til flytningen tog hun derfor rundt til alle sine kunder og fortalte dem om projektet.

”Jeg så dem i øjnene og sagde, de skulle vide, at jeg til hver en tid ville komme hjem, hvis de fik brug for mig i studiet. Spanien er kun tre timer væk i en flyver.”

Hun rejser rundt med professionelt optageudstyr for at holde kvalitetsniveauet. Udover arbejdet som speaker skriver hun indimellem for BT og har netop startet podcasten Den digitale nomade.

”Podcasten handler både om at være freelancer i udlandet og om de udfordringer, jeg møder i vores rejsende arbejdsliv, og mere generelt om fremtidsudsigterne for freelancere i mediebranchen. Det er ikke et medieprojekt, jeg tjener penge på lige nu, men det regner jeg med at gøre på sigt.”

Jonas Pryner

Jonas Pryner

Tidsforskellen den største udfordring

Selvom de altid har rejst meget, også udenfor Spanien, har de trods alt haft en base med kaffe, internet og børn, der gik i skole. Fremover skal de arbejde fra hoteller, hytter på stranden eller lodges i junglen med deres børn omkring sig.

Det bekymrer dem ikke. Børnene skal undervises over Skype af deres tidligere lærer. De taler tre sprog og er fagligt foran efter årene i international skole i Spanien.

”Tidsforskellen bliver den største udfordring, og det er vi meget bevidste om ikke er kundernes problem, men vores. Men helt ærligt, så må vi stå tidligt op engang imellem. Det er for mig en billig pris at betale for at få lov til at tage sit liv og flytte det ud i verden,” siger Kristian Sjøgreen og suppleres af sin kone:

”Jeg sagde til mine kunder, da vi flyttede til Spanien, at jeg kom hjem, hvis de syntes, det var nødvendigt. Det har det været to gange på fem år, og jeg forventer derfor, at mit arbejdsliv kan fortsætte nogenlunde som nu.”

Mille Bruun Sjøgreen har valgt ikke at fortælle sine kunder om rejseplanerne, som hun gjorde, da de flyttede til Spanien.

”Jeg har vurderet, at det bliver for stor en mundfuld, da jeg vil være i andre tidszoner meget af tiden. Så jeg tager den undervejs og finder ud af løbende, hvordan det fungerer bedst. I modsætning til da vi rejste til Spanien, ved jeg nu, at det godt kan lade sig gøre.”

Han kigger på hende og siger, at det nok skal gå.

”Mange redaktører vil gerne have freelancere, som er det by choice og ikke af nød. Vi har valgt freelancelivet aktivt til, og det er kun positivt i forhold til at fastholde vores kunder.”

Budget på 50.000 kroner

Parret har budgetteret med til sammen at skulle tjene 50.000 kroner om måneden.

”Skulle vi miste kunder undervejs, må vi jo skære i budgettet. Spise ude lidt færre gange og bo lidt billigere, end vi har planlagt. Det er simpel købmandsregning,” siger han og lader hende uddybe:

”Huslejen og dagligdagen er de fleste steder i verden langt billigere, end den er i København. Rejser du for eksempel i Østen, er én dansk indkomst nok. Ved at rejse ud får du derfor mulighed for at lave mere af det, du brænder for, men ikke tjener en masse penge på.”

Mille Bruun Sjøgreen fortæller, at hendes mand for eksempel tog et år ud af kalenderen for at skrive fem fantasy-bøger. Fordi han havde lyst. Noget, han ikke kunne have gjort med adresse i København.

”Vi forsøger at leve efter mottoet: ’Hvad er det værste, der kan ske’. Og hvis vi virkelig rammer bunden, må vi flytte hjem igen, og jeg må søge et fast job i en kommunikationsafdeling på et universitet eller lignende. Hvor privilegeret er man lige, når det er det værste, der kan ske?,” siger Kristian Sjøgreen.

”Det var klogt sagt, skat. Jeg er helt enig.”

Kommentarer

Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.

Birgitte Kabel

tor, 08/17/2017 - 11:29

REJSE med FAG

Line Wolf Nielsen

tir, 08/22/2017 - 14:49

Spændende at læse om andre måder at være journalist på. Tillykke med beslutningen Mille og Kristian.