Gå til hovedindhold
Bliv medlem Menu

Ny undersøgelse om medlemmernes tilfredshed på vej i DJ

Inden for kort tid vil alle DJ-medlemmer modtage et link til en undersøgelse af medlemstilfredshed. "Det er afgørende for os at vide, hvordan medlemmerne oplever og vurderer DJ," siger formand Tine Johansen.

DJ gør klar til at rulle en ny stor medlemsundersøgelse ud. Sidst en større gruppe medlemmer blev bedt om at vurdere forbundet, var i 2019. Denne gang bliver samtlige medlemmer spurgt, og DJ håber på stor tilslutning.

"Det er selvfølgelig helt afgørende for en medlemsorganisation som DJ at vide, hvordan medlemmerne ser på os. For alt, vi foretager os, er jo for medlemmernes skyld. Derfor håber jeg også, at rigtig mange medlemmer vil tage sig tid til at besvare spørgeskemaet. Både dem, der har stor berøring med os, og dem, der måske har meget lidt kontakt til DJ. Det er vigtigt at få en stor og bred deltagergruppe, så vi får et repræsentativt resultat," siger Tine Johansen.

Medlemsundersøgelsen udføres af konsulentvirksomheden Ennova, som også har stået bag tidligere medlemsundersøgelser i DJ. Ennova har stor erfaring med medlemsundersøgelser i organisationer og vil kunne holde det nye resultat op med de tidligere undersøgelser.

Alle DJ-medlemmer vil modtage et link til undersøgelsen tirsdag den 23. august. Indsamlingen af svar afsluttes onsdag den 7. september. Så snart analysearbejdet af svarene er afsluttet, vil resultaterne blive offentliggjort på DJ's hjemmeside. Forventeligt i slutningen af september.

Kommentarer