Gå til hovedindhold
Bliv medlem

Nu er der åbent for forslag til Cavlingprisen 2023

Send dit forslag til, hvem du synes skal modtage Cavlingprisen 2023 senest 1. november kl. 12.00. Se hvordan du indsender forslag her.

Følg med i indkomne forslag, se tidligere vindere og læs retningslinjer for forslag til Cavlingprisen:

Alt om Cavlingprisen

Fredag den 5. januar 2024 kl. 15 bliver Cavlingprisen igen uddelt til en journalist eller en gruppe journalister, der i særlig grad har udvist initiativ og talent i det forgangne år. Du har indflydelse på, hvem der skal hyldes på podiet i Arbejdermuseets festsal den fredag eftermiddag. 

Du indsender et forslag ved at gøre følgende

  1. Skriv en mail til Steffen Lund og skriv, hvem du vil foreslå, og hvem der står bag forslaget. Medsend en motivering for dit forslag.
  2. Indsend bilag for det foreslåede projekt. Alle bilag skal være DJ i hænde senest onsdag den 1. november kl. 12. Forslag eller materiale modtaget efter deadline medtages ikke.

De udvalgte bilag i form af bøger, artikelserier, radio- og tv-udsendelser skal fremsendes i original form og i seks eksemplarer. Programlængde i timer/minutter skal anføres på tv- og radioindslag. Alene det materiale der er væsentligt for bedømmelsen af den journalistiske præsentation, skal medsendes.

Retningslinjer omkring digitale projekter 

Foreslåede digitale projekter skal indeholde et link til projektet. Af hensyn til dokumentation skal kopier af alle journalistiske dele af materialet, der er væsentlige for bedømmelsen, afleveres i seks eksemplarer. Tekst skal printes, lyd og billede afleveres på USB-nøgle.
Hvis indholdet er beskyttet bag abonnement/login, skal der tillige afleveres login og kode til én fælles bruger.

Artikler skal leveres i original skriftstørrelse. Radio- og tv-udsendelser skal leveres på usb-stick. 

Det er både muligt at sende bilag med posten til Dansk Journalistforbund, Gl. Strand 46, 1202 København K. Du kan også møde op personligt og indlevere det indenfor DJ's åbningstid.

Det er alene forslagsstillerens ansvar at sikre sig, at materialet er fuldstændigt og afleveret til tiden.

Hvis du vil være sikker på at få en kvittering for modtagelse af materialet, skal du aflevere det senest 31. oktober kl. 12. Vi kan ikke garantere, at du kan få en kvittering for aflevering på deadline-dag, da der er stort pres på modtagelsen den dag.

Cavlingkomitéen kan anmode forslagsstillere om at indsende yderligere dokumentation, ligesom komitéen kan afvise forslag, der vurderes at være i uoverensstemmelse med Cavlingprisens hensigt, historie og traditioner.

Følg med i alle de indkomne forslag, der løbende opdateres her

Kommentarer