Gå til hovedindhold
Bliv medlem Menu

Noget at glæde sig over - og noget at glæde sig til

En sommerhilsen fra DJ’s formand og næstformand.

Formandsskabet

Jacob Nielsen

Det er højsæson for at holde ferie, og mange af Dansk Journalistforbunds medlemmer har sikkert slået autosvaret til og holder nu fri. Dansk Journalistforbunds formand og næstformand vil gerne ønske alle medlemmer en god sommer. Både dem, der holder ferie, og dem, der arbejder. Og så er sommertiden et godt tidspunkt til at se både frem og tilbage på noget af det, der er grund til at glæde sig over og glæde sig til.

3 ting at glæde sig over:
 

Ny medieaftale
I maj landede der endelig en ny Medieaftale. Og der er flere ting at glæde sig over i den. Først og fremmest skal modtagere af offentlig støtte sørge for ordnede forhold. Det er første gang, at der stilles krav om ordentlige løn- og arbejdsforhold i en medieaftale. Det var et stort ønske fra vores side, og vi er utrolig glade for og stolte af, at det er med i den endelige aftale. Nu venter der et stort og vigtigt arbejde med at afdække udfordringerne og få etableret enighed om et egentligt kædeansvar, som vi i DJ vil give meget høj prioritet.

Nyvalg i EFJ
Mens kongressen i det Internationale Journalistforbund (IFJ) bestemt ikke forløb, som DJ kunne have ønsket sig, gik det anderledes, da der kort efter var kongres i det Europæiske Journalistforbund (EFJ). Således fik DJ både valgt sin foretrukne kandidat til at efterfølge Mogens Blicher Bjerregård som formand, nemlig Maja Sever fra Kroatien, og valgt DJ-næstformand Allan Boye Thulstrup ind i bestyrelsen samt vedtaget flere vigtige vedtægtsændringer.

Oprigtig interesse fra Beskæftigelsesministeren i freelancere og selvstændiges arbejdsvilkår
I midten af juni var DJ-formand Tine Johansen inviteret til rundbordssamtale i beskæftigelsesministeriet hos minister Peter Hummelgaard. Dagsordenen var fokuseret på freelancere og selvstændiges arbejdsvilkår, og beskæftigelsesministeren var oprigtigt interesseret i at lytte og i øvrigt i at fortsætte dialogen. Det er meget opløftende, og DJ vil bestemt tage Hummelgaard på ordet og opretholde forbindelsen.

3 ting at glæde sig til
 

Nye konkurrenceregler i EU
Der er heldigvis nye toner fra EU i forhold til fælles forhandlinger om løn og arbejdsvilkår for solo-selvstændige (selvstændige med eget CVR-nummer, men uden ansatte). Som følge af den udvikling flere lande har set med kreativt konstruerede selskabsformer, hvor firmaer ikke ansætter medarbejdere, men ”samarbejder” med selvstændige som fx hos Wolt og Nemlig.com, har EU åbnet for, at solo-selvstændige kan få lov til at forhandle kollektivt. Det vil forhåbentligt betyde, at vi i DJ fx kan forhandle fælles løn- og arbejdsvilkår. Det kan blive et stort skridt mod at sikre rimelige vilkår for en stor gruppe medlemmer, der har været og er meget presset på både løn og arbejdsvilkår. Det glæder vi os meget til!

Fagfestival
Endelig kan vi igen få lov at glæde os til at samles med kollegaer til Fagfestival i Odense. Coronaen stjal 2020-udgaven fra os, så der er virkelig lagt op til et brag af en revanche, når dørene åbner til Odeon i Odense søndag 6. november. Vi glæder os til både stærke, faglige input, til at mødes med tidligere kollegaer og studiekammerater og selvfølgelig til at feste sammen. Du kan allerede købe billet nu og være med.

Overenskomstforhandlinger
I 2023 skal DJ blandt andet forhandle sine tre største overenskomster: DR, TV 2 og DMA-overenskomsten, der dækker dagbladsområdet og Ritzaus Bureau. Desuden skal Medieaftalerne, der er kollektive aftaler med organisationer og private virksomheder for freelancere, genforhandles. Forberedelserne går allerede i gang i år, og vi glæder os. Overenskomstforhandlinger er en af DJ’s kerneopgaver, og det er her, vi for alvor har mulighed for at sikre og forbedre både fastansattes og freelanceres løn- og arbejdsvilkår.
Lige nu ser vi frem til sol og sommer, og så glæder vi os til at møde en masse af jer igen efter ferien.

God sommer til faste, frie og alle derimellem
Tine Johansen og Allan Boye Thulstrup
Formand og næstformand i Dansk Journalistforbund

Kommentarer