Gå til hovedindhold
Bliv medlem Menu

Nedskæringer koster mange DJ-medlemmer jobbet

November er en voldsomt trist måned for mange DJ-medlemmer, der enten selv mister jobbet eller i fremtiden må undvære kolleger på grund af sparerunder og nedskæringer. Tine Johansen, der er formand for DJ, er dybt berørt af situationen.

Tine Johansen

Benita Marcussen

For næsten 14 dage siden varslede JP/Politikens hus, Det Nordjyske Mediehus og Lolland-Falsters Folketidende store sparerunder. Siden da har tillidsrepræsentanterne knoklet stenhårdt for at undgå nedbringe antallet af deciderede fyringer. Derfor er der indgået mange aftaler om frivillige fratrædelser - men under pressede og svære omstændigheder - og samtidig er der også gennemført reelle fyringer.  

Trist dag i medie-Danmark

DJ-formand Tine Johansen er dybt berørt over de aktuelle fyringer og nedskæringer, som også for nylig har berørt Bonnier og Egmont. 

”Det er en meget trist tid i medie-Danmark. Særligt for de kollegaer, der nu mister deres arbejde,” siger Tine Johansen. 

“Så jeg tænker meget på alle kollegerne rundt omkring. Og i dag vil jeg også anerkende og takke de mange tillidsfolkene, der har gjort et enormt arbejde for kollegerne både ved at lytte og støtte menneskeligt, og som i krævende forhandlinger med deres ledelser er lykkedes med at finde alternativer til fyringer,” siger hun.  

“Processen har på en meget trist baggrund vist værdien af gode og stærke overenskomster, der giver os krav på at forhandle og blive hørt, når der varsles fyringer. Og når det lykkes at nå resultater, er det fordi, at der er virkelig dygtige og arbejdsomme tillidsrepræsentanter ude på arbejdspladserne,” siger hun. 

Tine Johansen opfordrer nu ledelserne i de berørte mediehuse til at tage ansvaret for den svære tid, der følger efter fyringer og fratrædelsesaftaler. 

“I DJ er der stor opmærksomhed på både de medlemmer, der nu skal finde nye veje i arbejdslivet, men vi ved, at også de tilbageværende medlemmer på de berørte arbejdspladser er hårdt ramt. Det er stressende at skulle igennem en sparerunde, og når man så bliver færre til at løfte opgaverne, kan tempoet blive skruet meget i vejret for den enkelte. Derfor venter der et stort stykke arbejde for at sikre et arbejdsmiljø, der ikke presser de tilbageværende medarbejdere yderligere,” mener hun. 

DJ har igen i denne uge konsulenter til stede flere steder i landet for at støtte tillidsrepræsentanterne, og alle berørte medlemmer er naturligvis altid velkomne til at kontakte DJ. 

Skab ro om medieaftalen

Tine Johansen opfordrer efter de aktuelle spareplaner og fyringer politikerne på Christiansborg til at holde fast i de løfter, der er givet om at støtte særligt de lokale og regionale medier, selv om valget har skabt ny debat om forårets medieaftale: 

”Overordnet er jeg bekymret for, at nogle medier er meget trængte på økonomien. Det rammer demokratiet – og ikke mindst det lokale demokrati – når regionale medier skærer ned. Og derfor mener jeg også, det er passende at sige til de ny- og genvalgte på Christiansborg, at der er stort behov for vished om støtten de kommende år til ikke mindst de lokale og regionale medier,” siger hun.  

Kommentarer