Gå til hovedindhold
Bliv medlem Menu

Mogens Blicher genvalgt som europæisk journalist-præsident

Ved EFJ’s generalforsamling i Sarajevo i sidste ude blev tidligere DJ-formand Mogens Blicher Bjerregård valgt for en ny treårig periode. Fokus er på kamp for frihed i medierne og på at genoprette økonomien i organisationen.

Der var ingen modkandidater til den siddende præsident, så det var ikke den store overraskelse, at tidlige formand for DJ Mogens Blicher Bjerregård i sidste uge kunne lade sig genvælge af de forsamlede delegerede fra de europæiske lande, der deltog i European Federeation of Journalists (EFJ) årsmøde i Bosnien-Hercegovina. 110 stemte for, 40 imod og fem stemmer var blanke.

Et af de steder Mogens Blicher Bjerregård og EFJ vil have sit fokus de næste år er blandt andet på ophavsretten:

"Den vigtigste udfordring set med danske øjne er at sikre vores danske og nordiske model for ophavsretten, når EU til efteråret præsenterer et direktivforslag om en reform af ophavsretten. Det har vi indtil nu brugt mange kræfter på og vil fortsætte med. Det gælder også en række andre EU-direktiver, som har betydning for journalisters arbejdsvilkår, for eksempel beskyttelse af whistleblowere, som lige nu er helt i top på agendaen”, siger Mogens Blicher Bjerregård.

”Vi vil også se meget mere grænseoverskridende arbejde, når det gælder de digitale medier. Her kan EFJ blive bedre til at være drivkraft i at hjælpe vores medlemsforbund, når det gælder samarbejde om aftaler. Og så håber jeg, vi kan tage initiativ til en dialog med og blandt arbejdsgiverne på tværs af medieplatformene. Den helt store udfordring for de europæiske medier er nemlig at kunne stå styrket i forhold til den gigantiske globale medieindustri anført af blandt andet Google, Amazon og Disney.”

Mogens Blicher Bjerregård understreger, at vilkårene for mediefolk i Europa er også meget forskellige. I Sydøsteuropa er der behov for en massiv tilstedeværelse med kapacitetsopbygning af forbund, kampen for pressefrihed og mindst journalisters sikkerhed. I Tyrkiet er pressefriheden stort set væk og 32 journalister sidder i fængsel.

Læs Mogens Blicher Bjerregårds tale til de delegerede i Sarajevo

DJ og de øvrige nordiske lande stod i spidsen for at fremme Mogens Blicher Bjerregårds kandidatur til en nye periode i EFJ. DJ-formand Lars Werge og næstformand Tine Johansen deltog i kongressen.

Kommentarer

Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.