Gå til hovedindhold
Bliv medlem Menu

Mød DJ's længst værende medlem, Fritz Jørgensen

Han har været medlem af DJ siden 1947 og er dermed den, der har været i DJ i længst tid. Dyk med ned i Fritz Jørgensens detaljerede hukommelse om at blive forfulgt af Gestapo, om at arbejde i over 41 år på Århus Stiftstidende, og om at få gravet liget af en forsvundet gårdejer op i Gøteborg.

Fritz Jørgensen

DJ

Fritz Jørgensen er DJ’s længst værende medlem. Men det var tæt på, at han slet ikke blev medlem til at starte med. For i sit første år som journalistelev på Lolland Falsters Stiftstidende i 1944 kom der en dag to unge mænd ind på redaktionen og spurgte efter den dengang 18-årige Fritz. 

”De ville have mig med i modstandsbevægelsen. Det sagde jeg ja til. Så fik jeg forskellige opgaver – en af dem var den 3. november 1944. Vi skulle flytte noget sprængstof, men røg i en fælde og blev taget af tyskerne. Det var tæt på min makkers bopæl, som de ransagede, og da fandt de en maskinpistol. Så vi blev sat i håndjern og kørt til forhør og endte i Vestre Fængsel i København. Der sad jeg fem måneder. Hver morgen kl. 7.30 kom vagterne gående med raslende nøgler. Er det mon min tur til at blive hentet til forhør nu? Og flere gange var det min tur, og jeg blev kørt til ofte meget hårdhændede forhør i Shell Huset. Men jeg fortalte ingenting,” fortæller Fritz Jørgensen.

På flugt fra Gestapo

”En konservativ folketingskandidat fra Nykøbing fik at vide, jeg sad i fængsel. Han havde læst jura med en dansker, som var ansat hos tyskerne i Shell-huset, og han fik mig løsladt. Jeg kom ud en uge før briterne bombede Shell huset – og straks derpå efterlyste Gestapo mig igen, og jeg måtte gå under jorden resten af krigen. Så jeg blev smuglet til Lolland og gemte mig hos en præst, men måtte på et tidspunkt flygte ud ad vinduet med hunde i hælene gennem et vandløb. Jeg slap fra dem og gemte mig hos præsten igen indtil befrielsen.”

Mange andre modstandsfolk - heriblandt flere af Frtiz' kammerater - nåede ikke at opleve befrielsen.

Fritz stemte ja til sammenlægningen 

Det er forår i Brabrand 76 år senere, og Fritz tager imod journalist og en flaske portvin i hans og hustruens selvbyggede parcelhus, hvor de har boet i 63 år.

At han er det DJ-medlem, der har været medlem af forbundet (inklusiv tiden i Provinsjournalistforeningen før Dansk Journalistforbund blev stiftet) i længst tid, kommer lidt bag på ham, men da den tidligere indehaver af ”titlen” netop har meldt sig ud som 102-årig, er det altså 94-årige Fritz, der besidder titlen nu.

Men at Dansk Journalistforbund fylder 60 år i år, kommer til gengæld ikke bag på ham. For Fritz Jørgensen var selv med til at stemme for, da Dansk Journalistforening (tidligere Provinsjournalistforeningen), Socialdemokratisk Presseforening og Københavns Journalistforbund i 1960 blev enige om at slutte sig sammen til et reelt journalistfagforbund med virkning fra januar 1961.

Jeg var med til fællesmødet i Aalborg om sammenslutning af foreningerne. Jeg var med som delegeret, vi skulle stemme, og jeg stemte for. Et fælles fagforbund gav os en helt anden styrke. Og det lød også lidt nedsættende at hedde provinsjournalisterne. Vi blev ikke regnet for så meget som københavnerne, følte jeg. Så det gav god mening.”

I lære til 75 kr. om måneden

Fritz Jørgensen var dengang ansat på Århus Stiftstidende – avisen, som han har tilbragt klart størstedelen af sin karriere hos. Men helt formelt begyndte hans tid som journalist i 1947, da han blev endeligt uddannet og kunne modtage sit pressekort.

”Jeg kom i lære som journalist på Lolland Falsters Stiftstidende i 1944 på Provinsjournalistforeningens fastsatte elevløn, der udløste 75 kr. om måneden det første år, 125. kr. det næste, og 175. kr. det sidste år. Og det var sgu mange penge dengang. Og så endelig efter de tre år som elev fik jeg pressekortet. Det var jeg meget stolt af,” husker Fritz Jørgensen, som derpå straks skulle i gang med jobsøgningen.

”Der var kun tre ledige stillinger i Danmark dengang, og de var slået op i Journalistbladet: en på Bornholm, en på Mors og en på Horsens folkeblad. Og heldigvis fik jeg den i Horsens.”

Den forsvundne gårdejer

Fritz Jørgensen nåede derefter forbi både Silkeborg Avis og en ansættelse i hærens pressetjeneste i København, inden han i efteråret 1952 blev ringet op af Århus Stiftstidende, der tilbød ham ansættelse. Det var den største avis i Jylland, så han sagde ja tak. Og så tilbragte Fritz ellers de næste 41½ år på Århus Stiftstidende.

”Jeg havde især kriminalstoffet og kan huske en historie med en gårdejer der var forsvundet ude i Herskind. De havde fundet hans cykel på havnen og antog ham som druknet, men man kunne ikke finde liget. Men en dag så jeg en notits i Gøteborg Posten om, at man havde fundet en strandvasker, som de kunne se måtte være dansk. Fordi han havde sin pung på sig. Han blev begravet i Sverige. Jeg tænkte dog, at det kunne være gårdejeren, og så gik jeg i samarbejde med lodserne på havnen om at undersøge strømforholdene – og det passede med, at en person ville drive i land i Sverige. Og efter lange forhandlinger, blev liget gravet op, og han blev identificeret som den forsvundne gårdejer. Først da kunne enken få lov at drive gården videre, og i mange år derefter fik jeg en buket blomster på årsdagen fra hende,” fortæller han.

Moderne journalister...

Fritz Jørgensen nåede også at være både i redaktionssekretariatet, være redaktionschef samt kronik- og debatredaktør.

”Det lykkedes mig at oprette mange gode forbindelser til politikerne dengang, og jeg havde en ugentlig klumme om Christiansborg. Mange ministre opsøgte mig, når de kom en tur til Aarhus, og jeg kunne ringe direkte til Uffe Ellemann-Jensen, da han var udenrigsminister. Det er sgu noget andet i dag,” siger han med et grin.

I 1994 gik Fritz på pension, men han holder sig stadig opdateret og abonnerer på Århus Stiftstidende endnu. Og han har da også et par betragtninger om moderne journalistik:

”Journalister i dag skriver alt for langt. En af hovedteserne, da jeg var i lære var, at man skulle skrive kort og præcist. Og så blev der lagt meget høj vægt på etikken dengang. Vi lærte, at hvis vi havde en historie, hvor ikke have et svar fra en eventuel modpart, så bragte vi ikke historien. I dag ser jeg alt for tit, at der står ”vi har forgæves forsøgt at få en kommentar..” Den duede ikke – så bragte vi ikke historien.”

”Og vi var De’s på avisen. Redaktionssekretæren sagde: ”De må gerne skrive let og levende, men aldrig pynte på historien – det svækker historien på den lange bane”. Vi skulle skrive nøgternt og så kort som muligt. Ikke bruge fremmedord, hvis der fandtes et dansk ord. Desuden skulle man skulle altid sørge for a vær klædt ordentligt på til lejligheden. Det kunne have betydning for et interview, hvis ikke tøjet var i orden,” fortæller Fritz Jørgensen i stuen i Brabrand-villaen ulasteligt iklædt jakke og skjorte, mens DJ’s udsendte medarbejder i sine jeans og sweater efter interviewet overvejer, om det mon var en lille hentydning. I så fald er den modtaget og anerkendt. Når man har været medlem af DJ i næsten 75 år er det helt klart tilladt at rette lidt på DJ-medarbejdernes påklædning.

Fritz med avis

DJ Fritz Jørgensen holder selvfølgelig stadig Århus Stiftstidende.

Kommentarer

Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.

Jørgen Søes Hejlsvig

fre, 04/16/2021 - 14:37

Avisen har heddet Aarhuus Stiftstidende med 2 u’er og nu Århus Stiftstidende
Mvh Jørgen Søes Hejlsvig, der var der i 34 pr bl. a. sammen med Fritz. Hvis en ansøger i sin tid stavede avisens navn forkert, så blev den pågældende forbigået