Gå til hovedindhold
Bliv medlem

Merete Ejsing Horn modtager Carsten Nielsen legatet 2023

Tillidsrepræsentant i Det Nordjyske Mediehus, Merete Ejsing Horn, modtager det hæderfulde Carsten Nielsen legat samt 20.000 kr. Stort tillykke til Merete!

Carsten Nielsen legatet

Michael Drost-Hansen

Carsten Nielsen Legatet og den medfølgende skultur af Jørgen Haugen Sørensen gives hvert år til et forbundsmedlem, der ”med udtryksmæssig gennemslagskraft har præget samfunds­- og kulturdebatten, eller som har markeret sig ved en særlig faglig indsats”.

Læs mere om Carsten Nielsen legatet og se tidligere modtagere

Carsten Nielsen legatet

Michael Drost-Hansen

"Merete har på ypperlig vis dokumenteret, at en ihærdig, flittig og stædig tillidsrepræsentant gør en stor forskel. Det er klassisk tillidsmandsarbejde, når det er allerbedst, udført i en tid, hvor det ikke alle steder på ledelsesgangene umiddelbart har været naturligt at involvere tillidsrepræsentanten. Merete har gjort meget mere, end man kan forvente," sagde DJ-formand Tine Johansen, da hun søndag aften afslørede Merete Ejsing Horn som modtager af Carsten Nielsen Legatet over for de delegerede på DJ's delegeretmøde.

Merete Ejsing Horn efterfulgte i efteråret 2016 den mangeårige tillidsrepræsentant Torben Duch Holm. Hun har siden navigeret i et farvand, hvor årlige omfattende spareplaner har været normen. Det skønnes, at op imod 80 DJ-medlemmer frivilligt eller ufrivilligt har forladt mediehuset som led i besparelser i hendes tid som tillidsrepræsentant. For dem har Merete Ejsing Horn næsten 24/7 stået til rådighed med rådgivning og støtte. Hun har dermed været med til at sikre, at mange af de nu forhenværende kolleger er kommet godt videre.

Det var en meget rørt og glad Merete Ejsing Horn, der modtog Carsten Nielsen Legatet og stående klapsalver fra de flere hundrede fagligt aktive DJ-medlemmer, der her søndag og mandag er til delegeretmøde i Kolding.

Kommentarer