Gå til hovedindhold
Bliv medlem Menu

Medierapport: Forsigtig stigning i de danske nyhedsmediers troværdighed

Tilliden til dansk nyhedsformidling er forsigtigt stigende, hvor tiden, vi bruger sammen foran skærmen er støt faldende. Få her et indblik i DR Medieforsknings årlige rapport om danskernes medievaner.

Fake News fylder meget som begreb, men ifølge DR Medieforskning, er vores tillid til medierne faktisk steget en lille smule i 2017. 68 procent har angivet, at de har en meget høj eller høj tillid til de danske nyhedsmedier, hvor kun knap fire procent angiver, at de i mindre grad (eller slet ikke) har tillid til dansk nyhedsformidling.

Mere surfing på mobilen fremfor computeren

2017 blev året, hvor kurven knækkede, og vi brugte mere tid på nettet på vores mobiltelefoner fremfor på vores computere. Tv2.dk og dr.dk er de mediesites, vi bruger mest tid på. Målt på tidsforbruget går det godt på danske mediesites, det er steget fra 2016 til 2017, men i forhold til forretningsdelen (og reel indflydelse på distribution og annoncering) er udenlandske virksomheder som Facebook og Google de meste indflydelsesrige.

Unge vælger traditionelt tv fra

Vi ser et par minutters mindre tv om dagen i 2017, end vi gjorde i 2016. Det skyldes en fortsat stigende diversitet mellem de unge og de ældres tv-vaner. Hvor kun tre procent af befolkningen over 40 har fravalgt tv-signalet, har helt op til 27 procent af de 20 til 39-årige helt fravalgt et traditionelt tv-signal.

De store bliver større

Den nye seermåling viser, at TV 2 stadig har flest seere. Kanalen bliver efterfulgt af DR, hvor MTG og Discovery Networks deler en tredjeplads. Mindre kanaler som Disney, Turner og Viacom havde i 2017 færre seere end året før, hvor nichekanaler som DR K og TV 2 News har fået flere seere i 2017.

Vi kan godt li’ det, vi kender

De programmer, der samler folk, som eksempelvis Matador, X-Factor, Årgang 0 og Vild med dans er stadig blandt de meste sete programmer – også selvom det er genudsendelser eller formater, befolkningen kender i forvejen. Dansk produceret drama er ligeledes blandt de mest populære programmer i 2017.

Til forskel fra tidligere ser vi ikke nødvendigvis de populære programmer samtidig, men derimod forskudt, og generelt ser vi mindre af det samme, ifølge rapporten.

Vi streamer løs

46 procent af danskerne streamer på ugebasis film og tv-serier (tallet er oppe på 83 procent blandt de 15 til 29-årige), og det er hovedsageligt fra udenlandske tjenester, vi henter vores indhold. Kanaler som YouTube og Netflix er de mest streamede, hvor DR TV er den største danske streaming tjeneste med et ugentligt brugertal på 31 procent.

Annoncørerne forsøger fortsat at finde retninger, de kan komme ud med deres budskab i, og annonceindtægterne er derfor igen i år faldende på tv og stigende digitalt.

Vi lytter til flere podcasts

P4 er stadig landets mest lyttede radiokanal – efterfulgt af P3 og P1 på en tredjeplads. Podcasts er et format med et stigende antal lyttere. 25 procent af lytterne mellem 25-39 år hører ugentligt en podcast, hvor tallet blandt de ældre ikke så overraskende er væsentligt lavere. De to største aktører på det danske podcastmarked er DR og Radio24syv (i nævnte rækkefølge). Udover podcast-versioner af programmer, der er blevet spillet i radioen, har danskerne også fået øjnene op for det selvstændigt producerede indhold – som f.eks. Politikens samarbejde med Third Ear og fodboldpodcasten Mediano.

Læs hele rapporten

Kommentarer

Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.