Med støtte fra KulturPlus-Midler blev dokumentarskabers film fuldendt

Da dokumentarskaber og tilrettelægger Cecilie Sylvest Carlsen mødte den unge dansk-afghanske mand Yasser Ghanbari for første gang i forbindelse med et DR-program, lå det ikke nødvendigvis i kortene, at der skulle komme en dokumentar ud af mødet. Som barn af en flygtningefamilie, der havde oplevet konsekvenserne af at vokse op i Danmark som flygtning, var der ingen tvivl om, at hans historie var interessant og kompleks. De to holdt kontakten og talte om mulighederne for at fortælle om hans historie. Men det var først, da Yasser besluttede sig for stille op i kommunalpolitik for at hjælpe og forbedre vilkårene for dem, der har haft en lignende opvækst som ham, at hun så potentialet i en fortælling.

”Da han fortæller mig, at han vil stille op til kommunalvalget, tænkte jeg, at der var et klart forløb man ville kunne følge. Et klassisk dokumentarisk forløb; en valgkamp som jeg satte mig for at følge. Oven i det, som jeg ikke kunne have forudset, skete der det, at Taliban overtog i Afghanistan, og det havde også en stor betydning for ham personligt og mentalt i og med, at han er dansk-afghaner,” forklarer Cecilie Sylvest Carlsen.

Ingen støtte fra producenter

Da hun gik i gang med optagelserne, forsøgte hun i starten at etablere samarbejder og søge støtte til projektet. Flere producenter ytrede sig positivt om historien og anerkendte potentialet, men desværre udmøntede det sig ikke i konkret hjælp eller økonomisk støtte. De havde desværre ikke tid eller penge, var svaret hver gang. Men på trods af den manglende hjælp formåede Cecilie Sylvest Carlsen alligevel at færdiggøre filmen sideløbende med sine øvrige jobs.

”Det lykkedes mig at få lavet filmen færdig på egen hånd. Men jeg fandt hurtigt frem til, at for at den skulle blive rigtig god, var jeg nødt til at få en klippekonsulent ind over, der kunne give et nyt perspektiv på klipningen, og så mente jeg, at det var nødvendigt med original musik til filmen for at få skabt en helhed. Derudover var der noget dyrt arkivmateriale fra DR, som jeg rigtig gerne ville bruge,” fortæller hun.

Derfor søgte Cecilie Sylvest Carlsen KulturPlus-midler hos Dansk Journalistforbund. Det lykkedes hende at få udbetalt et beløb, der kunne færdiggøre og fuldende filmen.

”Midlerne har været en mulighed for mig for at få nogle penge, som jeg har kunnet bruge på at højne filmens kvalitet. Jeg har f.eks. brugt penge på en sounddesigner, original musik og renset lyden fra filmen.”
 

En pulje der højner kvaliteten og muliggør eksperimenter

Når Cecilie Sylvest Carlsen får en idé til et projekt, går hun altid i gang med opgaven med det samme. ”Jeg handler hurtigt,” som hun forklarer. ”Jeg er typisk bare gået i gang med at filme, og så har jeg ved siden af prøvet at finde samarbejdspartnere, producenter, produktionsselskaber eller søge penge.”

Selvom det har været muligt for hende at gå i gang med projektet på egen hånd, er det ikke altid givet, at en filmskaber har alt fra udstyr til medarbejdere til selve produktionen. Det kan være svært for filmskabere at producere film uden støtte, da filmproduktion kræver betydelige økonomiske ressourcer til udstyr, skuespillere, lokationer og efterbehandling. Uden finansiering kan filmskabere være begrænset i deres kreative visioner og have svært ved at nå et bredere publikum, da markedsføring og distribution også kræver store midler.

Uden midler og hjælp søgte Cecilie Sylvest Carlsen i forbindelse med dokumentaren hjælp hos DJ.

”Jeg synes bare det er en fed mulighed med de her midler! Det er en fed pulje, som jeg kan forvalte, som jeg har brug for. Og så er det heldigvis en nem proces.”

Støtte muliggør eksperimentering

Men spørgsmålet er så, om dokumentaren ”Yassers drøm” var blevet til noget uden støttemidlerne fra DJ?

”Jo, det havde den nok. Men den var helt klart ikke blevet lige så fuldendt. Støtten jeg har fået har helt afgjort højnet kvaliteten og sikret et langt bedre produkt,” slår Cecilie Sylvest Carlsen fast, hvis film er ved at finde sit publikum og som indtil videre har to planlagte særvisninger i efteråret.

Men støtte kan også muliggøre eksperimentering med idéer, der ellers ville være for risikable uden en økonomisk buffer, forklarer Cecilie Sylvest Carlsen:

”Det (støtte red.) betyder vel, at der er nogle eksperimenter der ikke bliver lavet eller fuldendt. At der er nogle mindre projekter som de store broadcastere eller institutioner ikke mener er vigtige, men som sagtens kan have relevans for mange mennesker – at de ikke bliver ført ud i livet. Jeg tænker, at det er en mulighed for at få nogle mindre projekter ført ud i livet og realiseret.”

Derfor tøver Cecilie Sylvest Carlsen, da heller ikke, når adspurgt til hvilke gode råd, hun har til den næste ansøger:

”Det, der har virket for mig, har været at skrive en meget ærlig ansøgning om, hvad det helt konkret er, jeg gerne vil lave, hvad jeg søger pengene til, og hvordan jeg vil bruge dem. Man skal sørge for at sætte nogle billeder på, måske noget video/foto-materiale, så de kan se, at man er i gang med processen. Det er de ting jeg har fokuseret på – og det har jo i hvert fald virket for mig.”