Med øjnene 20 meter over jorden

Da Rasmus Degnbol en august-aften i 2015 besluttede, at hans kommende fotoprojekt om Europas grænser skulle skydes fra luften udstyrede han i samme øjeblik sig selv både med en række muligheder og en række modstande.

”Jeg ville vise, hvordan de store flygtningestrømme havde ændret på Europas fysiske grænser og besluttede, at jeg blev nødt til at komme op i luften, hvis jeg skulle kunne vise det på den bedste måde. Så jeg begyndte at researche og købe dimser – for jeg havde aldrig brugt droner før til stillbilleder. Jeg endte med at bygge dronen selv, for der fandtes ikke en drone, der var til at betale, og som jeg kunne styre som jeg ville. Desuden skulle den være lille nok til at kunne transporteres i en rygsæk og være til at reparere, hvis den gik i stykker undervejs. Så jeg måtte genfinde mine lodde-teknikker fra htx, selvom det var 10 siden, jeg sidst havde loddet,” fortæller han.

Samme arbejdsforhold som normalt

Afgørende i forhold til dronen var også, at Rasmus ville kunne styre kameraet præcis, som han plejer at kunne.

 ”Jeg havde et dogme om, at jeg ville kunne arbejde i luften, som jeg gør på jorden: jeg ville kunne beskære som jeg gør normalt, styre kameraet, zoome ind og ud osv.”

I forhold til at tage det rigtige billede, stillede drone-formen nogle krav til forberedelse og research.

”Jeg brugte cirka en uges tid på hvert sted som gik med at rekognoscere, finde vinkler og undersøge lysforholdene. Rent teknisk bliver skyggerne meget vigtige, når man tager billeder oppefra. Hvis man får lagt skyggerne rigtigt, får man meget bedre billeder, så det brugte jeg enormt lang tid på. Men det betød så også, at når jeg sendte dronen op, vidste jeg, at det var det værd, at jeg ville få det billede, jeg ønskede.”

Historien - ikke formen - var vigtigst

Ramus endte med at bruge et Sony RX 100 kamera, som er et lille lommekamera, der kan levere RAW-filer. Det vejede heller ikke så meget og kunne gennem en chip i controlleren, som Rasmus styrede dronen med på jorden, styre zoom, vinkling, lukker og blænde. Præcis, som han var vant til. Han skød de fleste billeder med blænde 8 og en brændvidde på ml. 35-50 mm. Billederne er typisk taget fra 20-30 meters højde.

”Det var dog hele tiden vigtigt for mig, at det var historien – og ikke formen – der skulle have hovedfokus. Vi har måske en tendens til at fokusere lidt for meget på formen inden for fotojournalistik, hvilket kan betyde, at det bliver formen og ikke indholdet, der kommer til at bestemme. Det har jeg været meget obs på ikke skulle ske i mit projekt. Derfor har jeg faktisk arbejdet meget, som jeg plejer – især i forhold til research. Og det betyder, at når jeg siger, det er en syrisk familie, der kommer gående på et billede, så ER det en syrisk familie, der kommer gående,” siger han.

Udvalgte billeder fra Rasmus Degnbols projekt kan ses på Den Frie Udstillingsbygning i København som en del af den censurerede efterårsudstilling.