Gå til hovedindhold
Bliv medlem Menu

Luk op for ny, stor hovedorganisation

Dansk Journalistforbund sender lykønskning til den ny, store hovedorganisation, som fredag blev vedtaget først på to kongresser i LO og FTF, og siden på den stiftende kongres i Odense fredag eftermiddag.

Lars Werge

Flemming Leitorp

Med næsten 1,5 millioner medlemmer fordelt på tværs af det offentlige og private område, og med vidt forskellig uddannelses- og erhvervsmæssig baggrund og tilknytning, vil den ny organisation have musklerne til at understøtte den øgede solidaritet blandt de danske lønmodtagere, som vi har set i løbet af 2017 og 2018.

”Der er for mig at se ingen tvivl om, at den her fusion er endnu en byggesten i det fundament, som den danske fagbevægelse lægger under samfundet med sit stærke bidrag til den danske model,” siger DJ’s forbundsformand Lars Werge.

De seneste uger har næsten alle fagforeninger markeret, at de står skulder ved skulder i forbindelse med forhandlingerne om fornyelse af de offentlige overenskomster.

Musketér-eden har hidtil vist sig meget stærk, og derfor er fusionen en naturlig forlængelse af sammenholdet, mener Lars Werge.

Dansk Journalistforbund er ikke medlem af LO eller FTF, men har som organisation et delvist medlemskab af AC, som er forkortelsen for Akademikernes  Centralorganisation. Og både i DJ og i AC har man fulgt forhandlingerne om den nu veloverståede fusionsproces med interesse.

”Der er ingen tvivl om, at vi nu vil se nogle nye balancer på arbejdsmarkedet, og det vil vi i DJ selvfølgelig være opmærksomme på, og agere efter. Vi ligger efter min opfattelse rigtig godt med vores nuværende placering, men i vores hovedbestyrelse vil vi på et af de kommende møder drøfte perspektiverne i det ændrede fagforenings-landskab,” siger Lars Werge.

Én ting har dog vist en afgørende forskel i tilgangen til det faglige, politiske arbejde, vurderer han.

”Fredag afviklede LO og FTF separate kongresser som forberedelse til den stiftende kongres fredag eftermiddag. Og jeg har noteret mig, at de kongresser var lukkede for presse og offentlighed, oven i købet med aflåste døre. Det er ikke en stil, vi hylder – vi går i DJ ind for åbenhed og gennemsigtighed,” siger Lars
Werge.

En kongres, som er en organisations øverste, besluttende myndighed, bør ifølge DJ’s principper naturligvis være åben for indblik fra medlemmernes og offentlighedens side. I særdeleshed, når beslutningen berører mange hundrede tusinde medlemmer.

”Den stiftende kongres freedag eftermiddag var til gengæld, og heldigvis, åben for pressen og offentligheden. Det tager jeg som et signal om, at den ny organisation ønsker et åbent demokrati, og det hilser jeg velkommen,” siger Lars Werge.
--
For yderligere kommentarer, kontakt Lars Werge på mobil: 2725 8032