Gå til hovedindhold
Bliv medlem Menu

Lisbeth Knudsen: "Alt er forandret"

Vi står over for en virkelighed, hvor alting er forandret, og hvor det demokratiske immunforsvar er udfordret. Derfor er der behov for, at både medier og politikere handler ud fra den nye situation. Der er brug for medier, vi kan stole på, og journalisterne skal klædes bedre på til den nye medievirkelighed, anbefaler kommissionen.

"Alt er forandret. Den politiske samtale, den demokratiske grundforsyning for medierne, det totale informationsmiljø og selve medborgerskabet." Sådan præsenterede Lisbeth Knudsen Siri-kommissionens rapport om AI, medier og demokrati på en konference på Christiansborg. En konference, der præsenterede SIRI kommissionens anbefalinger til medier og politikere.

Siri-kommissionen er nedsat af IDA og tager løbende fat på en række af samfundets udfordringer. I denne omgang har fokus været på, hvordan teknologi og kunstig intelligens udfordrer vores demokrati og vores medier. Chefredaktør på Mandag Morgen, Lisbeth Knudsen, har været pennefører på rapporten, som er blevet til på baggrund af en arbejdsgruppe, som blandt andre DJ-formand Lars Werge har deltaget i. Og Lisbeth Knudsen lægger ikke skjul på, at den teknologiske udvikling medfører udfordringer:

"Vores demokratiske immunforsvar er udfordret af teknologien, fordi der pludselig er nogle andre gatekeepere på informationen i nogle internationale platformsoperatører. Men det er også vigtigt at påpege, at nye teknologier ikke er gode eller onde - det er måden, de bliver brugt på, der er afgørende," sagde hun ved præsentationen.

En af de politikere, der skal forholde sig til de nye udfordringer, er Henrik Dam Kristensen (S), næstformand i Folketingets præsidium. Han illustrerede forandringerne således:

"Før i tiden kunne vi invitere til et dabatarrangement i det lokale forsamlingshus, og så ville der komme 3-400 mennesker. I dag kommer der ikke over 10. Debatten er rykket et andet sted hen. Og vi ved, at der er nogle, der vil os det ondt i de digitale universser, og det skal vi ikke undervurdere. Vores efterretningstjenester bruger mere og mere tid på at efterforske og kontrollere fjendtlig indblanding i vores demokrati, og for mig er det helt afgørende, at vi har et organ, der kan dæmme op for de fjendtlige kræfter. Det er også derfor, at der i det seneste forsvarsforlig er så meget fokus på cybersikkerhed," sagde han.

Efteruddannelse af journalister og digitalt trustmark skal skabe tillid til medier

SIRI Kommissionens anbefalinger til medierne

Vi har brug for medier, vi kan stole på

Tillid kræver tydelige varedeklarationer i et stadigt mere kaotisk mediemiljø. Vi skal kunne skelne professionelle medier, der fokuserer på uafhængig og kritisk kvalitetsjournalistik fra undergrundsmedier, politisk aktivistiske holdningsmedier, konspirationsgrupper og løsrevne, udokumenterede påstande, som cirkulerer på de sociale medier.

Der skal udvikles et dansk frivilligt digitalt trustmark til de medier, der lader sig måle i en årlig offentlig rapportering på deres egne valgte, etiske regler og hensigtserklæringer om f.eks. uafhængig og unbiased journalistik. Det kunne være mediernes form for frivillige samfundsregnskaber.

Journalister klædes bedre på til den nye medievirkelighed

Journalister skal i højere grad uddannes og efteruddannes til en bred og dyb viden om dynamikkerne bag disog misinformation, fake news, ny teknologi og kunstig intelligens. Samtidig bør deres digitale bruger- og skaberkompetencer styrkes. Endelig skal de have og tage sig tid til at skabe veldokumenterede og korrekte historier.

Medierne skal aktivt modarbejde disinformation og falske nyheder

Seriøse medier skal ikke give misinformation mere ilt ved at lade den flytte ind i de professionelle medier, som har langt større rækkevidde end en privat blogger eller en Facebook aktør, men forholde sig kritisk.

Medierne bør give brugerne mulighed for at anmelde mistanke om bot-profiler og falske profiler i kommentarsporene til mediernes egne sider og på mediernes sider på sociale medier. De bør særligt være på vagt ved valgkampe og prioritere tid til at undersøge oplysninger fra de sociale medier ordentligt.

Læs hele SIRI kommissionens rapport

Kommentarer

Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.