Gå til hovedindhold
Bliv medlem Menu

Lars Qvistgaard bliver ny chef for Arbejdsliv i DJ

DJ har besat den ledige post som leder af afdelingen Arbejdsliv med en profil med tung erfaring fra forhandlings- og arbejdsmarkedsområdet.

Lars Qvistgaard starter 1. marts som ny leder af DJ’s afdeling Arbejdsliv. Han kommer med lang erfaring fra fagforeningsverdenen og arbejdsmarkedsområdet og skal nu omsætte den erfaring til at udvikle og styrke DJ’s overenskomster og tilbud til medlemmerne inden for karriere og trivsel. En udfordring, han ser frem til:

”Jeg har altid syntes, at DJ er en rigtig spændende fagforening med stor grad af selvstændighed og en markant profil. En fagforening, hvor arbejdsmarkedet igennem flere år har været i opbrud for en stor del af medlemmerne med flere og flere freelancere, selvstændige og atypisk ansatte. Jeg glæder mig til at være med til at udvikle og styrke DJ’s i forvejen mange tilbud til denne gruppe medlemmer,” siger Lars Qvistgaard.

Lars Qvistgaard var senest arbejdende bestyrelsesformand for Akademikerne og før arbejdende bestyrelsesformand hos Djøf Offentlig. Så hans kommende rolle bliver et skifte i forhold til de seneste positioner.

”Jeg har længe vidst, at jeg skulle stoppe i Akademikerne, da man højest kan sidde seks år som formand der, så jeg har haft tid til at tænke over, hvad jeg derefter kunne tænke mig at prøve kræfter med.  Og jeg fandt ud af, at jeg gerne ville være en større del af en organisation og være med til at lave udvikling indefra fremfor at sidde for bordenden med det fulde og endelige ansvar. Da denne stilling i DJ så kom, var det ikke svært for mig at søge, da den til fulde opfylder mine interessefelter og kompetencer,” siger han.

Spændende balance

Afdelingen for Arbejdsliv i DJ rummer både ansvaret for overenskomster og rådgivning til medlemmerne om karriere og trivsel. Og netop den kombination ser Lars Qvistgaard som optimal.

”Overenskomster og arbejdsliv er to områder, som jeg brænder for og har stor erfaring med. Man kan sige, at de udgør en spændende balance mellem på den ene side at skabe de bedste rammer for et arbejdsliv og sidenhen rådgive om, hvordan medlemmerne så udnytter de rammer bedst muligt. På den måde hænger de sammen, og jeg ser stort potentiale og synergi i, at de er samlet i samme afdeling.”

Lars Qvistgaard bor i Smørum med sin hustru Ellen. De har tre børn, som alle er flyttet hjemmefra.

Samtidig med velkomsten til Lars Qvistgaard så siger DJ en meget stor tak til forhandlingskonsulent Marianne Molin, der de seneste måneder har ydet en kæmpe indsats som konstitueret leder af Arbejdsliv. Sekretariatschef Karin Mette Thomsen og den øvrige ledelse har haft stor glæde af Marianne Molins store engagement og viden, og Marianne Molin fortsætter som konstitueret frem til 1. marts.

CV for Lars Qvistgaard

Erhvervserfaring

2016 - 2021 Arbejdende bestyrelsesformand Akademikerne
2008 - 2016 Arbejde bestyrelsesformand Djøf Offentlig
2007 - 2008 Chefkonsulent og projektleder Økonomistyrelsen, Finansministeriet
2005 - 2007 Chefcontroller Fødevareministeriet
2003 - 2007 Budgetfuldmægtig Økonomikontoret, Fødevareministeriet
1999- 2003 Fuldmægtig Fødevareministeriets departement
1995 -1999 Fuldmægtig Strukturdirektoratet, Fødevareministeriet

Bestyrelseserfaring

2021- Bestyrelsesformand Lån og Spar Bank
2019-2021 Revisionsudvalgsformand Lån og Spar Bank
2016-2021 Næstformand Lån og Spar Bank
2016- Bestyrelsesmedlem ATP
2016- Repræsentantskabsmedlem ATP
2016- Bestyrelsesmedlem LD fonde
2008-2015 Næstformand JØP – Pensionskasse
2012-2015 Medlem af revisionsudvalg JØP – Pensionskasse
2008-2015 Bestyrelsesmedlem Akademikernes A-kasse

Kommentarer