Læs Tine Johansens mundtlige beretning fra delegeretmødet 2025
Tine Johansen holdt på Hotel Nyborg Strand sin foreløbigt sidste mundtlige beretning. Læs en skriftlig version af den her.
Kristoffer Juel Poulsen
Det talte ord gælder
Kære alle sammen.
Kære delegerede, kære kolleger, presseakkrediterede, kære gæster, dear international guests.
Velkommen til delegeretmøde i Dansk Journalistforbund – Medier & Kommunikation 2025!
Vi har 30 timer foran os fyldt med debat, beslutninger og personvalg.
Jeg er stolt over at stå i spidsen for en organisation, som rummer så mange fagligt engagerede mennesker, og hvor så mange har lyst til at stille sig til rådighed for fællesskabet og fremtidens DJ.
Det er stærkt at se så mange kandidater til de ledende poster i vores forening. Tak fordi I stiller jer til rådighed for det, som jeg med stor erfaring ikke vil tøve med at kalde øretævernes holdeplads. Tak fordi I rækker ud efter ikke bare indflydelsen, men også ansvaret for at drive DJ godt ind i fremtiden.
Henset til de mange kandidater på det her delegeretmøde forudser jeg, at der vil være kø til talerstolen de næste 30 timer. Som jeres forbundsformand – lidt endnu – skal jeg forsøge ikke at stå for meget i vejen for debatten om retningen og fremtiden.
Derfor er jeg sådan set glad for, at formanden med denne, sin mundtlige beretning, har anledning til både at se tilbage og frem uden at blive afbrudt.
Og så kan det endda være, at det er sidste gang, at I skal lytte til formandens mundtlige beretning. Næste gang skal den måske holdes af en forperson.
--
Jeg er sammen med hovedbestyrelsen valgt til at varetage medlemmernes interesser, at sætte retningen og træffe principielle beslutninger for vores forening. Men lad mig alligevel sige noget om det interne liv i organisationen.
I DJ er ansat godt og vel 80 dygtige og dedikerede medarbejdere, som hver dag yder en kæmpe indsats. Der er ikke én til stede i den her sal, som ikke synes, at de skal trives og have et godt og sundt arbejdsmiljø.
Ancienniteten er høj, og udskiftningen i medarbejdergruppen er meget lav. De seneste fem år har kun 22 mennesker forladt organisationen, nogle til pension, de fleste for et nyt job, og tre er blevet opsagt, heraf én pga. manglende indtægter under YouSee-konflikten. Dertil har to indgået fratrædelsesaftaler på de fem år.
For et par dage siden fortalte både nogle tidligere og nuværende medarbejdere, at de ikke oplever eller oplevede et godt arbejdsmiljø i DJ. Det tager vi meget alvorligt. I én af vores afdelinger har der i en periode været et svært samarbejdsklima mellem en ny leder og nogle af afdelingens medarbejdere. Det tager sekretariatsledelsen alvorligt og arbejder intensivt på at forbedre.
Flere eksterne konsulenter har kørt et forløb med afdelingen for at hæve trivslen og samarbejdet.
Derfor er det også vigtigt, at vi har dygtige ledere ansat, som blandt andet kan sørge for, at arbejdsopgaverne ikke overstiger ressourcerne, at trivslen er høj, og at konflikter bliver løst.
Som politisk valgte skal vi understøtte det arbejde. Vores bidrag til det sunde arbejdsmiljø skal være, at vi holder os til den ledelsesopgave, som vi er blevet valgt til.
Arbejdsdelingen er klar: Politisk valgte træffer politiske beslutninger og blander sig ikke i driften eller personaleledelsen. Sekretariatsledelsens ansvar er et være ledere for de ansatte og sikre, at de politiske beslutninger omsættes til handling.
Som politikere skal vi stille krav om, at organisationen drives efter vores værdier. Men vi skal og må ikke blande os i personaleledelsen af DJ’s medarbejdere. Ingen medarbejderne i DJ skal have 15 HB-medlemmer eller 400 delegerede som personaleledere.
Endelig: Bagtæppet for det her er også, at vi i DJ har brug for at gøre tingene anderledes.
Verden forandrer sig, og det gør vores fag og branche også. Vi skal som forbund være relevante og justere vores værditilbud til medlemmerne. Det gør vi, så vi kan være der for vores medlemmer også i årene fremover. Det er der brug for. Nogle af de forandringer er ikke nemme at gennemføre, men de er nødvendige, og den politiske ledelse med HB står på mål for, at DJ skal stå stærkere fremover. Det synes jeg er vigtigt at have i baghovedet.
Tillad mig derfor at vende tilbage til dem, vi er her for: Medlemmerne.
--
Tirsdag eftermiddag i sidste uge stod et forpustet medlem i døren ind til mit og Allans kontor på Gammel Strand. Hun havde en stor buket tulipaner under den ene arm og en flaske champagne under den anden. Kvinden ledte efter en af DJ’s dygtige juridiske rådgivere, som hun ville overraske med en stor tak. Da vi gik gennem det gamle hus for at finde Mettes kontor, fortalte medlemmet mig, at hun havde stået i en meget ulykkelig situation på sin arbejdsplads, og at hun havde fået uvurderlig og empatisk hjælp til at løse sin situation og forhandle en god aftale.
Kvinden havde følt sig helt alene og låst fast i en dårlig situation. Og så fik hun et menneske i røret, som forstod hende, trøstede hende og slog i bordet på hendes vegne.
Det var et rørende besøg og et af mange konkrete eksempler på, hvor vigtigt det er, at fællesskabet griber den enkelte. Hvor vigtigt det er, at DJ er tillidsrepræsentant for alle de medlemmer, som ikke har sådan en på arbejdspladsen.
-
Siden vi var samlet til delegeretmøde for to år siden, er flere hundrede redaktionelle stillinger blevet nedlagt på de klassiske medier. Fyringsrunderne har ligget som perler på en snor, og tillidsrepræsentanterne har dag efter dag gået den ekstra mil for at gribe kollegerne. De seneste år har for nogle af jer været ét langt efteruddannelses-TR-kursus i at forhandle fratrædelsesaftaler og sende kolleger godt videre i arbejdslivet. Tak!
Tv-produktionsselskaberne, som ellers havde haft gyldne tider, oplevede en hård opbremsning i det, man kan kalde the perfect storm forårsaget af rettighedskonflikt, faldende efterspørgsel og streamingbidrag, der flyttede produktioner til andre lande.
For vores mange freelancekolleger har krisen i mediebranchen også kunnet mærkes med honorarer, der ikke er reguleret i årtier, kortere tid til at producere det samme og et arbejdsliv uden de samme sikkerhedsnet, som fastansatte kolleger har.
Arbejdspresset for mange i kommunikationsfagene er blevet skruet voldsomt op, fordi mange forventes at levere indhold og rådgivning som ’schweitzerknive’, ’blæksprutter’ eller ’ninjaer’.
At blive smurt alt for tyndt ud giver stress, og behovet for trivselssamtaler og rådgivning om arbejdsmiljø har været stigende for den gruppe de senere år.
Vores kolleger i Grønland gennemlever også en voldsom periode. De senere år har det været tiltagende svært at rekruttere og fastholde mediearbejdere, og derfor løber vores kolleger meget stærkt for at dække historiske begivenheder til den grønlandske befolkning. Og så i en tid, hvor hele verdens øjne hviler på dem. Vores gode kolleger i Grønlandskredsen gør et kæmpe stykke arbejde for at råbe politikerne op for at styrke medierne. Tak!
Vores unge kolleger, som er i gang med at uddanne sig, ser med utryghed ind på en branche og et arbejdsliv, som ser noget vingeskudt ud. Ansøgertallet til journalistuddannelserne falder mærkbart i de her år. Og der mangler praktikpladser.
--
Det er den ene fortælling om vores fag og brancher. Den dystre.
Der findes heldigvis også en anden.
Behovet for uafhængig journalistik og troværdig kommunikation har aldrig været større. Mens tech-platformene flyder over med mis- og desinformation, propaganda og fabrikerede ’sandheder’, har vi alle sammen brug for at kigge mod det, vi kan regne med. Vi har brug for, at nogle rydder op i informations-forureningen for os og dækker verden, som den ser ud i al sin smuk- og grimhed.
Det er DJ’s medlemmer, der gør det.
At vi som samfund har brug for stærke uafhængige medier og troværdig information er ikke bare gået op for de fleste af vores politikere, men også den brede befolkning.
Siden årsskiftet er trafikken på nyhedsmediernes sider steget med 11 procent, og det er hovedsageligt kvinder og unge, der i højere grad orienterer sig hos de ’rigtige’ medier.
Nye medier skyder op og finder fodfæste. Flere nichemedier har succes, ansætter dygtige folk og indgår overenskomster.
Freelancere og fastansatte har rottet sig sammen for at illustrere skævhederne på vores arbejdsmarked. I Pressens Uddannelsesfond har DJ sørget for, at freelancemedlemmer kan få gratis adgang til at deltage i efteruddannelse.
Produktionsbranchen er på vej ind i bedre tider efter magre år. En samlet branche har søgt løsninger og påvirket politikerne for at gøre dansk tv-indhold great again. Den samme samlede branche landede efter en opslidende konflikt om rettigheder et foreløbigt forlig med YouSee, så der igen er udsigt til, at der føres penge ind i produktionsbranchens øko-system. DJ indgik en historisk overenskomst med Producentforeningen, som sikrer faste og frie samme adgang til barsel, efteruddannelse og tillidsrepræsentanter.
De mange kolleger, der har mistet deres job, er gode til at omsætte deres kompetencer på nye måder og komme i job andre steder.
Vores fællesskab vokser for første gang i flere år. På grund af en ekstra organiseringsindsats og et stort arbejde fra DJ’s medarbejdere og tillidsvalgte, har vi knækket medlemskurven og har nu flere medlemmer end for at år siden. Ikke mange flere, bevares, men flere.
--
I min formandstid har DJ indgået 18 nye overenskomster. Antallet af kollektive aftaler for freelancere er nu oppe på 16.
Og vi skal videre!
Jeg forventer, at overenskomstresultatet på dagbladene formentlig bliver et debattema på det her delegeretmøde. Vi er enige om, at resultatet langt fra er prangende, men et overvældende flertal i både forhandlingsudvalget og i hovedbestyrelsen anbefalede et ja til aftalen, fordi vi skønnede, at det var landet så godt, som det kunne efter omstændighederne. 70 procent af de afgivne stemmer sagde da også ’ja’ ved urafstemningen blandt medlemmerne.
Vi skal altid evaluere vores egen indsats efter et forhandlingsforløb. Det er også helt legitimt at mene, at vi skulle have kørt en mere aggressiv forhandlingsstil, eller at vi skulle have trukket konflikt-kortet. Men det er nu engang sådan, at i DJ udtager vi kravene, giver mandaterne og lægger taktikken sammen undervejs. Og med sammen mener jeg de lokale tillidsfolk, hovedbestyrelsen, formandskabet og de ansatte forhandlere. Og flertallet – mig selv inklusive – er af den overbevisning, at vi ikke var landet et bedre sted ved at konflikte.
Kritikken skal rettes hen over bordet mod arbejdsgiversiden, som denne gang kørte forløbet som vanvidsbilister. De var ultimative og ville ikke have noget, men kun det hele. Vi fik ikke den freelanceaftale, som vi havde arbejdet så hårdt for. Men arbejdsgiverne fik til gengæld ikke ændret et komma i overenskomsten.
I løbet af vores delegeretmøde skal vi behandle den Overenskomst- og aftalestrategi, som mange af jer gode folk har arbejdet på siden ’23. Tak til alle jer tillidsvalgte, som har bidraget til, at vi nu står med en strategi, der rækker ind i fremtiden.
Men jeg håber inderligt, at det her delegeretmøde også vil huske alle de mange kolleger, som ikke er omfattet af en overenskomst. Alle dem, som vores fællesskab også skal gribe. Vi skal huske medlemmet, som kom med tulipaner.
--
Vores vilkår er pressede, men det er mediernes og borgernes frihed og muligheder også.
Vi oplever hele tiden, at små skiver af presse- og ytringsfriheden bliver barberet af – eller forsøgt barberet af.
En ny PET-lov er blevet fremsat, og den risikerer at kompromittere kildebeskyttelsen, som er en vigtig grundsten i pressens arbejde.
Et andet aktuelt lovforslag begrænser offentlighedens adgang til gennem CVR-registret at finde de reelle ejere af en virksomhed. Her havde ministeriet tilmed glemt at sende forslaget i høring hos DJ og andre medieaktører. Det har vi sørget for, at der er rettet op på.
Offentligt ansattes ytringsfrihed har vi presset på for at få skrevet tydeligt ind i loven. Vi har brug for, at de mennesker, som er ansat i vores allesammens offentlige sektor, deltager i debatten og deler deres viden uden frygt for sanktioner. Men også her er regeringens forslag til lov meget pauvert: Der er lagt op til fine hensigter, men ingen beskyttelse.
Skal jeg i samme ombæring nævne Koran-loven og offentlighedsloven, som vi også mener er misfostre i et demokrati?
I januar kom regeringens Medieansvarsudvalg, som jeg selv har været en del af i to et halvt år, med sine anbefalinger til at styrke medieansvaret i Danmark.
Undervejs samlede DJ branchen for at opdatere de presseetiske retningslinjer, som trådte i kraft ved årsskiftet sidste år. Dels var der brug for en opdatering af retningslinjerne, dels var det vigtigt for os at understrege, at branchen selv tager ansvar for etikken.
Jeg er glad for, at vi var med i udvalgsarbejdet om medieansvar, og jeg synes også langt hen ad vejen, at det er landet et godt sted. Vi skal som ansvarlige medier tage ansvaret på os. Vi skal være dem, der har en fælles etisk standard, og som man kan klage over. Derfor bakker vi selvfølgelig op om, at mediernes arbejde og metoder sættes til debat. For man skal kunne se forskel på rigtig journalistik og så alt det andet indhold, der flyder rundt derude. Men i udvalgets rapport har jeg udtalt ’stærk skepsis’ over for, at en eventuel kommende medieombudsperson kan rejse sager mod medierne ved domstolene.
Jeg håber, at DJ vil følge den politiske behandling tæt og søge indflydelse på den. Jeg lover hermed det kommende formandskab i DJ, at jeg vil stå til rådighed for den videre proces.
Her på delegeretmøde vil jeg fremsætte en udtalelse om vores bekymringer for presse- og ytringsfriheden i Danmark. Jeg håber, at I vil deltage I debatten.
--
And now I will switch into English, because I want to address the state of democracy and free press all over the world.
I was born in 1975 and in my youth I watched authoritarian leaders and walls fall and democracies rise. We saw towards brighter days.
But in the latest global measurement democracy in the world is at 1986-level. 86! Less than 8 percent of the worlds population live in places with press freedom.
In Serbia, Hungary, Slovakia, Belarus and other countries close to us media are being closed down and journalists being imprisoned. In this very moment Turkey is again turning into Europes largest prison for journalists.
We are connected, and we are in this together.
Also for that reason I am so honored to have you here at our congress, dear guest from abroad.
Dear Sergiy Tomilenko. You are my dear friend and colleague from the National Union of Journalists of Ukraine. We have one clear message for you and your colleagues from this congress: We are behind you and we will continuously support you. I know it is difficult for you to sit here while worrying about your family and friends in Kiyv, which is under attack. Thank you for coming and for your important and tireless work, Sergiy!
And to our Nordic friends: Dag Idar Tryggestad and Espen Brynsrud. Tak! The Nordic friendship and cooperation goes on forever.
--
To år går hurtigt i godt selskab.
Selvom tiden er fløjet af sted, er der alligevel sket store forandringer i vores fag, vores brancher og vores forening, siden vi var samlet til delegeretmøde i Kolding.
Vi skal blive ved med at udvikle vores fællesskab, så vi kan holde os på tæerne og omfavne alle de bevægelser, vores kolleger oplever i deres arbejdsliv.
Jeg er glad for, at I er så mange, der med stort engagement og iver vil være med til at skabe det stærkeste og mest relevante DJ for nutidens og fremtidens kolleger. Det gør vi ved at lade meningerne brydes og finde fælles veje.
Jeg ser frem til at tilbringe de næste 30 timer sammen med jer.
Med disse ord vil jeg overlade beretningen – både denne og hovedbestyrelsens skriftlige – til debat og behandling hos vores højeste myndighed: Delegeretmødet.
Nyborg Strand den 27. april 2025
Det talte ord tæller.
Kommentarer