Gå til hovedindhold
Bliv medlem Menu

"Kritisk og uafhængig journalistik er den bedste vaccine mod polarisering"

Tine Johansen varmer op til uddeling af Cavlingprisen med en kronik i Berlingske fredag. Her understreger hun betydningen af den frie, kritiske journalistik.

Tine Johansen

Jacob Nielsen

Fredag eftermiddag uddeles Dansk Journalistforbunds Cavlingpris. Den mest betydningsfulde og eftertragtede pris i dansk journalistik, der hylder det forgangne års største journalistiske præstation. Men i bund og grund også en hyldest til den frie, uafhængige journalistik, som vi ser som en selvfølgelighed herhjemme. 

Men vi skal passe på med at tage den for givet, skriver DJ-formand Tine Johansen fredag i en kronik i Berlingske. For der er flere tegn på, at den frie presse er under alvorligt pres, mener hun:

"I den vestlige verden bryster vi os af en udbredt pressefrihed. Men her har vi i mange lande desværre set en uhyggelig polarisering af journalistikken, medierne og debatten i almindelighed. Her nægter den ene side at tro på, hvad den anden side siger, og her bliver seriøs, faktabaseret journalistik afvist som fake news og erstattet af grove fordrejninger og løgne. (...)

Det er en udvikling, som vi alle, ikke mindst journalister og medier, skal tage meget alvorligt.
For hvis man altid giver vennerne i éns eget ringhjørne ret – og ikke baserer sine holdninger på saglig viden og stærke analyser – vil samfundet med stor sikkerhed bevæge sig mod større polarisering og opløsning."

At Nobels Fredspris 2021 gik til to journalister, der på egen krop har mærket det stigende pres på pressefriheden, er en stor anerkendelse af journalisters betydning for demokratiet, mener DJ-formanden. Men det er ikke kun internationalt, at der er udfordringer for journalistikken:

"Der er også i Danmark klare tendenser til en øget polarisering og til, at grupper i befolkningen tvivler på de bærende institutioner i samfundet. Og der er desuden tendenser til, at nogle tvivler på de redaktionelle medier og lægger journalister for had, alene fordi de er journalister. Det ser man ikke mindst i form af indlæg på de sociale platforme.

Dét er et sygdomstegn, og sådan må det ikke fortsætte. Efter min mening er den bedste vaccine imod polariseringen at sikre nogle stærke og frie medier, der kan levere uafhængig, oplysende og kritisk journalistik," skriver hun i kronikken.

Du kan følge med i uddelingen af Cavlingprisen på livestream fra kl. 15 

Læs hele kronikken i  Berlingske (kræver login)

Kommentarer