Kirsten Beyer modtager Carsten Nielsen legatet 2021
Fællestillidsmand på Aller Media, Kirsten Beyer, fik torsdag aften på DJ's Fagligt Stævne overrakt Carsten Nielsen legatet for sin mangeårige indsats for kollegaerne i Aller. DJ-formand Tine Johansen sagde således, da hun overrakte legatet:
En af forbundets grundlæggere og DJ’s første forbundsformand, Carsten Nielsen, har lagt navn til en pris, som vi om et øjeblik skal uddele til en god kollega og et helt særligt menneske.
Legatet gives til et forbundsmedlem, der ”med udtryksmæssig gennemslagskraft har præget samfunds- og kulturdebatten, eller som har markeret sig ved en særlig faglig indsats”.
Legatkomiteeen består af Maj Munk, Jens Ringberg, Pernille MacDalland, Johnny Frederiksen og mig selv.
Med legatet følger ud over kollegernes hyldest en skulptur af Jørgen Haugen Sørensen og 20.000 kroner.
I år modtog komiteen rekordmange indstillinger, og det var gode indstillinger. Tak til alle jer, der har skrevet til os om en fantastisk kollega, som I synes fortjener prisen.
Vi har læst og nydt hvert et rosende ord, I har skrevet. Men en særlig indstilling kunne vi ikke komme udenom – heller ikke selvom vi gik længe rundt om beslutningen.
I fredags ringede jeg til prismodtageren for at være sikker på, at hen kunne deltage i dag. Det var en meget bevægende samtale, og da jeg lagde på, havde jeg både duggede briller og en stærk vished om, at vi i komiteen havde truffet den helt rigtige beslutning.
Carsten Nielsen-prisen 2021 går til et menneske, som i årevis har arbejdet utrætteligt og empatisk for sine kolleger i en tid fyldt med nedskæringer og rokader.
Kære Kirsten. I indstillingen af dig lyder det:
"Kirsten Beyer, Aller Media, indstilles for en vedholdende og dygtig indsats som tillidsrepræsentant gennem mange år.
At være tillidsrepræsentant i den danske magasin-verden er en særlig opgave, som Kirsten Beyer formår at navigere dygtigt i.
Hyppige udskiftninger blandt kolleger og i ledelsen, og et evigt pres fra ledelsen til at holde mange redaktionelle stillinger og freelancere udenfor overenskomsterne, er daglig kost for den erfarne tillidsrepræsentant, som har været i Aller i over 26 år.
Mange gode og engagerede kolleger har i hende en empatisk lyttende og forstående tillidsrepræsentant, når arbejdslivet gør ondt. Men hun har også en klar holdning til, at man selvfølgelig skal være medlem af den overenskomstbærende fagforening og den dertil knyttede medarbejderforening. Sammenholdet giver styrke, og i den omskiftelige magasinverden er det en særlig opgave at holde sammen og få de nye ind i flokken. Det er Kirsten Beyer sig altid særligt bevidst om.
Hun har siddet med til mange forhandlinger, hvor hun hver gang møder op med godt humør og optimisme. Men ikke mindst er hun kollegernes indignerede stemme, som giver arbejdsgiverne et uforbeholdent indblik i kollegernes dagligdag, når arbejdsgiverforeningen taler udenom problemer med løn og vilkår – og ikke mindst presset på den enkelte medarbejder. Dertil er hun også god til at tale sine kollegers engagement og dygtighed op.
Og så kræver hun generelt bare ordentlighed fra arbejdsgiverne. Det krav er ofte udfordret, når ledelsen f.eks. i sparerunder ikke søger samarbejdet med tillidsrepræsentanterne, men når forargelsen er udtrykt, så søger hun øjeblikkeligt i den konkrete situation vejen ind til forhandlingsbordet for at hjælpe kollegerne."
---
’Jeg har lige været igennem endnu en trist sag på mit arbejde, og jeg har meddelt, at jeg ikke orker mere,’ sagde du til mig, da vi talte sammen i sidste uge.
Du stopper som TR ved årsskiftet. Det er vi kede af i DJ, men jeg er sikker på, at din familie er svært tilfreds med at få mere af dig.
Tak for din uvurderlige indsats for kollegerne og for fællesskabet, Kirsten.
Modtag prisen og sammen med den vores alle sammens dybeste respekt.
Kommentarer