Gå til hovedindhold
Bliv medlem Menu

Jon Kaldan efter stoppet i DR: ”Jeg synes, jeg har bevaret min integritet”

”Det undrer mig, jeg ikke kan bruges længere, men jeg har det ikke sådan, at jeg vil elskes for enhver pris.” Journalist Jon Kaldan tog imod en frivillig fratrædelse fra Danmarks Radio, fordi han følte sig uønsket. Han fortæller om en livskarriere i DR med både priser, dårligt arbejdsmiljø og historiske øjeblikke.

Jacob Nielsen

Jacob Nielsen Jon Kaldan lokkes af fotograf Jacob Nielsen en tur tilbage til den tidligere arbejdsplads, Radiohuset på Rosenørns Allé.

Om Jon Kaldan

Jon Kaldan (f. 1958) har senest været vært og tilrettelægger på Radioklassikeren og radioserien Russerne Kommer. Han er bachelor i russisk og uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole i 1985. Han har journalistiske erfaringer fra Ungdomsredaktionen hos Poul Nesgaard i 1980'erne, som udlandsreporter på Radioavisen og TV-Avisen, som udenrigskorrespondent for DR Nyheder i Moskva og Washington og som fagmedarbejder og vært på Orientering på P1. Han er tildelt Krygerprisen i 2000, DR’s sprogpris i 2007 og moderate muslimers dialogpris i 2006 for DR-serien Islams Ansigter. Han er desuden maler med udstillinger i Moskva, Washington m.fl. Jon Kaldan har været freelancer siden april 2017.

Jeg møder Jon Kaldan i hans lejlighed på Østerbro i København et par måneder efter fratrædelsen fra DR. Vi skal tale om afslutningen på hans næsten 30 år lange tilknytning til DR. Ungdomsstof, nyheder, udenrigsjournalistik (Moskva og Washington) og baggrundsjournalistik. Dansk, russisk, engelsk og tysk. Jon Kaldan udfylder ni menneskers cv, og alligevel står han som 59-årig uden et fast job og undrer sig over, at han er havnet i den situation.

I december sidste år skrev han under på en frivillig fratrædelse, og i april gik han ud ad svingdøren i DR Byen for sidste gang.

”Frivillig fratrædelsesordning, det lyder jo tilforladeligt. Da jeg var yngre, tænkte jeg, at det var en fin ordning til dem, der nærmede sig pensionsalderen. Nu ved jeg, at ordet frivillig i den sammenhæng er ren newspeak.”

I tiden omkring hans fratrædelse i foråret kørte DR en voldgiftssag mod Dansk Journalistforbund om betalt frokostpause. Ifølge Jon Kaldan var alle medarbejdere sikre på, at den ville udløse en fyringsrunde – uanset udfaldet.

”Min nærmeste chef rådede mig derfor til at takke ja til fratrædelsen. Det var jo ikke sikkert, den kunne blive helt så gunstig på den anden side af frokost-sagen, sagde hun til mig.”

Efter lidt forhandling om, hvor mange måneders løn han var berettiget til, tog Jon Kaldan imod den frivillige fratrædelse.

”Jeg havde det helt okay på min sidste arbejdsdag i DR Byen. Ikke fordi jeg havde lyst til at stoppe, jeg er ikke spor træt, men fordi jeg følte mig uønsket.”

Han slår en knytnæve i bordet og hæver stemmen en anelse:

”Men jeg synes sgu, den her afslutning på et 30 år langt forhold er irriterende. Hallo venner! I har selv været med til at skabe min faglige profil. Hvorfor kan I pludselig ikke bruge den længere?”

Mere street cred i journalistik end russisk

Jon Kaldan begyndte sit faglige liv med at læse russisk på universitet, men sprang fra som Bachelor.

”Min kæreste var journalist, og når vi gik sammen på gaden, kendte hun Gud og hvermand. Samtalerne med mig var ret hurtigt overstået. ’Russisk siger du? Er det ikke svært?’, hvorefter de vendte tilbage til samtalen med min kæreste.”

Efter endt praktikperiode i DR tog han til Rusland et år på et udvekslingsstipendium. Det var det år, hvor Gorbatjov kom til magten, og Jon Kaldan lavede en serie radioudsendelser for DR om livet i Rusland, der skaffede ham en frokostinvitation hos den danske ambassadør i Moskva.

”Det rygtedes i de danske kredse i Moskva, at min kone og jeg vidste noget, som de ikke vidste i de højere sociale lag. Som fattige nyuddannede, der både lavede journalistik og kunst, havde vi omgang med den russiske underklasse og de russiske kunstnerkredse. Det var noget, de kunne bruge på ambassaden.”

Da Tjernobyl eksploderede i april 1986, blev Jon Kaldan interviewet af Leif Davidsen til TV Avisen, og der blev skabt en tæt forbindelse mellem den unge journalist og den veletablerede Moskva-korrespondent.

”Davidsen foreslog ledelsen, at jeg vikarierede for ham, mens han var på sommerferie, men det gik slet ikke. Korrespondentstillingen var en fornem titel dengang, og du skulle være fastansat for at komme i betragtning.”

Rengøringsmakker med græsk professor

Da Jon Kaldan og hans kone vendte hjem fra Rusland, havde DR ansættelsesstop. Medmindre man ville lave regionalradio. På Bornholm.

”Mine venner i København mente, at jeg gik ind til en skæbne værre end døden. Men jeg er vokset op i provinsen, og det er ufattelig lærerigt at arbejde i et lokalsamfund, hvor du afprøver alle journalistiske genrer, og der er kontant afregning med læserne og lytterne, når du møder dem på gaden.”

Jon Kaldan skulle meget igennem, inden hans ambitioner om at blive korrespondent blev indfriet. Efter en underholdende tid tilbage i København, hvor han blandt andet sammen med Poul Nesgaard lavede udsendelserne Next stop Sovjet om russisk og skandinavisk ungdomskultur, blev han ramt af en flugtbilist.

”Det gik ellers lige så godt. Ekstra Bladet havde netop ansat mig, da de efter murens fald i 1989 forstod, at der var røre i Østblokken, og jeg havde fået en urimelig flot kontrakt på 38.000 kroner om måneden, hvilket var rigtig mange penge.”

Desværre fik avisen stort set aldrig en linje fra Jon Kaldan. Han var sygemeldt i månedsvis med brækket kæbe, brækket næse og afasi.

”Det var ret skidt at miste evnen til at læse for en mand, der skulle leve af at skrive. Jeg blev fyret fra Ekstra Bladet efter måneders sygemelding. Chefredaktør Svend Ove Gade var nu en fair mand, der gav mig flere måneders løn, end han behøvede.”

Efter en lang periodes sygemelding fulgte en tid med rengøring for en virksomhed. Jon Kaldan og hans kone havde købt en lejlighed til 400.000 kroner på Christianshavn, og der skulle tjenes penge.

”Jeg gjorde rent sammen med en græsk læge, der havde en professorgrad i børnemedicin. Han talte flydende engelsk, men det var ikke godt nok til at få job i Danmark. Vi gik og jokede med, at vi måtte være det højest uddannede rengøringspar i Danmark.”

På vej hjem fra rengøringsjobbet samlede han tomme flasker, så der var penge til cigaretter.

”Det var en hård, men også god tid. Det er noget fedt ved at kunne overleve. Og blive ved.”

Jacob Nielsen

Jacob Nielsen

Karrierehop med Svanesøen

Da DR i slutningen af 1990 slog en stilling op som TV-korrespondent i Moskva, søgte Jon Kaldan den ”med munden fuld af ståltråd” fra den seneste kæbeoperation.

”Dagen før samtalen var jeg blevet klippet op, så jeg kunne tale, men jeg fik ikke jobbet. Det gjorde Steffen Gram, og han var allerede blevet kørt i stilling. De sad ligesom på et transportbånd, de her udlandskorrespondenter, og det var mildest talt umuligt at bryde ind i det maskineri. I dag har DR åbnet mere op for yngre profiler.”

Samme år søgte Jon Kaldan dog tilbage til DR som telegrammedarbejder på Radioavisens nyhedsredaktion. Han var yngste medarbejder, og der gik måneder, før den erfarne nyhedsoplæser, Ole Emil Riisager, fandt hans maskinskrevne nyheder egnede til oplæsning.

”Der stod de her fem store telexmaskiner og rullede telegrammer ud døgnet rundt på tysk, engelsk og dansk. For mig var det ligesom at lære noder. Jeg læste ikke bogstaver, men så teksten i hele billeder, for det skulle gå rasende hurtigt i forhold til at vurdere, hvad der var en nyhed i. Det var både vildt stressende og enormt fedt.”

En tidlig morgen i 1991, hvor han som vanligt tændte for den russiske statsradiokanal, rullede Svanesøen af Tjajkovskij ud af højttaleren.

”Jeg vidste med det samme, der var noget galt. Svanesøen spiller du kun i Rusland, når en statsleder er blevet fjernet ved død eller bortførelse. Jeg drønede ind på arbejde og sagde til min redaktør, at jeg var ret sikker på, at Gorbatjov ikke lå og sov trygt i sin sommerresidens på Krim.”

Til Jon Kaldans fortjeneste bragte DR nyheden om Gorbatjovs bortførelse før CNN og andre store internationale medier, og han blev bragt et skridt nærmere korrespondentstillingen. Efter en kort periode med flere Ruslands-historier i Radioavisen fik han endelig tilbudt et barselsvikariat i Moskva.

”Hele Sovjetunionen brød sammen under mit ophold i Moskva, og hver morgen var der et nyt land på verdenskortet. Det var helt syret … og kunne jo ikke være mere spændende for en korrespondent på lånt tid.”

"Jeg har siddet på russiske hoteller uden varme, med store kakerlakker pilende omkring, dybt optaget af, hvordan jeg skulle dreje historien bedst muligt"

Midt i historisk DR-konflikt

Jon Kaldan fortsatte efter sin hjemkomst som udlandsreporter på Radioavisen. Han havde nu en plads på samlebåndet, men alligevel blev det ikke ham, som fik det næste ophold.

”Der kom en dygtig og sød Vibeke Sperling i vejen, og jeg blev enormt skuffet.”

Som et plaster på såret blev Jon Kaldan tilbudt Vibeke Sperlings stilling på Orientering på P1, hvor han kun skulle beskæftige sig med Østeuropa som stofområde. Han så frem til skiftet, men det var ikke uproblematisk.

”Jeg havnede midt i en historisk konflikt mellem de to radioprogrammer. Den daværende chef, Ruth Sperling, bakkede mig op, men jeg faldt ikke ind i miljøet på Orientering, og jeg brød mig ikke om den hovskisnovski holdning, der var på redaktionen. Jeg havde den akademiske baggrund, der skulle til, men jeg kom fra Radioavisen og blev derfor mødt med indgroet skepsis.”

Kollegialt fandt Jon Kaldan aldrig sin rolle på Orientering, og han skiftede et par år til TV-avisens udlandsredaktion, hvorefter han i 1996 kom til Radioavisen som reporter og redaktionssekretær under Connie Hedegaard. Den bedste chef, han nogensinde har haft.

”Man vidste altid, hvor man havde Connie. Hun er højt begavet og dynamisk og ville noget med Radioavisen, og hun ville forandringen. Hun kunne være en benhård lønforhandler, men hun var et ordentligt menneske, der aldrig solgte ud. Hun fik også skabt forandringer, men altid med hensyn til medarbejderne – modsat af, hvad jeg oplever i dag”.

Moskva tur-retur 

Endelig lykkedes det. Jon Kaldan fik jobbet som Moskva-korrespondent for Radioavisen og tog afsted med sin kone, men forlod børn i gymnasiealderen hjemme i Danmark. Da han havde haft fire fantastiske, men arbejdsmæssigt og privat også hårde år i Moskva, blev han tilbudt fire år mere. Nu som bimedial korrespondent for både radio og tv.

”Jeg bad min chef, Lisbeth Knudsen, om lønforhøjelse for at dække begge områder. Tv-korrespondenten fik i forvejen meget mere i løn, end jeg gjorde som radiokorrespondent. Tv-korrespondenten boede i et stort hus i Moskva, hvor radiokorrespondenten boede i lejlighed. Tv-korrespondenten kørte i en stor Toyota Land Cruiser, hvor radiokorrespondenten kørte i en faldefærdig Volvo. Og sådan kunne jeg blive ved.”

Jon Kaldan fik ikke den lønforhøjelse.

”Det ville jeg ikke finde mig i. Simpelthen. Og min kone og jeg besluttede at rejse hjem.”

Jon Kaldan fortrød ikke sin beslutning om at stå fast, men den var svær. Samme dag, som han havde hentet sin afløser, Henrik Lerche, og hans kone i lufthavnen, sad han på kontoret, der lå i samme bygning som New York Times, og lod tårerne få frit løb. Han havde kæmpet i 10 år for at blive udlandskorrespondent, nu sluttede det eventyr.

Han nåede dog knap at tørre øjnene, før han fik en telefonbesked om, at han var indstillet til Krygerprisen for sin Ruslands-dækning. Krygerprisen er en radiopris, DR tildeler hvert år til en medarbejder, der har lavet noget særlig godt indenfor mediet.

”Den pris betød meget for mig, men den betød ikke, at døren stod åben til hele verden. Jeg fik mit gamle job som jourhavende på Radioavisen tilbage.”

Tilbage på barndomsøen Bornholm, hvor planen var at pendle til København, havde han knap pakket flyttekasserne ud, før stillingen som tv-korrespondent i Washington blev slået op.

”Jeg vidste, at stillingen ville blive svær at få, da Lisbeth Knudsen og jeg ikke ligefrem var bedste venner efter de kuldsejlede lønforhandlinger i Moskva, men jeg ville ikke give op uden kamp.”

USA-korrespondent under 9-11

Jon Kaldan fik jobbet efter tre nervepirrende samtaler og landede i USA 4. september 2001. Han havde stadig ikke fået møbleret rækkehuset, hvor han skulle bo med sin kone, og han lå på en madras på gulvet, mens verden, som vi kendte den, smuldrede i hans baghave.

”Min kone ville gerne hjem fra Moskva. Der var igen krig i Tjetjenien, Moskva blev ramt af flere bombeeksplosioner, livet blev utrygt, og jeg havde solgt USA som piece of cake med livstilshistorier a la ’hvor bevæger USA sig hen’. Vi blev så mødt af 9/11 og en virkelighed med miltbrand i brevene, postbude iført rumdragter, og senere en snigskytte der kørte rundt og skød … også i vores kvarter!”

Til trods for, at de opholdt sig på første parket til begyndelsen af en ny verdensorden og oplevede en genbo blive skudt, mens han slog græs, havde parret ”det sgu ret godt” i USA. Da de efter to år blev tilbudt fire år mere, sagde Jon Kaldans kone, Lise, dog nej. Hun ville hjem til børnene i Danmark.

Et år med stress

Efter et par år tilbage på TV2-Bornholm blev Jon Kaldan fastansat i DR’s daværende kulturafdeling i 2007. For så at gå ned med stress.

”Det var hårdt at pendle mellem Rønne og København og udvikle nye programforslag i storrumskontorer, mens jeg afviklede det igangværende. Som freelancer skal du jo hele tiden tænke nyt, mens du fuldtidsarbejder, så da jeg først blev fastansat, indhentede det forsømte mig, og sorgen over min mors død gjorde, at jeg måtte sygemelde mig.”

Det endte med et års orlov for egen regning – og en periode på antidepressiv medicin. Jon Kaldan vidste godt, det ville tage noget tid at komme på højkant. Han gav sig til at male igen og søgte et legat, der gav ham mulighed for at tage tre måneder til Skt. Petersborg. Denne gang kun for at male.

”Det skulle have været et afslappende ophold, men jeg roder mig altid ud i en masse og fik en udstilling op at stå på et større galleri.”

Efter endt selvbetalt orlov kom Jon Kaldan tilbage til DR som vikar på Orientering, og den her gang gik det bedre.

”Jeg havde taget nogle kurser i DJ om at være selvstændig, og der var ligesom sket noget med mig. Jeg kunne bedre håndtere presset, havde fået selvtilliden igen og var kommet igennem min stress og den depression, den udløste.”

”Jeg løb rundt i byen og søgte arbejde alle steder. Helt hovedløst. Jeg vidste ikke på det tidspunkt, hvor mange måneder med løn jeg ville få"

Kampen mod det dårlige arbejdsmiljø fortsatte

Helt nemt skulle det alligevel ikke være. Da vikariatet løb ud, valgte ledelsen at slå stillingen eksternt op.

”Det var lidt hårdt, da jeg havde tilkendegivet, at jeg gerne ville fortsætte, men i stedet for at gå ned på det, gav jeg den fuld gas, da jeg skulle lave min ansøgning.”

Ansøgningen var en cd lavet som en Orienteringsudsendelse med jingle og gæster i studiet. Blandt andre Poul Nesgaard og Leif Davidsen, der udtalte sig om, hvordan det var at arbejde sammen med Jon Kaldan.

”De gik kritisk til mig og beskrev mig som til tider besværlig at arbejde sammen med, men anstrengelserne værd. En kollega havde lavet voxpops fra lufthavnen, og spurgt tilfældige folk, hvad de syntes om ’Jon Kaldan fra Orientering’.”

Han erobrede sit eget job efter tre lange samtaler, men manglede stadig respekten og tilliden fra kollegerne på P1. Og med fastansættelsen fulgte en periode i hans DR-karriere, hvor han blev udsat for det, han betegner som voksenmobning.

”Når jeg sagde ’godmorgen’, hilste over halvdelen af redaktionens medarbejdere ikke på mig. De kiggede bare den anden vej. Det var virkelig ubehageligt, men jeg blev også trodsig.”

Da Orientering skulle have et nyt weekendprogram, tilbød Jon Kaldan at overtage sendefladen, og han skabte programmet Orientering Weekend, som samme år (2011) på Radio Days fik prisen for den bedste nyskabelse indenfor radionyheder.

De faglige succeser til trods tærede det dårlige arbejdsmiljø på ham.

”Jeg husker en episode, hvor jeg på ledelsens opfordring havde forberedt nogle sessions med redaktionen om, hvordan man fortalte historier og ikke bare orienterede. Ved min første slide var der en medarbejder, som sagde: ’Hvilken adkomst har du overhovedet til at stå der?’. Redaktøren sagde ingenting, og gloede ned i sin kaffekop.”

Jon Kaldan pakkede sin taske og forlod arbejdspladsen resten af dagen. Noget, han aldrig havde gjort før.

”Ledelsen ville gerne have min hjælp til at forny programmet, men når jeg slog mig på den ene fløj, var der ikke megen opbakning at hente, og det blev for hårdt i længden.”

"Man må trække i de hullede netstrømper og ud på flisen"

Jon Kaldan valgte at forlade Orientering for at genopfinde det historiske program Radioklassikeren. Lyttertallene var gode, men med en ny P1-chef følger ønsket om nye stemmer i radioen, og programmet lukkede ned i 2016. Jon Kaldan udviklede derefter en række programforslag til ledelsen. Efter lang tids tavshed og afslag blev han bedt om at lave syv programmer om tidligere amerikanske præsidenter op til USA-valget. Programmerne fik stor succes som podcasts – især blandt unge.

”Jeg blev passet op af unge mennesker, der tilkendegav deres begejstring for programmerne, og det var fedt, for du er kun så god som det sidste program, du har lavet. Der er ikke noget på bogen”, siger han og tilføjer grinende:

”Det er sgu ligesom de gamle ludere på Halmtorvet. Man må trække i de hullede netstrømper og ud på flisen – igen og igen – for at vise sit værd”.

En af årsagerne til, at hukommelsen i DR er kort, skyldes, at vidensdelingen ikke fungerer, fortæller Jon Kaldan.

”Der er ikke megen vidensdeling i det hus, lad mig bare sige det sådan. Jo, et intranet, som ikke fungerer i praksis. God ledelse er jo blandt andet at sørge for, at folk ved noget om hinandens fagområder, men det er ikke mellemledernes rolle i DR. De faciliterer kun opad”, siger han og tilføjer:

”En gammel kollega sagde til mig, at lederne har fundet ud af, at man arbejder bedre på trods. Det gør man også for det meste. Jeg mener bare: Engang imellem kunne man som medarbejder godt tænke sig en lille smule medvind på cykelstien.”

Panik før lukketid

Tilbage i marts 2016 lå det i luften, at det måske kunne ende med en fratrædelse, hvis ingen af hans nye programforslag ville gå igennem. Kommunikationen fra ledelsen i den periode betegner han som værende ”lidt ulden”.

”Både min chef og de faglige konsulenter sagde: ’Det skal nok gå, der kommer noget’. Så jeg drak en masse kaffe med redaktører rundt i huset, for at høre om de kunne bruge mine erfaringer til noget. Men der var bare forlegne blikke hele vejen rundt.”

Jacob Nielsen

Jacob Nielsen

I december 2016 underskrev han på opfordring fra sin nærmeste chef derfor den frivillige fratrædelse – og blev derefter ramt af panik.

”Jeg løb rundt i byen og søgte arbejde alle steder. Helt hovedløst. Jeg vidste ikke på det tidspunkt, hvor mange måneder med løn jeg ville få. Tre eller ti? Jeg har jo ikke haft en snorlige karriere i DR og vidste ikke, hvad jeg ville komme derfra med.”

Jon Kaldan søgte blandt andet en stilling som underviser for amerikanske udvekslingsstuderende i Danmark og kontaktede Radio24Syv og Weekendavisen. Efter fratrædelsen var underskrevet, blev han bedt om at konceptudvikle et Ruslands-program til radioens P1, der skulle køre fra februar til april.

Nyt arbejdsliv i en alder af 59

Jon Kaldan har ikke haft tid til at savne sin faste gang på DR endnu. Undervisningsjobbet er i hus og skal forberedes, og han er i gang med at bygge sit eget lille radiostudie.

”Nogle af de der unge amerikanere, jeg skal undervise til efteråret, har lavet et mobilt lydstudie, der mest af alt minder om en køletaske, som du folder ud over dit hoved, når du speaker. Det er skidesmart; jeg elsker den slags ny ”teknologi”.”

Men han kan ikke leve af undervisningen og skal til at bygge sit arbejdsliv op af flere forskellige elementer. Det, der bekymrer ham mest ved freelancetilværelsen, er, om han kan tjene penge nok.

”Der er dage, hvor jeg synes, freelancelivet er spændende, og så er der dage, hvor jeg hellere vil være billetklipper på færgen til Hundested.”

Jeg spørger ham, om han ville vælge freelancetilværelsen fra, hvis han selv kunne bestemme.

”Njaa, det ved jeg sgu ikke. Jeg kan ikke finde ud af det, forstår du det? Det er hårdt at skulle være innovativ og kreativ, mens man hele tiden skal forsøge at afsætte og producere. Men på den anden side kan jeg heller ikke lade være med at være det.”

På et skab i Jon Kaldans lejlighed står der på en post-it-seddel: ”Gadefejning, pizzabagning, rengøring.”

Den hænger allernederst på skabet, men den er der.

”Jeg er ikke bange for at tage et ufaglært arbejde, hvis det bliver nødvendigt, hænderne sidder godt på mig. Det giver mig en vis tryghed, at jeg har det sådan, men det er da dumt, hvis jeg ikke kan bruge de færdigheder jeg har opbygget i min lange karriere, og i stedet skal tage arbejde fra andre.”

Jeg forventer egentlig ikke, han fortryder noget i forhold til sit usædvanlige og lange arbejdsliv i DR. Han har taget alle de chancer, han fik, og opsøgt alle de muligheder, der var indenfor rækkevidde. Men jeg spørger ham alligevel, om han set i bakspejlet ville have gjort noget anderledes i sit arbejdsliv.

”For mig har det været en livsopgave hele tiden at forny mine fortællinger og gøre dem spændstige og vedkommende. Jeg har sat alt på et bræt indimellem og siddet på russiske hoteller uden varme, med store kakerlakker pilende omkring, dybt optaget af, hvordan jeg skulle dreje historien bedst muligt. Og jeg er taknemmelig over det arbejdsliv, jeg har haft, så fagligt fortryder jeg intet. Jeg har altid givet mig selv 100% og har aldrig holdt igen,” siger Jon Kaldan og tilføjer:

”Men jeg kan godt fortryde, at jeg ikke søgte væk fra Danmarks Radio noget før. Hvorfor blev jeg hængende? Det gjorde jeg nok, fordi jeg troede, det var et sted, som havde formatet til at skabe forandringer med tanke på medarbejderne. Men jeg burde måske have været klogere. I dag ved jeg, at det er lige meget, hvor dygtig og opdateret jeg er, for det er ikke det, det handler om. Jeg kender ikke deres dagsorden, jeg ved bare, at jeg ikke er en del af den.”

Når det er sagt, vil Jon Kaldan ikke udelukke, at han kommer til at freelance for DR, hvis det rigtige projekt dukker op, og de vil betale ham en rimelig løn.

”Hvis det sidste ikke er tilfældet, så bager jeg hellere pizzaer, skriver min egen bog eller laver min egen podcast. De skal ikke opsige mig og mine seniorfordele for at spise mig af med en dårlig freelancerløn. Der er en grænse for, hvad man skal finde sig i. Eller i hvert fald: Sådan har jeg det.”

Der bliver stille i stuen for første gang i lang tid. Jon Kaldan smiler og siger:

”Da jeg stoppede opdagede jeg igen, at jeg heldigvis er så meget mere end Jon Kaldan fra Danmarks Radio. Det var rart at konstatere.”

Tema: DJ vil i den kommende periode have fokus på arbejdslivet efter de 55. DJ tilbyder kontraktrådgivning, karriere- og trivselskurser og netværk til medlemmer på 55+ i medie- og kommunikationsbranchen. 

Læs guiden til, hvordan du får størst mulig indflydelse på dit seniorarbejdsliv.  

Læs også erfaringer fra dagbladsjournalist Gitte Gedde og selvstændig Ulla Bechsgaard til, hvordan det er at være 55+ i mediebranchen.

Kommentarer

Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.

Merete Lindstrøm

tir, 08/15/2017 - 13:10

Flot og ærlig fortælling om et langt, imponerende arbejdsliv hos DR og en tendens, der går igen overalt på arbejdsmarkedet. Tak

Kaj Spangenberg

tir, 08/15/2017 - 14:45

"Mohren har gjort sin pligt. Mohren kan gå".

Ak.

Svend Kramp

tir, 08/15/2017 - 21:05

Kære Jon. Tak for den åbne fortælling om din imponerende karriere og kamoe i og uden for DR. Det er sørgeligt, at det skulle ende på den måde. Men desværre nok typisk for det dårlige arbejdsklima i huset, at problemerne i toppen går ud over medarbejderne, selv de dygtigste som dig. Og så har du endda ikke nævnt de elendige fysiske forhold i DR-Byen
Held og lykke med dit fortsatte liv.

Otto Christensen

ons, 08/01/2018 - 20:33

Hej Jon

Det er en fin og gribende fortælling om dit arbejdsliv hos DR.
Godt du kom ud af foretagendet inden du blev frataget selvrespekten.
Jeg håber du trives med dit undervisningsjob, og at du får lavet nogle spændende indlæg i de medier du skaber adgang til.
De bedste hilsener
Otto Christensen
Malmö