Gå til hovedindhold
Bliv medlem Menu

"Jeg tør stille de dumme spørgsmål"

For presserådgiver hos Institut for Menneskerettigheder, Janne Bruvoll, handler kommunikationsjobbet i høj grad om at hjælpe instituttets eksperter med at få viden og data konkretiseret. Og udover rampen. Blandt udfordringerne nævner hun, pressens insisteren på altid at bruge instituttet som partskilde.

Janne Bruvoll

Anne Mie Dreves Janne Bruvoll, presserådgiver i Institut for Menneskerettigheder

DJ sætter fokus på kommunikation i en serie om faget og dets udvikling. Få kommunikationsforsker Gitte Gravengaards historiske perspektiv på faget - og hør, hvorfor kommunikationsrådgiver Katja Sebbelov mener, at kommunikatører indimellem skal agere djævlens advokat.

Janne Bruvoll er ansat som kommunikatør og presserådgiver i Institut for Menneskerettigheder. Hun er uddannet fra SDU i journalistik, har en mastergrad fra England i bæredygtig udvikling og afslutter til januar en diplomuddannelse i kommunikation. Hun har arbejdet indenfor kommunikationsfaget, siden hun blev færdiguddannet i 2007.

”Jeg valgte at arbejde indenfor kommunikation, fordi jeg gerne ville fordybe mig i et bestemt område, og da nyhedsjournalister i dag skal dække mange forskellige ting, var det ikke tillokkende for mig at gå den vej. Det var ikke et bevidst fravalg af journalistik, men et tilvalg af muligheden for fordybelse i et fagområde.”

Arbejdet med PR i Institut for Menneskerettigheder har hun haft i fire år. Hendes opgaver er blandt andet at tage imod presseopkald og hjælpe journalister og medier videre til de rigtige mennesker i huset. Derudover er hun med til at lancere nye undersøgelser og analyser – og formidle dem til relevante instanser udenfor huset.

”Jeg er med under hele processen. Jeg laver kommunikationsstrategier og tager stilling til, hvad der er mest interessant af den viden, vi producerer. Og ikke mindst for hvem, det er interessant for. Min kerneopgave er at sikre, at alle de mennesker, som kan bruge instituttets viden til noget, de rent faktisk får den.”

Mere end presseformidling

Janne Bruvolls arbejde handler om mere og andet end at kommunikere til og for pressen. Hun sætter også møder op med myndigheder, folketingspolitikere og sørger for, at instituttets analyser bliver sendt til relevante institutioner og organisationer, der beskæftiger sig indenfor menneskerettighedsområdet.

”Institut for Menneskerettigheder kan ikke gennemføre handlingsplaner eller ændre lovgivningen. Vi kan kortlægge en række problemer, og give den viden videre til myndigheder og politikere, der kan tage næste skridt imod en forandringsproces. Det er et langt sejt træk, hvor vi indsamler viden og analyserer. Derfor er mit arbejde også meget strategisk.”

"Det var ikke et bevidst fravalg af journalistik, men et tilvalg af muligheden for fordybelse i et fagområde”

De tre grundfærdigheder

Til spørgsmålet om, hvilke tre færdigheder, hun bruger mest i sit arbejde, nævner hun tre journalistiske grundfærdigheder: Blikket for den gode historie, evnen til at gøre det abstrakte konkret og modet til at stille de dumme spørgsmål.

”Den første færdighed handler om at se den gode historie. Ikke nødvendigvis ud fra, hvad en journalist vil sige er en god historie. Men snarere ud fra, hvordan jeg får det her vinklet på en måde, så dem, der kan løfte opgaven, bliver interesseret i at gøre det.”

Det handler blandt andet om at fremhæve ”det nye” og få det vinklet på en måde, som er interessant for modtageren.

”Nyheden skal ud i en form, hvor den bliver læst af de rigtige mennesker. Det kan så godt være, at jeg indimellem bruger konflikten til det, men mit fokus er på, at den viden, vi har skabt omkring et menneskeretsligt problem, kommer forståeligt ud på den anden side.”

Fra kompliceret til konkret

Den anden færdighed, hun fremhæver, er evnen til at skære igennem. Og få det komplicerede gjort tydeligt for målgruppen.

”Jeg hjælper vores eksperter med at skrabe de unødvendige forbehold fra, så vi kan komme ind til kernen af budskabet, og det ligger der en del klassisk journalistisk vinkling i.”

Hun ser det kun som en styrke, at hun ikke besidder dem samme viden, som juristerne på arbejdspladsen, men derimod er i stand til at sætte sig i modtagerens sted og forstå, hvad de ikke forstår.

”Det lyder måske nemmere, end det er. Men det er en svær øvelse som en jurist eller en forsker, der kender et område rigtig godt, ikke har let ved.”

Den sidste færdighed, hun nævner, handler om spørgeteknik og om at stille spørgsmål. Også selvom hun nogle gange godt selv kender svaret.

”Jeg stiller rigtig mange spørgsmål, og jeg tør stille de dumme spørgsmål, der gør mig i stand til at formidle svært og kompliceret stof.”

Pressen giver for lidt plads til mellemregninger

”I forhold til pressen, skal vi som regel mene, at en given sag er i orden eller ikke er i orden. Livet er bare tit mere nuanceret end det”, svarer Janne Bruvoll på spørgsmålet om, hvilken udfordring hun kæmper mest med som presserådgiver i en organisation.

”Konflikterne fylder meget i nyhedsjournalistikken, og vi får sjældent mulighed for at få de nuancer formidlet ud, som der ofte er indenfor lovgivningsområdet. Det er næsten umuligt for vores eksperter at undgå at blive castet ind i en rolle som partskilde, selvom vi oftest er eksperter, der kan se et lovforslag fra flere sider.”

Det er en udfordring for instituttets eksperter, fortæller hun, at de i medierne ofte fremstår, som om de blåstempler en praksis, blot fordi de ikke er voldsomt kritiske. Og andre gange som om de er langt mere kritiske, end de egentlig er.

”Jeg forstår godt, at det ender sådan, jeg er uddannet journalist. Men jeg kan fra et kommunikationsmæssigt perspektiv godt synes, det er udfordrende, at vi ikke kan fremstå som eksperter, der kan få mulighed for at sige ’på den ene side og på den anden side’. Det gør verden mindre nuanceret, end den behøver at være.”

Kommentarer

Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.