Gå til hovedindhold
Bliv medlem Menu

”Jeg kan anbefale BIZ Kickstart til alle – også til mig selv næste år.”

I august har du igen mulighed for at komme på et intenst kursus i, hvordan du udvikler og optimerer din forretning som selvstændig eller freelancer. BIZ Kickstart er et gratis tilbud til DJ’s medlemmer. Vi har talt med to, der deltog i det seneste BIZ Kickstart i foråret.

Hanne Gaard Guldager

Patrick Kirkby

Hanne Gaard Guldager

Oprindeligt uddannet som journalist, har arbejdet som arbejdsmarkeds- og nyhedsjournalist og presse- og kommunikationskonsulent igennem flere år. Sidste år valgte hun at springe ud som selvstændig i egen forretning, Guldager Kommunikation & Journalistik.

Lena Nicolajsen

Lena Nicolajsen

Lena Nicolajsen

Uddannet i visuel kommunikation, arbejder primært med illustration og grafisk. Har desuden sin egen lille produktion og webbutik. Har været fuldtidsfreelancer det meste af sin karriere afbrudt af en ansættelse på designmuseet i Kolding.

Hvorfor tog du på BIZ Kickstart?

Hanne Gaard Guldager:
”Jeg har været selvstændig i et år, og jeg kastede mig bare ud i det. Men jeg kunne mærke, at jeg havde brug for at finde ud af, hvordan jeg strukturerer min forretning, hvad mit fokus skal være på, og at nogen kunne fortælle mig, hvad der skal til for at lykkes som selvstændig.

Lena Nicolajsen:
”Jeg var i gang med at starte op som fuldtidsfreelancer igen og trængte også til at møde nogle mennesker. Jeg vil rigtig gerne være mere bevidst om, hvad jeg laver, for jeg har en tendens til at tage de opgaver, som folk henvender sig med, uden selv at styre retningen. Men det bliver mere spændende, når man selv tager kontrollen over sit fag og sit arbejdsliv. Det ville jeg bruge BIZ Kickstart til at genfinde.”

Læs mere om BIZ Kickstart og tilmeld dig her senest 4. august

Hvad fik du ud af BIZ Kickstart?

Hanne Gaard Guldager:
For det første det fik jeg svar på, om jeg kan have en bred forretning og altså både tilbyde journalistik, kommunikation og PR. Det blev jeg bekræftet i, at jeg kan, fordi mit fokus ligger inden for min grundfaglighed.

Samtidig fik jeg meget personlig opbakning fra underviserne i, at jeg kan lykkes som selvstændig, og de var rigtigt gode til at give os alle sammen opbakning og tro på os selv: Jo: I kan noget. De var dygtige til både at se på selve vores forretning og også personen bag. Der ER bare en utroligt stor opbakning fra Stine og Susanne (underviserne på BIZ Kickstart, Stine Daugaard og Susanne Svendsen) undervejs. Det betyder noget for dem, at man lykkes.

Og så må jeg bare sige, at det er en kæmpe styrke at opleve, hvad det betyder at sætte sig i et rum med mange andre fagligheder, end min egen. Der var både tegnere, filmfolk og fotografer. Den blanding giver et enormt godt udgangspunkt for ideudvikling og sparring.”

Lena Nicolajsen:
”Jeg mødte simpelthen så mange inspirerende freelancere og iværksættere. Jeg fik inspiration til, hvordan jeg skal finde de opgaver, jeg gerne vil have – og hvordan jeg skal forhandle priser. Jeg lærte så meget om forhandling, og har brugt det helt konkret siden kurset, hvilket både var sjovt og skræmmende. Jeg havde fx en kunde, der havde rigtig mange rettelser til en tryksag, men som ikke ville betale for min ekstra tid. Så vendte jeg retur med et modbud om provision af tryksagens fremtidige indtjening, og så fik jeg det, jeg bad om til at starte med.”

Kan du anbefale andre DJ-medlemmer at tage med på BIZ Kickstart?

Hanne Gaard Guldager:
”Det skal alle freelancere/selvstændige gøre! Både hvis man er ret ny eller hvis man har lidt tid på bagen.

Jeg tror ikke, jeg er den eneste, der har det svært med salgs-delen. Ellers var jeg jo nok blevet sælger. Jeg kan ikke fordrage at skulle fortælle potentielle kunder, hvor dygtig jeg er. Men på kurset blev vi ”tvunget” til at forholde os til det og fik nogle tips til, hvordan man sælger sig selv uden at føle, at man er for meget. De pressede os ud af vores comfortzone, og vi fik skubbet nogle grænser i forhold til salgsarbejdet – og det var både helt forfærdeligt – men jo også sundt. For man er nødt til at lære det.
Fordelen ved, at det er DJ, der udbyder kurset er, at udbyderen da har viden om og erfaring med at være selvstændig i mediebranchen – og ikke bare at være selvstændig helt generelt. Den slags kurser findes der en del af i erhvervsorganisationerne, men de har fokus på nogle andre ting. Underviserne på DJ’s kurser har prøvet denne branche på egen krop og har derfor viden om den. Og det er vigtigt for mig.”

Lena Nicolajsen:
”Kurset tager virkelig fat i alting i forhold til at drive en selvstændig forretning. Hvordan får jeg min forretning til at hænge sammen? Hvilke priser, skal jeg tage? Hvordan kontakter jeg virksomheder og tilbyder mit arbejde, uden at føle, at jeg forstyrrer? Det er helt lavpraktisk og meget konkret. Underviserne er virkelig skarpe og materialet var virkelig godt. Jeg kan anbefale BIZ Kickstart til alle – også til mig selv næste år.”

Læs mere om BIZ Kickstart og tilmeld dig her senest 4. august. Du finder ansøgningsskemaet her, du bedes også vedhæfte dit CV. 

Kommentarer